Tilbage til ungdommens usikre åbenhed og de dybeste traumer

Norsk-amerikanske Siri Hustvedt erindrer sig hele vejen ned ad mindernes boulevard og smækker godt med kul og drama på fortællingen om kunstneren som ung kvinde

Bosat i New York og af norsk afstamning er den 64-årige Siri Hustvedt en anderledes forfatter, der unddrager sig de fleste kategorier. –
Bosat i New York og af norsk afstamning er den 64-årige Siri Hustvedt en anderledes forfatter, der unddrager sig de fleste kategorier. – . Foto: Dan Callister/Writer Pictures/Ritzau Scanpix.

Det er ikke særlig ofte, man ser Siri Hustvedts navn blive nævnt, uden at man i samme åndedrag skal forholde sig til, at hun i øvrigt er gift med forfatterstjernen Paul Auster. Men når det nu er sagt og overstået her, vil vi koncentere os om hende, forfatteren til romaner som ”Det jeg elskede”, ”En amerikaners lidelser”, ”Sommeren uden mænd” og den lille geniale gennemgang af psykologiens historie ”Kvinden der rystede eller Historien om mine nerver”.

Bosat i New York og af norsk afstamning er den 64-årige Siri Hustvedt en anderledes forfatter, der unddrager sig de fleste kategorier. Hun har læst litteratur, men underviser i dag i psykiatri på Cornell University. Også hendes forfatterskab er springende – for er hun symbolist, er hun feminist, skriver hun fiktion, autofiktion, konkrete erindringer, eller er hun i virkeligheden postmoderne svævsk?

Lidt af hvert, faktisk – og i sin leg med læseren skammer Hustvedt sig aldrig over at smække godt med kul på, når hun skruer sine fortællinger sammen. Hendes sprog er højstemt og hendes scenarier arkaiske. Således også her i ”Minder om fremtiden”, hvor man begynder i de sorgløse og krøllede lagener i en udflippet ungdomslejlighed, men snart ser sig indrulleret i et freudiansk drama om køn og psyke.

Bogen åbner i New York, sommeren 1978, hvor den purunge fortæller er tilflytter fra Minnesota. Overstadig, som kun en 23-årig kan være det, drukner hun sig i storbyens menneskebad, mens hun dyrker sine litterraturstudier, sex, småjobs og hektiske byture på ”Studio 54”. Hun møder nye ”artsy” veninder, selvoptagede jødiske fyre i The Hungarian Pastry Shop, skriver dagbog og essays – og lever ellers på en sten.

Hun får breve fra mor derhjemme om planter og naboer – men der er intet savn, for storbyens lugte, støj, skubben og snavs beruser hende og gør hende lykkelig:

”Jeg vandrede til Greenwich Village, fristet af dens bohememytologi, på jagt efter dadaismens fortryllende selskab. Jeg daskede rundt i boghandlerne, i Coliseum og Gotham Book Mart og Books and Company og The Strand.”

Hun nyder med andre ord den glitrende by – men hver aften dukker det fortrængte op, når hun lægger sin fars læge-stetoskop mod væggen ind til nabolejligheden, hvor Lucy Brite bor. For den usynlige Lucy bag væggen rabler og råber, og ud siver efterhånden en uhyggelig fortælling om et ægteskab fra helvede, en psykopatmand og en død datter, som får det til at gyse i fortælleren.

I ”flash-forwards” møder vi sideløbende den nu 62-årige fortæller, der i år 2017 sludrer med sin 95-årige mor i ældreboligen, hvor de prøver at få styr på det praktiske. Men hver gang, hun skal til at tage sig af virkeligheden, dukker barndommen op. Især erindringerne om hendes far, der var læge, og som hun husker helbredte kvinder i massevis, når de var blevet tævet, voldtaget eller havde aborteret. Fortælleren er som 10-årig med rundt i bilen på de støvede veje i 1960’erens Minnesota, privillegeret, medfølende, uforstående. Hun leder hele tiden i erindringens rodekasse, husker hun forkert? Var det sådan? Har hun digtet det?

