Prøv avisen

Tilbageblik på 65 fantastiske år

Dronningen som toårig med den berømte prinsessekrølle og yndlingsbamsen Plys. -- Foto fra bogen.

BØGER: Annelise Bistrup skriver vedkommende og interessant om Dronningens liv og gerning

Bogen hedder ikke "Dronning Margrethes erindringer", men det er faktisk det, der nu foreligger i Annelise Bistrups bog om Dronningen, der er bygget på, som det hedder, mange og lange samtaler mellem forfatter og hovedperson.

Der har været spørgsmål, som ikke er blevet besvaret – det fremgår af forfatterens forord – men ellers former denne præsentable bog sig som et tilbageblik gennem de 65 år, som dronning Margrethe har gennemlevet lørdag 16. april. Hun blev født umiddelbart efter, at Danmark blev besat af tyske tropper den 9. april 1940. Det kommer nok som noget af en overraskelse for dem, der har erindringen om dronning Ingrid levende, at hun, der jo var højgravid, reagerede på sin mands meddelelse om den tyske besættelse med ordene: "Disse lorte!" En konsekvens af dette chok skulle have været, at fødslen, der blev lang og vanskelig, gik i gang. Som en yderligere ydmygelse sendte Adolf Hitler et lykønskningstelegram efter prinsessens fødsel.

At dronning Ingrid i kongefamilien repræsenterede den mest udprægede afstandtagen fra besættelsesmagten, bekræfter Dronningen med en anden udtalelse, som skulle være faldet, mens den daværende kronprinsesse var gravid med barn nummer to: Hvis svigerfar gør sådan eller sådan, står jeg ud af sengen, og så får han ikke det næste barnebarn!

Dronningen nåede at opleve besættelsens virkelighed, naturligvis fra en privilegeret position. Befrielsesaftenen oplevede hun i kælderen til Amalienborg, da den tyske krydser "Nürnberg" lå i havnen og skød mod slottet. Dronningen runder dette afsnit af med at plædere for en mere nuanceret forståelse af besættelsens vilkår for Danmark – først i de allerseneste år er vi kommet fri fra nederlaget i 1864. Men samarbejdspolitikken var en nødvendighed – når man havde sagt A, måtte man også sige B og C.

Bogen indeholder ikke en samlet karakteristik af forældrene, men det billede, der kan stykkes sammen fra de forskellige udsagn, Dronningen fremkommer med undervejs, peger så åbenbart på moderen som den stærkeste vilje og faderen, kong Frederik, som den mere ligefremt menneskelige og varme.

Det er gang på gang moderen, der "sætter dagsordenen". Det er dronning Ingrid, der citeres og refereres til. Forholdet mellem kong Frederik og hans fader, Christian X, var ikke det bedste, og Dronningen lader forstå, at relationerne mellem store- og lillebror, kong Frederik og prins Knud, heller ikke var så gode, som det var ønskeligt mellem brødre.

Forholdet mellem de to grene af kongefamilien blev da også belastet, da danskerne i forbindelse med Grundloven af 1953 valgte Frederik og Ingrid og deres børn frem for Knud og Caroline Mathilde og deres børneflok, hvor der var født to sønner. Prinsesse Margrethe blev nu tronfølger – ikke som i Sverige kronprinsesse, for som Dronningen præciserer det, er denne titel forbeholdt kronprinsens ægtefælle.

Dronningen beretter om sin opvækst og uddannelse. Om sin betagelse af England, om studieopholdet i Århus, hvor hun befandt sig fortræffeligt, og om sin uddannelse og sit møde med prins Henrik. Det havde stået klart, at hun ikke skulle giftes med en dansker, og de mødtes i 1965 hos fælles venner i London.

Som bekendt sprang bomben for tidligt – udløst af Per Hækkerup – men de blev gift den 10. juni 1967. Her måtte man til familiens fortvivlelse undvære den yngste søster og hendes mand, da statsminister Jens Otto Krag havde givet udtryk for, at det græske kongepar på grund af den politiske udvikling ikke var velkomne i Danmark. Og senere i dette kapitel går dronning Margrethe så ind og tager ansvaret for, at det i februar 2002 kom til en krise, da Prinsen i et interview gav udtryk for bitterhed og for, at hans position blev modarbejdet i de nærmeste omgivelser.

Ja, det var en fejl af hende at have insisteret på, at deres omgangssprog skulle være fransk, og hun skulle have forstået bedre, hvor vanskelig hans stilling havde været. Ja, og hun medgiver da også, at sønnerne kunne have set mere til hende under opvæksten, end det var tilfældet. Dronning Ingrid havde sørget for, at hele familien sås til te om eftermiddagen – men det havde hun og Prinsen simpelthen ikke tid til.

Man noterer i forbifarten, at den store optagethed af arkæologien, der kendetegnede hendes ungdomsår, ikke sætter sig de store spor i bogen. Andre emner har taget over, og det præger vægtningen af bogen.

Ved Kong Frederik IX' død besteg hun tronen, og hun har nu været Danmarks statsoverhoved i en menneskealder. Hun lægger ikke skjul på, at hun i begyndelsen var usikker ved de opgaver, der nu påhvilede hende, men giver udtryk for, at hun nu oplever at have lært at håndtere sin profession.

Ved de første regeringsdannelser var hun nervøs, men nu kender hun rutinen og lader forstå, at fratagelsen af denne opgave fra kongemagten – som det har været drøftet – ikke ville være efter hendes ønske. Hun er den upartiske instans, som politikerne trygt kan henvende sig til.

