Tilfældets tragik

Paul Auster hænger lovlig meget fast i fortiden i kæmperomanen ”4321”

Paul Austers nye roman, den første i syv år og den længste nogensinde, har begge spor (det europæiske og det amerikanske) med. Den er en skuffelse, og det skyldes, at der ingen nye variationer er over de gammelkendte temaer.
Paul Austers nye roman, den første i syv år og den længste nogensinde, har begge spor (det europæiske og det amerikanske) med. Den er en skuffelse, og det skyldes, at der ingen nye variationer er over de gammelkendte temaer. Foto: Ritzau Foto

Litteratur er ikke nogen popularitetskonkurrence, men amerikanske Paul Auster har altid fået forholdsvis større opmærksomhed her i Europa end i hjemlandet. Hans tidlige romaner som ”New York Trilogien” handlede blandt andet om skrivekunst – det var metafiktion med europæisk noir-stemning, der passede godt til de tidlige 1990’eres akademiske optagethed af poststrukturalisme.

Senere kom en roman som ”Tilfældets musik”, der fortsatte udforskningen af tilværelsens formodede vilkårlighed: Der skete dette, men der kunne også være sket noget andet, og hvad nu hvis...?

På et filosofisk niveau var Austers postmodernisme mere i tråd med den europæiske tidsånd, men det sjove er, at hans romaner også altid har været ærkeamerikanske, fyldt som de er med baseball, gamle Hollywodfilm, Poe og Hawthorne fra litteraturkanonen, betagelsen af Vesten og rodfæstetheden i New York.

Hans nye roman, den første i syv år og den længste nogensinde, har begge spor (det europæiske og det amerikanske) med. Den er en skuffelse, og det skyldes, at der ingen nye variationer er over de gammelkendte temaer. Det er stadig tilfældets musik, der lyder i baggrunden, men det er næsten tilfældets tragik, at Auster ikke kan løfte sig fra ungdommens gysen over spørgsmålet: Hvad nu hvis...?

Alles liv kunne selvsagt være anderledes, hvis vi havde gjort noget andet end det, vi gjorde, men er det interessant at blive ved med at påpege denne indlysende banalitet?

I den nye roman har kontingensen form af fire livshistorier. Vi følger den samme person, Archibald Isaac Ferguson, født den 3. marts 1947 (Auster er født den 3. februar 1947), som vokser op i Newark, New Jersey (samme sted, som Auster voksede op).

Hver af de fire historier om Ferguson udvikler sig imidlertid forskelligt. Eksempelvis spiller det ind på livsforløbet, om hans far bedrages af sine brødre, som i et af sporene, eller om han bliver en rig mand, som i et andet spor.

Dødsfald griber også radikalt ind. Engang oplevede Auster, at en god ven døde på en sommerlejr, og spørgsmålet om, hvorfor det lige var ham, og ikke Auster selv, der døde i ulykken, spiller en vigtig rolle i ”4321”, uden at man dermed har røbet for meget.

Det er uklart, hvorfor det lige skal være fire versioner af Fergusons liv, man får serveret. Når alt er tilfældigt, kunne det jo lige så godt være 2 eller 10. Men med de fire livsversioner, som Auster altså har valgt, og de 1000 sider, han bruger på Fergusons vilkårlige liv, må man formode, at han har sagt, hvad der er at sige om emnet.

Det amerikanske spor i romanen fungerer imidlertid bedre. Ferguson vokser op i 1960’ernes politiske og kulturelle omvæltninger, og Auster iscenesætter fint hans position som både anti-borgerlig og anti-radikal-venstrefløjs-skribent. Hverken ”far, mor og børn”-modellen eller De Sorte Panteres militarisme er Fergusons kop te i den udviklingsroman, som ”4321” også er.

Og så er Auster stadig lidt af en romantiker, og nostalgien bløder tilfældighedsdyrkelsen op. På et tidspunkt lærer Ferguson på et stævnemøde, ”at det Amerika, han gerne vil leve i, ikke fandtes – og sikkert aldrig ville komme til at findes”.

Længslen efter det tabte Amerika og den overståede ungdom løber også gennem en roman, der utvivlsomt har været god og nødvendig for Auster at skrive, men som trods store ambitioner ikke bibringer læseren eller litteraturhistorien meget nyt.