For digter, det er hun – og bogens tredje spor kører af sted med den roman, hun skriver på som ung (hvor Sherlock Holmes og Dr. Watson spiller et par intense biroller), kun afbrudt af smuglyt på naboen Lucys skrigende natlige klagesange. Men en dag vil skæbnen, at hun og Lucy får akut brug for hinanden, da hun bliver overfaldet, og en heksekreds af underlige kvinder, der ikke er blege for at bruge woodoo-dukker, lukker sig om den unge forfatter, som skal lære at sige fra: ”De glemmer Frue, at De skal følge vores regler,” siger mændene, akademikerne, autoriteterne. ”Nej, jeg vil ej,” svarer hun.

Romanen igennem er rollen som kvinde, ”det andet køn”, som Simone de Beauvoir kaldte det, i centrum. For hvordan bliver man sig selv, når man lever i en verden hvor man er konstant (og usynligt) defineret af manden med stort m – den handlende, den heldige, den udfarende, den magtfulde?

Hustvedts fortæller får da også slag hele vejen igennem, lige fra voldtægtsforsøg og hån i akademiske kredse til afvisning midt i ungdommens første kys:

”Vi sad på et tæppe af tørre efterårsblade, da jeg lænede mig frem for at kysse ham. Månen skinnede bag Magnus Student Center, og luften var kølig. Men da han blev kysset blev objektet for mit begær sur. ’Det er meningen, at det er mig, der skal gøre det der,’ sagde han.”

Når jeg har læst Siri Hustvedt, er læsningen altid begyndt med et ubehag, en stressende sitren, som jeg denne gang besluttede mig for at både overkomme. Hendes essays er altid gledet lige ind i bevidstheden, mens hendes romaner kan synes altmodische, kontrollerede, alt for gennemskrevne – ja, ligefrem kunstige i sproget. Også på engelsk.

Men ”Minder om fremtiden” gør efter få kapitler følelsen af kunst(-ighed) til skamme, når Hustvedt pludselig løfter fortælling om mig-mig-mig som ung op til et fabulerende drama, hvor intet er helligt, og tingene splattes kødeligt ud på gulvet foran læseren. Døden sniger sig ind, og alle universtets mørkeste mest rådne kræfter slippes løs – had, mord, uhæmmet seksualitet, kvindemisbrug, hustruvold, bedrag og døde børn.

”Vi lider alle og vi skal alle dø, men du, dig, der læser denne bog, er ikke død endnu. Jeg er måske død, men det er du ikke.”

Som Hustvedt selv har sagt: ”Writing fiction is like remembering what never happened.” I ”Minder fra fremtiden” diskuterer hun hele tiden med sig selv, hvad der skete og ikke skete – hvad der er fakta, og hvad der er fiktion.

”En stemme siger højlydt: ’Bare kendsgerningerne, tak. Få hold på dig selv og fortæl, hvad der skete.’ Det er en mand, selvfølgelig. Han taler med autoritetetens stemme.”

Men han får ikke lov at bestemme, for hos Siri Hustvedt er fakta ikke statiske. Erindringer og minder er flydende og organiske, omskiftelige alt efter, hvilket øjeblik i livet man ser tilbage fra.

At læse denne her bog er at blive tvunget til at huske alt det, Hustvedt husker: de første kærester, ungdommens usikre åbenhed, fornedrelserne, de tabte venskaber, døde slægtninge, følelsen af sejr, når man får sit første job, de største tab, de dybeste traumer. Siri Hustvedt minder én om, at det aldrig er for sent at erindre noget nyt om sig selv og forme en ny livshistorie og et nyt jeg, hvis man lukker op for de inderste vinduer:

”Jeg tolker sporene anderledes nu. Jeg læser historierne anderledes. Jeg husker anderledes. Jeg er forandret.”