Jens Otto Krag havde hun et distanceret forhold til. Anker Jørgensen vandt hende umiddelbart, og det synes at svare til den umiddelbare oplevelse, som de to socialdemokratiske statsministre selv har givet udtryk for. I øvrigt passerer en række af verdenspolitikkens navne revy i beretningen. Det kommer også klart til udtryk i et særligt kapitel, at hun i sit voksne liv har oplevet kommunismens fald som en afgørende verdenshistorisk begivenhed. Her giver hun et morsomt erindringsglimt af et statsbesøg i Sovjetunionen i 1975, der så oplagt ikke var nogen fornøjelsestur.

Adskillelsen af stat og kirke vil ikke finde en tilhænger i dronning Margrethe. Et af bogens mest personligt prægede kapitler handler om Dronningen og den kristne tro.

Det har hos hende været en lang proces. Hjemmet og opvæksten var ikke specielt religiøst præget – men det var i en voksen alder, at dronning Margrethe gennem læsning af "Ringenes Herre" og senere kontakt med teologer, P.G. Lindhardt og den nuværende kongelige konfessionarius, Christian Thodberg, oplevede den kristne tro som noget absolut og som en personlig virkelighed. Den centrale oplevelse har for Dronningen været, at man ikke er alene, at der er et sted, man kan "henvende sig". Det er hende magtpåliggende ikke at blive forbundet med nogen kirkelig retning, hun giver udtryk for en meget dogmefri oplevelse af kristendommen, men hviler trygt i den overbevisning, at alt er i Guds hånd.

Et andet meget vægtigt og intenst afsnit handler om Dronningens kunstneriske virke. Her blev hun sat i gang af maleren Preben Hornung og blev senere af Henrik Wivel inspireret til de landskabsbilleder af en egen dyster og skæbneladet udformning, som nogen har fundet fremragende, andre har været mere skeptiske over for.

Og her drøfter dronning Margrethe sine reaktioner på negative anmeldelser – her træder hun ud af dronningerollens begrænsning. Dronningen udtaler, at hun er lykkelig de torsdag eftermiddage, hun kan hellige sig sit kunstneriske arbejde, og hun ser ikke sit maleri som en udflugt fra det at være Danmarks dronning, men som udtryk for en mere fuldstændig og hel tilværelse.

Vi kommer hele dronningens tilværelse rundt, hører om de opgaver, der knytter sig til "professionen som dronning", hører om nytårstalernes tilblivelse, er med hende på Grønland – det bliver Færøerne næste år – og i den danske provins, på statsbesøg og som vært for udenlandske statsoverhoveder.

Hun sætter åbenbart mere pris på at have haft Bill Clinton i huset end på den nu henrettede rumænske diktator Ceaucescu med hustru – men her udviser dronning Margrethe naturligvis den nødvendige diskretion. Uden at der i øvrigt er tvivl om meningen.

Annelise Bistrups bog om dronning Margrethe er ikke den første om Danmarks dronning, men denne overskuer hele hendes liv og kommer rundt om hele hendes tilværelse – og langt hen ad vejen med Dronningens egne ord. Og hun kan formulere sig, ofte humoristisk og med en dansk distance til de store ord.

Det er en for en regerende Dronning åbenhjertig bog – ja, hun er blevet slem til at bande, præcision er ikke hendes stærke side –- men denne åbenhjertighed baserer sig på en afklarethed og en med årene erhvervet sikkerhed i gerningen som Danmarks dronning og som menneske. Hun har råd til at kommentere og perspektivere både fortidens hændelser og nutidens udfordringer, fordi hun med en humoristisk underspilning da giver udtryk for håbet om, at hun ikke har været helt umulig i jobbet!

Nej, dronning Margrethe har nu i en menneskealder til fulde udfyldt sin plads og afgørende tilpasset monarkiet til vor tid. Hvordan hendes liv har formet sig, hvad hun har oplevet, og hvormed hun har bidraget til, at monarkiet er trimmet og parat til den næste generation. Til samspillet mellem historien, en institution som monarkiet og en personlighed som dronning Margrethe er Annelise Bistrups bog en glimrende introduktion.

Annelise Bistrup: Margrethe. 288 sider. 299 kr. Politikens Forlag.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Kærlighed ved første blik. Det kom som en overraskelse for de fleste, da det kom frem, at Margrethe skulle giftes med den dengang ukendte franskmand grev Henri de Laborde de Monpezat. -- Foto fra bogen.
I 1999 kom den tidligere politiske fange Nelson Mandela på officielt besøg i Danmark. -- Foto fra bogen.
Kongelig kvindefront i 1989, hvor julen blev fejret hos dronning Ingrid, og værtinden stillede op til fotografering med døtrene Margrethe, Benedikte og Anne-Marie. -- Foto fra bogen.
Dronning Margrethe og prins Henrik sluttede sig hurtigt til kronprinsparret, da der blev danset brudevals på Fredensborg Slot sidste sommer. -- Foto fra bogen.
Dronning Margrethe, som vi kender hende. Smilende og vinkende. Her er det i forbindelse med premieren på forestillingen ""Peberrods Suppe og fyldt Kaalhoved"", et moderne drømmespil, der bygger på tekster og motiver fra HC Andersens værker. -- Foto: Scanpix.