Tilfældige påfund fra stjerneforfatter

Elena Ferrantes klummer er stramt styrede og stilistisk stærke tekster fra kvindens, forfatterens og skriftens univers, som dog svækkes en smule, når man formaster sig til at læse dem alle i et stræk

I 2017 blev den italienske forfatter Elena Ferrante opfordret til at skrive en ugentlig klumme til den engelske avis The Guardian. Hun havde aldrig før skrevet på bestilling og af pligt og betænkte sig derfor længe, men sagde til sidst ja, hvis hun fik stillet en række spørgsmål, som hun skulle besvare, og hvis de aftalte, at det blot skulle løbe over et år.

Pseudonymet Elena Ferrante kender de fleste danske læsere som forfatteren til de fire bøger om barndomsveninderne Lila og Elena fra Napoli, ”Min geniale veninde”, ”Historien om et nyt navn”, ”Dem der flygter og dem der bliver” samt ”Det forsvundne barn”.

Og hvis man elskede deres store episke format, vil man muligvis blive skuffet over den kontrollerede skrift, man finder i de formfuldendte klummer. Som Elena Ferrante selv skriver i den, der handler om udråbstegn: ”Jeg gør, hvad jeg kan, for aldrig at hæve stemmen. Begejstring, vrede, selv smerte, prøver jeg at udtrykke i beherskede toner, eller, om nødvendigt, aflede med selvironi (…) Jeg holder af beherskede toner, elskværdig begejstring, høflige indsigelser.”

Og sådan er tonen da også i klummerne, som for det meste er skarpe, men af og til forfalder til almindeligheder, men som, uanset om Elena Ferrante skriver om angst, latter, døtre, litteratur, afhængighed, utilpashed, løgne, mødre eller plantevækst, i store træk beskæftiger sig med de samme emner som romanerne fra Napoli: med kvindens, med forfatterens og med skriftens rolle.

Artiklen fortsætter under annoncen

Mange af klummerne er bygget op over et paradoks og slutter med et næsten novelleagtigt svirp, med en undren eller med en bonmot-lignende konklusion som for eksempel: ”Bedøvelse fjerner ikke sårets realitet” eller ”Vi vil altid vide for lidt om os selv”. Og mange af dem handler om at skrive – på et mere implicit plan også om hendes valg om at skrive under pseudonym – som i klummen ”Det eneste sande navn”, hvor Elena Ferrante causerer over sin forkærlighed for betegnelsen ”ukendt”, når det gælder ophavsmænd til kunstværker: Fordi kunstneren dermed aldrig kommer til at skygge for værket, fordi man kommer til at kende kunstneren gennem værket og ikke gennem biografiske fakta eller livshistoriske afsløringer.

”Det lejlighedsvise indfald” er en smuk bog med en lækker og luftig sats, med fine illustrationer af Andrea Ucini og et dueblåt læsebånd, der diskret indikerer, at man ikke bør læse bogen i et enkelt stræk, men derimod dosere den, og deri minder den om en æske fyldte chokolader: Der er nogle, som skuffer fælt og blot efterlader en fad smag i munden, der er nogle, som er uskadelige og forudsigelige som mørk chokolade med marcipan, og der er nogle, som overrasker og bliver siddende som en velsmag, længe efter sidste bid er fortæret. Og heldigvis er der flest af de sidste hos kloge og altid eminent velskrivende Elena Ferrante.