”Tilbage til fremtiden” med ”Star Wars”

Hvis dannelse er fælles kulturelle referencesystemer, har dannelsen det bedre i dag end på noget tidligere historisk tidspunkt

Populærkulturen trækker også hele tiden på kulturarven, på den klassiske kultur, som bliver revitaliseret og sat i omløb på nye måder til nye generationer. Et godt eksempel er denne uges mange fejringer af ”Tilbage til fremtiden”-filmene.
Populærkulturen trækker også hele tiden på kulturarven, på den klassiske kultur, som bliver revitaliseret og sat i omløb på nye måder til nye generationer. Et godt eksempel er denne uges mange fejringer af ”Tilbage til fremtiden”-filmene. . Foto: Amblin Entertainment.

Som måske bekendt var det i forgårs, at Marty McFly ankommer til fremtiden, nærmere bestemt 2015, i anden del af Robert Zemeckis filmtrilogi ”Tilbage til fremtiden”. Alverdens medier har boltret sig i opregningen af, hvor mange af de fantaserede opfindelser fra dengang i 1980'erne, der så er blevet til virkelighed her i det rigtige 2015.

Jeg elskede filmene om knægten Marty og den gale videnskabsmand Doc, der rejser i tiden i den ombyggede Delorean, allerede da de kom frem. I 1990 var jeg på en lille campingferie på Møn med min kæreste, der senere blev min kone. I Stege biograf var der danmarkspremiere på treeren, og jeg måtte overbevise hende om, at en vigtig del af vores unge lykke var at komme ind at se den film.

Og i øvrigt var det sandsynligt, at alle billetterne allerede var revet væk. Hun gik pænt med og morede sig lidt over, at vi næsten sad alene i biffen.

”Tilbage til fremtiden”-filmene er blevet klassiske. Dengang tænkte man bare, at det var nogle gode, sjove og intelligente film, men sådan nogle kom der jo heldigvis fra tid til anden. Men de har vist sig at være af en særlig uomgængelig og sejlivet kvalitet og er blevet et referencepunkt for millioner af mennesker kloden over.

Det samme gælder ”Star Wars”-filmene, hvor verden nu med tilbageholdt åndedrag venter på syveren, den første af tre film i den tredje trilogi af den serie, der tog sin begyndelse (dog med fireren for at komplicere tingene) tilbage i 1977. ”Star Wars” var i en anden forstand en født klassiker. Her vidste man instinktivt, at der skete noget helt nyt med denne storladne kobling mellem actionramasjang og science fiction med et let spirituelt anstrøg.

Jeg husker stadig min forbløffelse og taknemlighed, da jeg i 1977 så den første af filmene og følte mig ført tilbage til suset fra de sort-hvide Zorro-film, jeg så som barn i Tønder Kino lørdag eftermiddag. Tænk, at man kunne finde på at lave sådan noget i 1977. Måske behøvede man ikke for altid dræbe barnet i sig selv for stoisk at påtage sig voksenlivets alvorsfulde maske.

”Star Wars”-filmene følger en anden kurve end ”Tilbage til fremtiden”. De var legendariske fra første færd. Udfordringen er her at leve op til de oprindelige film. Det lykkedes ikke helt for den såkaldte prequel-trilogi, der kom mellem 1999 og 2005. Nu, hvor man til overflod har de, i dobbelt forstand, ”gamle” skuespillere med, skal det bare lykkes. Vi krydser fingre.

Man kan ofte i vore dage henfalde i mismod over dannelsens vilkår. Men hvis dannelse også er fælles kulturelle referencesystemer, værker, som enormt mange mennesker kender til og kan reflektere deres tilværelse igennem, har dannelsen det faktisk godt, måske bedre end på noget tidligere historisk tidspunkt.

Det er i dag populærkulturen, der bærer og driver dannelsen. Tænk på, at flere generationer af børn allerede er vokset op med en indgående fortrolighed med et litterært kvalitetsprodukt som Harry Potter-bøgerne.

Da familien i efterårsferien var i Amsterdam, var van Gogh-museet et højt rangeret mål. Der findes nemlig et afsnit af den engelske tidsrejse-tv-serie ”Dr. Who”, hvor Vincent van Gogh og hans kunst spiller en stor rolle. Det havde vores tvillinger set, så de kendte jo van Gogh, og hele familien genså det i andægtighed som forberedelse til museumsbesøget.

For et par år siden erfarede vi, at drengene kendte en del til arkitekturen i Firenze og Venedig gennem computerspillet ”Assasin's Creed”. De byer ville de gerne besøge. Og jeg føler mig ret sikker på, at første gang i deres liv de har hørt om Shakespeare, har været, når der skulle spilles ”En skærsommernatsdrøm” på en skole i en af de utallige børne- og ungdomsserier på Disney-kanalerne.

Populærkulturen er med andre ord ikke bare sit eget rum. Den trækker også hele tiden på kulturarven, på den klassiske kultur, som bliver revitaliseret og sat i omløb på nye måder til nye generationer.

Og som tiden går, bliver den også selv klassisk og kanonisk, som ”Tilbage til fremtiden” og ”Star Wars”. Eller som Han Solo siger i den seneste trailer til ”Star Wars: The Force Awakens”: ”It is true. All of it. The dark side. The Jedis. They are real.”