Jais Nielsens keramiske værker er ren nydelse

Jais Nielsen vækker Bibelens fortællinger til live gennem ler og glasur. På Danmarks keramikmuseum i Middelfart er der netop åbnet en meget seværdig udstilling med hans keramiske værker

Det er en nydelse af komme tæt på Jais Nielsens værker, og se, hvordan han får glasuren til at leve og spille sammen med formen. Jais Nielsen vidste, hvad han ville. Han arbejdede meget kontrolleret med keramikken og lærte sig sine virkemidler. Her er det hans ”Jakobs kamp med englen”. –
Det er en nydelse af komme tæt på Jais Nielsens værker, og se, hvordan han får glasuren til at leve og spille sammen med formen. Jais Nielsen vidste, hvad han ville. Han arbejdede meget kontrolleret med keramikken og lærte sig sine virkemidler. Her er det hans ”Jakobs kamp med englen”. – . Foto: Ole Akhøj.

På en sprød efterårsdag er det vidunderligt smukt at ankomme til Danmarks Keramikmuseum, Clay i Middelfart. Man kan spadsere langs vandet, se på fine gamle smakkehuse og ud over Lillebælt, den ene bro til venstre, den anden til højre. Ved skoven drejer man op, og der ligger Grimmerhus, som oprindeligt var et enkesæde for herregården Hindsgavl, og senere blev museum for keramisk kunst. Det blev med tiden for småt, og i 2015 åbnede det som Clay, Keramikmuseum Danmark, med en stor, primært underjordisk tilbygning.

Netop nu sætter Clay, med udstillingen ”Epos i ler”, fokus på Jais Nielsens keramik. Museet har en stor samling af hans keramiske værker, først og fremmest fra Den Kongelige Porcelainsfabriks museumssamling, hvoraf en del blev overdraget til Clay i 2010, men også fordi samleren Erik Veistrup har doneret en del af sin keramiske samling til museet. Jais Nielsen (1885-1961) var både maler og keramiker. De fleste vil kende hans lyse og lette, på sin vis ret illustrative kubistisk-futuristiske malerier. Der er skrevet mange gymnasiestile over et maleri som ”Afgang” fra 1918 (Fuglsang Kunstmuseum), hvor vi ser de travle moderne mennesker på farten i storbyen. Jais Nielsen blev også aktualiseret i 2009-2010, hvor Bornholms Kunstmuseum, Fuglsang Kunstmuseum og Kunstmuseet i Tønder i anledning af 100-året for futurismens fødsel samarbejdede om et større forskningsprojekt og en udstilling.

Jais Nielsen blev uddannet hos Kristian Zahrtmann og Johan Rohde på Kunstnernes Frie Studieskoler. Sammen med blandt andre studiekammeraterne Olaf Rude og William Scharff var han i 1909 med til at danne gruppen ”De tretten”. Ud skulle han også, og fra 1911-14 boede han i Paris. Det betød, at han vente hjem til Danmark med andre farver på nethinden, andre tanker om, hvad maleriet kunne. Som maler blev han ikke altid taget lige godt imod, hans måde at bruge den kubistiske teknik på blev anklaget for at være overfladisk – og man glemte at spørge, om det måske kunne være en pointe i sig selv.

Hovedværket i Jais Nielsens virke, og også på udstillingen, er den mandshøje figur ”Pottemageren” skabt til Verdens-udstillingen i Paris i 1925, hvor den da også hjembragte den eftertragtede Grand Prix. –
Hovedværket i Jais Nielsens virke, og også på udstillingen, er den mandshøje figur ”Pottemageren” skabt til Verdens-udstillingen i Paris i 1925, hvor den da også hjembragte den eftertragtede Grand Prix. – Foto: Ole Akhøj

Mere ubetinget anerkendelse fik han for sit keramiske virke, som han sideløbende med maleriet arbejdede med hele livet. Hvor hans malerier tematiserede fart og modernitet, var de store motiver i keramikken bibelske og klassiske. Som om det fysiske arbejde med leret forbandt det med noget mere oprindeligt, som om det var et sted, hvor de mere eksistentielle og evige temaer kunne tages op, mens maleriet tog sig af her og nu.

”Som keramiker var Jais Nielsen af virkelig format. I stentøjet forenedes alle hans evner, og hans arbejder er repræsenteret på mange museer verden over. De har keramisk liv, fornemhed i materialet og dekorativ pondus. Den lille korte signatur Jais er uforvekselig… Stentøjet var hans mesterskab.” sådan skriver kunstkritiker Leo Estvad om Jais Nielsen efter hans død i 1961.

Udstillingen er på mange måder en lystfuld oplevelse. Den åbnes med figuren ”Jakobs kamp mod englen” (fra 1937, modellen antagelig fra 1929), hvor Jakob og Engel er tæt forenet i en dynamisk form. Lysende flot i jadefarvet celadonglasur, fremhævet af en rød væg. Se for eksempel den måde, englens hår ender som et lille skulpturelt punkt i sig selv. Der er flere arbejder på udstillingen i den grønne celadon, blandt andet en meget flot lågkrukke, ”Midgårdsormen”, hvis mange cirkler ender i en midgårdsormsknop, og en grøn version af ”Samson og Løven”. Holdt i en enkel farve ser man formen endnu klarere end i den kulørte udgave.

Det er en nydelse af komme tæt på Jais Nielsens værker og se, hvordan han får glasuren til at leve og spille sammen med formen. I modsætning til den tidlige kunstnerkeramik, hvor en kunstner som for eksempel Niels Hansen Jakobsen arbejdede dybt eksperimenterende, og hvor en del af fornøjelsen var aldrig at vide, hvad der kom ud af ovnen, vidste Jais Nielsen, hvad han ville. Han arbejdede meget kontrolleret med keramikken og lærte sig sine virkemidler.

