Prøv avisen

Tilegnet alt der har stået for længe i regnen

Overskriften på denne artikel er titlen på et digt fra Søren Ulrik Thomsens digtsamling "Hjemfalden", der også er brugt som dedikation i "København con amore". Her ses de to forfattere på møntvask i Vendersgade. Foto: Kristian Djurhuus

NOSTALGI: Det virkelige København er ved at forsvinde. Det ramponerede, det tilfældige og det ufriserede København er erstattet af ensfarvede andelsboliger. Med kvarterløft i hælene har forfatterne Søren Ulrik Thomsen og Jokum Rohde de seneste par år fotograferet de få steder, hvor hemmelighederne og eventyret stadig lever. I dag udgiver de fotobogen "København -- con amore"

Der er tale om en tilståelsessag, de indrømmer det straks. Forfatterne Søren Ulrik Thomsen og Jokum Rohde er slumromantikere. De er neonnostalgikere og sentimentale ruintilbedere, der ønsker at hylde det skramlede København, de elsker. Mens der stadig er noget tilbage.

Det er der kommet en fotobog ud af, "København – con amore". En kærlighedserklæring til en døende hovedstad. I hvert fald den del, der er grillbarer, hatteforretninger, baggårde og skilte fra en glemt tid. Alt det, der har stået for længe i regnen, forklarer Søren Ulrik Thomsen, da vi mødes ved Israels Plads.

Her, hvert år den 12. august, standser han foran benzintanken midt på pladsen og holder en stille andagt. Og genkalder sig den følelse, der blomstrede frem i 1972, da han på denne dato første gang kom til byen på flugt fra provinsen.

"Indtil for nylig var Israels Plads for mig indbegrebet af et ægte storby-København: Kaotisk og tilfældig med en alt for stor og fejlanbragt benzintank og alle typer byggerier og mennesker fra alle samfundslag imellem hinanden. Det var præcis det berusende sus af virkelighed, jeg altid er på udkig efter, men som er ved at gå tabt", forklarer han.

I dag er de indre dele af København på mange måder blevet ét stort middelklassekvarter, en pyntelig dagligstue.

Jokum Rohde nikker. Og kaster sig ud i en fortælling om 1970'ernes Toldbogade, hvor han selv voksede op i en spøgelsesby af tomme bygninger. Lige indtil A.P Møller kom og slog det hele i jorden med store betonkugler. Det utilpassede blev velpoleret.

At København skifter skin er ingen forbrydelse. Det er uafvendeligt og helt naturligt, gør de to forfattere klart. Fotobogen er da heller ikke ment som en bagstræberisk hvorfor kunne det hele ikke bare være som i gamle-dage socialkritik, selv om det har været foruroligende konstant at have kvarterløft i hælene, når fortiden skulle fotograferes.

Nej, bogen er udtryk for en hæmningsløst subjektiv kærlighed til de dele af hovedstaden, som endnu ikke er malet over af moderigtige farver.

For Søren Ulrik Thomsen er det 1970'ernes grå nuancer: Minut-Rens på Frederikssundsvej. Sørensen's Kaffebar på Jyllingevej. Herold's Varehus på Øresundsvej.

For Jokum Rohde er det først og fremmest de forladte 1980'ere:

"København var dengang en fattig by fyldt med tomter og kondemnerede karrerer og fabrikker. Lige siden jeg var teenager har jeg gået rundt og fundet disse kulisser og glædet mig over det eventyr, de dækker for. Det er den glæde, jeg gerne vil hylde og bevare."

Vi går en tur på Møntvask i Vendersgade. For fotografens skyld. Stedet er ikke med i "København – con amore", men kun fordi, der allerede var mange møntvaskerier. Jokum Rohde erklærer da også straks sin kærlighed til stedet.

"Man kan købe afrikanske dvd'er i kælderen nedenunder, og her er firesprogede skilte med vaskemanualer. Fantastisk", siger han og peger på ét af de mange skilte. De hænger overalt og på mange forskellige sprog.

"Det er denne forskelligartethed og det kaotiske i typografien, jeg så godt kan lide", fortsætter han.

Søren Ulrik Thomsen følger trop:

"Alene det, at møntvaskerierne er noget af den kultur, der sammen med eksempelvis grillbarerne er ved at forsvinde fra bybilledet, gør, at man må holde af det", supplerer han.

At gå inden for i et fotografi hører faktisk til sjældenhederne i bogen. På nær fire er alle billederne af facader eller skilte, og de er blottet for mennesker. Det er med vilje, selvfølgelig, forklarer Jokum Rohde. Ved ikke at gå ind bag kulisserne, forbliver historierne ufortalte. Og det giver læseren mulighed for at gøre billederne af København til deres egne.

"Folk spørger os igen og igen: Hvorfor er det og det sted ikke med? Eller: Har I hørt om det her sted? Historierne er endeløse, og det er præcis det, vi gerne vil med dette projekt. Få folk til at genopdage alle disse steder eller leve sig ind i stedernes univers, selvom de aldrig har været der. Dermed bliver bogen tilgængelig for alle, selvom den jo er dybt personlig."

Der er noget at hente selv for landmanden i den lille landsby, indføjer Søren Ulrik Thomsen:

"Han vil lære noget af min verden at kende. Og selvom han måske ikke kan lide den, vil den måske give nogle associationer til hans egen verden, som han måske ikke har udforsket endnu. Og som han vil komme til at påskønne."

Derfor er bogen heller ikke kun for slumromantikere og neonnostalgikere. I princippet er den ikke engang kun for københavnere. For den grundlæggende pointe om at bevare noget af den uforudsigelige hverdagsby, kan gælde for mange metropoler, mener Søren Ulrik Thomsen.

"Jeg hører også andre klage, både herhjemme og i udlandet, over den vedvarende standardisering af storbyerne. Det tumultariske forsvinder. Og det er selvfølgelig det, vi håber at skabe en bevidsthed om", forklarer han.

Men hvorfor skal virkeligheden absolut være en ramponeret blanding af tristesse og kulørte lamper? Kan der ikke være noget skønt i den mere højtryksrensede del af byen?

Selvfølgelig kan der det, forsikrer Thomsen og Rohde. Men de er bevidst gået uden om det klassiske København og det, de kalder reservaterne: Christiania, Brumleby, haveforeningerne og så videre. Ikke fordi de ikke er smukke, men fordi andre allerede har beskrevet dem så godt. Og fordi de ikke ville lave en coffee table book.

"Det er snarere en kaffebarsbog. Et kig ind i vores hverdagskøbenhavn", forklarer Jokum Rohde.

"Vi sammenligner jo ikke det fantastiske Magstræde eller Vor Frue Kirke med et sted som Dupont Smørrebrød på Ellebjergvej. Vi siger bare, at vi har et stort hjerte for steder som dét, og at vi gerne vil bevare det."

Tilbage står spørgsmålet, om bevarelsen af dette glemte, uddøende København ligger i at gøre stederne offentligt kendte. Måske ligefrem populære. Ender de to forfattere så ikke i virkeligheden med at ensrette København endnu mere?

Søren Ulrik Thomsen erkender paradokset:

"Jo, der vil nok ske en forskydning. Det er lidt lige som sangen: "Jeg ved en lærkerede/Jeg siger ikke mer" – og dermed har man jo allerede sagt for meget. Men det bliver så opgaven for den næste generation at finde det, de mener er deres København. Vi må nødvendigvis tage udgangspunkt i vores egne yndlingssteder. Og dermed forhåbentlig få folk til at sige: 'Nu må vi holde op med at gøre København til en provinsby'".