Alt tyder alt på, at De Konservative genvinder magten ved det britiske parlamentsvalg den 8. juni. Måske bliver der endda tale om en jordskredssejr. Ifølge den sidste meningsmåling, jeg har set, har Theresa Mays parti opbakning fra 47 procent af vælgerne, mens oppositionspartiet Labour står til 29 procent af stemmerne. Labour har endda været nede på 27 procent, og på den baggrund var det utvivlsomt snedigt af De Konservative at udskrive et hurtigt valg.
Mens Labour under ledelse af Jeremy Corbyn fra den yderste venstrefløj nærmest er imploderet og går til valg på at nationalisere post, jernbaner og energi, lader De Konservative til at have orden i geledderne og være rustet til at vinke farvel til EU med en hård Brexit. Ganske vist har den tidligere konservative premierminister John Major, der i modsætning til sin forgænger, Margaret Thatcher, ikke var antieuropæer, langet ud efter ”ultrabrexisterne” i partiet. Men ellers har der vist kun været tale om spredt modstand.
I dagbladet Information var der den 1. maj et stort interview med Labour-politikeren Tony Blair, der var premierminister fra 1997 til 2007, og som er tilhænger af et fortsat samarbejde mellem Storbritannien og EU.
Han er nu så småt vendt tilbage til sidelinjen i britisk politik, og han har opfordret briterne til den 8. juni at stemme for kandidater, der modsætter sig en hård Brexit, uanset hvilket politisk parti de stiller op for (Labour, liberaldemokrater, konservative eller andre). Hvis disse politikere bliver mange og stærke nok, har regeringen ikke en blankocheck til at føre hård Brexit-politik.
Tony Blair finder det helt uacceptabelt, at Theresa Mays regering har valgt at prioritere afslutningen af den fri bevægelighed fra Europa højere end adgangen til det indre marked.
Når han alligevel først nu træder frem med sin kritik, skyldes det velsagtens, at han var øverste ansvarlige, da Storbritannien i 2003 – ligesom Danmark og en række andre europæiske lande – gik i krig med Irak.
Blair havde tidligere været fortaler for nogle militære interventioner, som Danmark også deltog i, blandt andet i Kosovo. Men i Irak gik det efterhånden rigtig galt. Og det gjorde ham så upopulær, at han senere måtte gå af som premierminister og afholde sig fra politiske udmeldinger. Af nogle bliver han i dag betragtet som en lidt anløben person.
Hvor berettiget denne udskamning af Tony Blair har været, er ikke let at sige. Men for mig kastede Ian McEwans roman ”Lørdag” fra 2006 interessant lys over sagen.
I den indgår en diskussion mellem bogens hovedperson, neurokirurgen Henry Perowne, og hans voksne datter Daisy, der lige har været til Irak-demonstration i Hyde Park. Hun finder Storbritanniens indtræden i den påtænkte krig fuldstændig barbarisk. Hertil svarer Perowne, at det også kunne være barbarisk ikke at foretage sig noget, og så går far og datter ellers løs på hinanden. Her følger et uddrag:
”Far, du er ikke for krigen, er du?”
Han trækker på skulderen. ”Ingen rationel person er for krig, men om fem år vil vi måske ikke fortryde det. Jeg ville elske at se det sidste af Saddam. Du har ret i, at det kunne være en katastrofe. Men det kunne også være enden på en katastrofe og begyndelsen til noget bedre. Det hele drejer sig om resultater, og ingen ved hvad de vil blive.”
Hendes overraskelse har ændret sig til afsmag … ”Så du går ind for krigen?”
”Som jeg sagde, jeg går ikke ind for nogen krig. Men denne kunne være et mindre onde. Det vil vi vide om fem år.”
”Det er så typisk.”
Han smiler bekymret. ”For hvad?”
”For dig.”
Senere i samtalen siger Perowne: ”Hvis du beskriver min position som pro-krig, så må du acceptere, at din reelt er pro-Saddam.”
Hvortil Daisy svarer: ”What fucking nonsense.”
Det ender med, at far og datter vædder 50 pund om, hvem der får ret. Perowne holder på, at tre måneder efter invasionen vil alt være godt, og Daisys forudsigelse er, at alt vil være kaos, og at selv hendes far ville ønske, at det aldrig var sket.
Det kan vel tænkes, at Tony Blair, da han i 2003 overvejede, hvad Storbritannien skulle gøre, tænkte ad de samme baner som Henry Perowne. Interventionen gik godt i Kosovo, men galt i Irak. Spørgsmålet er så, om Tony Blair til trods for sit fejlskøn er værd at lytte til, når han udtaler sig om Storbritanniens skilsmisse fra EU.
Selv synes jeg, at en hård Brexit ville være en ulykke. Hvis man retter lidt ind efter Tony Blair, behøver det ikke at gå helt så galt.
Ville en blød version ikke række? Hvis vi nu alligevel ikke kan undgå, hvad Brexit efter min mening er: et eklatant tilbageslag.