Prøv avisen

Tilbage til fællesskabet

I 1960'erne fik danskerne stor interesse i at bo på en kibbutz i Israel for at opleve det lille, sociale samfund. I år er det 100 år siden, den første kibbutz blev etableret, og det markeres med dokumentarfilm og en lille fotoudstilling i Verdenskulturcentret i København. Her kan man blandt andet se disse billeder fra 60'erne med danskere i kibbutz, hvor de tager en pause i det ofte hårde arbejde i markerne. Fotos fra udstillingen.

40.000 danskere har siden begyndelsen af 1960'erne været i kibbutz i Israel. Det unikke fællesskab fejres nu med udstilling og dokumentarfilm

I år er det 100 år siden, den første kibbutz blev etableret af jødiske pionerer fra Europa, der drømte om frihed og lighed bundet op omkring planøkonomi og hårdt landbrugsarbejde. Sådan foregår det dog ikke længere i cirka 300 kibbutzer rundtom i Israel, men tankegangen har gennem tiden tiltrukket cirka 40.000 danskere, som for en periode ønskede at opleve denne "rene" kollektivisme. Andre er aldrig vendt tilbage. En af dem er Line Segal, der har boet næsten 30 år i ørkenkibbutzen Yotvata lidt nord for Eilat.

"Det gode ved at bo i kibbutz er kollektivet og den kollektive baggrund for hele samfundet. Man bliver afhængig af hinanden på en sund måde. Vi arbejder sammen. Spiser sammen og opdrager vores børn sammen," siger Line Segal i dokumentarfilmen "Israel: Kibbutzen 100 år", der er lavet i anledning af jubilæumsåret.

Denne og andre dokumentarfilm sætter ansigt på nogle af de mange danske volontører gennem tiden og bliver i disse dage vist i Empire Bio i København i forbindelse med Dansk-Israelsk Selskabs markering af 100-årsjubilæet. Selskabet står desuden for en fotoudstilling i Verdenskulturcentret med billeder fra kibbutzophold gennem 50 år.

Det var især 1960'ernes og 1970'ernes udbredte socialistiske idealer, der fascinerede mange især unge danskere. Danske foreninger organiserede ophold for volontørerne og sikrede fornuftige forhold for de frivillige. En stor del kom fra danske højskoler, fortæller John Svenningsen, der var medstifter af foreningen Danske Kibbutz Venner, DAKIV, og formand mellem 1968 og 1970.

"Vi havde en god kontakt til højskolerne og mente, at der var et godt grundlag for at sende folk af sted. Vi havde kontakt til en kibbutz i den nordlige del af Israel med æbleplantager. Så sendte vi grupper på 20-30 personer derned," fortæller han.

Forbindelsen til kibbutzerne blev skabt gennem tyske flygtninge fra Anden Verdenskrig, der havde været indrulleret i et dansk landbrugsprogram og senere flyttede til Israel.

"Man læste om det her samfund med fællesskab og lighed. Mange blev interesserede i det her demokrati som socialt samfund. Det var en oplevelse af solidaritet og en helt anderledes levemåde. For de fleste har opholdet i kibbutz frem for alt været en stor personlig oplevelse," siger John Svenningsen, der selv boede i Israel gennem flere år.

I takt med samfundsudviklingen i Israel og kibbutzernes bevægelse væk fra kommunistiske idealer mod små kapitalistiske enheder er tiltrækningen så småt forsvundet. DAKIV lukkede i 2001, og i dag er det rejsebureauer, der formidler kontakt mellem volontører og kibbutzerne. For John Svenningsen sluttede cirka 10 års dedikeret arbejde med kibbutzer i 1967, det år, Israel besatte Vestbredden under Seksdageskrigen.

"Man kunne ikke blive ved med at ignorere udviklingen i landet, og at der skete grimme ting i Israel. Hidtil havde der været en stor opbakning til landet, men udviklingen prægede foreningen. Folk spurgte, om man holdt med den forkerte part. Det er en helt anden virkelighed i Israel i dag," siger John Svenningsen.

For Line Segal sluttede eventyret aldrig. I hendes kibbutz har man fastholdt nogle af de oprindelige idealer.

"Den dag, jeg får min egen løn, forlader jeg nok kibbutzen. I det øjeblik mister det sin værdi."