Der er ikke flere værker med på udstillingen, end at man orker at stille skarpt på dem, og det er jo det, det handler om. At møde værkerne i øjenhøjde. Af samme grund er det ærgerligt, at så mange af dem, der tilmed af sikkerhedsgrunde står i montrer, samtidig også er skubbet op mod væggen, så man ikke kan komme rundt om dem. Jais Nielsens værker har ikke en forside og en bagside, og en del af fornøjelsen, når man nu ikke kan lade sine hænder vandre over dem, er at bevæge sig hele vejen rundt om dem. Udstillingen er bygget op over et kunsthistorisk skelet, det har en klar pædagogisk hensigt, men jeg synes, man med fordel kunne have sat værkerne endnu mere visuelt i spil med hinanden.

Jais Nielsen begyndte på keramikken i 1915 på Københavns Lervarefabrik i Valby, hos pottemager G.A. Eifrig, som havde været med fra kunstnerkeramikkens storhedstid i slutningen af 1800-tallet med navne som Bindesbøll, Skovgaard og Holten-familien med flere.

De tidligste værker er dekorerede fade og vaser, men fra at arbejde mere med keramikken som et lærred bevægede Nielsen sig over til at arbejde med både form og billedside. På udstillingen kan man se et par ret fantasifulde tidlige eksempler (som man ikke kan lade være med at tænke på må have inspireret en ung Bjørn Wiinblad) i form af en lystelig femarmet lysestage med både bryster og skød og en anden lysestage, hvor en smækker brun kvinde rider på et fabeldyr. Det er sjovt at se, hvordan der er nogle former, som Jais Nielsen har haft en forkærlighed for. Den bløde trekantform går igen i mange arbejder: den vilde ”Samson og løven”, ”Den barmhjertige samaritan” med flere, ligesom han kan lide, når han kan indskrive menneskekroppen, særligt den nøgne kvinde, i en rundet form. I det hele taget er der noget af en erotiker over ham.

I 1920 bliver han hentet til Den Kongelige Porcelainsfabrik, der var inde i en rivende udvikling omkring produktionen af stentøj, og hvor man blandt andet arbejdede med glasurer fra ældre kinesisk keramik, herunder den røde kobberglasur, okseblod, som skal blive så karakteristisk for Jais Nielsens værk. Det passede hans temperament godt at komme på Den Kongelige Porcelainsfabrik, for her kunne han virkelig få den tekniske hjælp til at virkeliggøre sine idéer, ligesom han senere får den hos Nathalie Krebs på Saxbo.

På Clay har de for eksempel den næsten 70 centimeter høje ”Krigervasen”, som Nielsen udførte i to versioner, den ene med judaskysset som motiv, den anden med Salomons dom. Selve vasen er klassisk, men Nielsen tilfører egne hanke og topfigur.

Hovedværket i hans virke, og også på udstillingen her, er den mandshøje figur ”Pottemageren” skabt til Verdensudstillingen i Paris i 1925, hvor den da også hjembragte den eftertragtede Grand Prix. Værket er keramik, men det er jo også en skulptur. Det blev skabt i flere eksemplarer og med forskellige glasurer. På Designmuseum Danmark har man en turkis version, på Clay en okseblodsfarvet. Den står midt i rummet, og her er der heldigvis plads til, at man kan cirkle rundt om ham, som han står der i sin fodlange, foldede kjortel. Den er så flot i glasuren, mørk, sine steder næsten sort, men med områder, hvor kontrastfarven, en sprød grøn, træder frem og ligesom sparker den røde okseblod op.

Pottemageren står og holder en krukke, hans ansigt er drejet i forhold til kroppen. Når vi ser ham frontalt, får vi hans ret lille, næsten arkaiske hoved med stiliserede træk, i profil. Flere af Jais Nielsens ansigter, lige fra hans Jakob til hans Judas, får mig til at tænke på Anne Marie Carl-Nielsens ”Havfrue” fra 1921, der også har de store udstående øjne. Som en overskudsagtig detalje ligger der en under pottemagerens kåbe et lille hundemonster, som mest af alt ligner et lån fra en kinesisk figur.

I forbindelse med udstillingen er der udkommet en stor publikation med en indbydende billedpræsentation af Jais Nielsens keramiske virke.

”Epos i ler” har kunsthistorisk funderede tekster af kurator fra Clay Christine Rauh Oxbøll og seniorforsker ved Statens Museum for Kunst Dorthe Aagesen. Teolog og kunsthistoriker, anmelder ved denne avis Carsten Bach-Nielsen byder på en interessant læsning af Jais Nielsens religiøse billedverden, museumsinspektør ved Clay Susanne Bruhn ser på Jais Nielsen som samler, og kunstneren Peter Brandes ser med kunstnerens blik på ”Pottemageren” og drager interessante referencer til den tyske kunstner Ernst Barlach (1870-1938), der i disse år er fornyet interesse for.

Der er også blevet plads til et lille interview med Jais Nielsens søn, Henrik Jais-Nielsen, og det er fint at få den del af fortællingen med. Her kommer det også frem, at Jais Nielsen havde en kone, hvad der er skrevet ud af den afsluttende biografi, hvor hverken kone eller børn optræder, og at denne kone, Ville Jais Nielsen (født Oppenheim, 1886-1949) også var maler. Jeg undrer mig over, at hun, som også havde en baggrund inden for både porcelænsmaling og sølvarbejde (på udstillingen kan man også se Nielsens keramiske smykker), og som givetvis også har været en inspiration for sin mand, stort set er forsvundet ud af historien.