Prøv avisen

Tilgivelse på dødsgangen

-- Jeg fik lyst til at gå bag om de stereotyper, der hedder, at hvis du sidder på dødsgangen, så er du sikkert psykopat, og hvis du gifter dig med en dødsdømt, så er du sikkert en stakkels kvinde med en traumatisk barndom. Og ud fra det voksede min kærlighedshistorie frem, siger dramatikerelev Thomas Markmann. -- Foto: Flemming Jeppesen/Fokus.

Dramatikerelev Thomas Markmann har skrevet en teaterforestilling om en forunderlig og anderledes kærlighed mellem to mennesker fra hver sin verden. Forestillingen er en del af dramatikeruddannelsens midtvejsprojekt

Hvad får en veluddannet, ressourcestærk dansk kvinde til at forelske sig i en morder, der på niende år sidder på dødsgangen i et amerikansk fængsel? Det spørgsmål har dramatikerelev Thomas Markmann mange gange stillet sig selv, og på lørdag stiller han det også til publikum, når hans forestilling "Død mands kvinde" har premiere på Odense Teater. Stykket er et led i et såkaldt midtvejsprojekt, hvor fem elever fra Danmarks eneste dramatikeruddannelse, der har til huse på Aarhus Teater, for første gang skal have et stykke sat op på et professionelt teater og under professionelle vilkår.

– Det er vildt nervepirrende, fortæller den kommende dramatiker under en pause i prøverne, hvor han hele tiden er med på sidelinjen, selvom han forlængst har afleveret det færdigtskrevne manuskript. Han har så småt vænnet sig til, at instruktør, scenograf og skuespillere har bearbejdet historien på deres måde, men nu venter publikums dom og den er den vigtigste, mener han.

– Mit håb er, at publikum efter forestillingen vil give sig til at tale om indholdet og ikke så meget om, om det nu var en god eller dårlig forestilling. Publikums reaktion er der, hvor det, jeg har sat i gang, lever videre og sætter sig spor, siger Thomas Markmann.

Kærlighedshistorien mellem kvinden og den dødsdømte er vokset frem efter flere års interesse for dødsstraf, et medlemsskab af Amnesty International og læsningen af en avisartikel, der fortalte, at 200 britiske kvinder er gift med mænd på amerikanske dødsgange.

– Jeg gav mig til at læse om de dødsdømte på nettet og fandt ud af, at der ikke kun var tale om en flok hærdede forbrydere. Mange af dem er intelligente mennesker, der har skrevet interessante beretninger om sig selv og den situation, de befinder sig i. Jeg blev mere og mere nysgerrig og begyndte så småt at forstå kvindernes fascination af disse mænd. Det gik også op for mig, at kvinderne ikke blot var ressourcesvage personer med et lidt for stort omsorgsgen, fortæller Thomas Markmann.

– Jeg fik lyst til at gå bag om de stereotyper, der hedder, at hvis du sidder på dødsgangen, så er du sikkert psykopat, og hvis du gifter dig med en dødsdømt, så er du sikkert en stakkels kvinde med en traumatisk barndom. Og ud fra det voksede min kærlighedshistorie frem.

Den religiøse tilgivelse har også en plads i Thomas Markmanns forestilling. Den dødsdømte mand i stykket oplever på et tidspunkt, at kærligheden brænder i ham med en sådan styrke, at det føles som Guds stemme, der siger: Skidt med det, du har gjort, det gør ikke noget.

– Tilgivelsen ligger hele tiden og ulmer underneden. Hvis du skal kunne holde ud at sidde der på dødsgangen, som nogle gør i både 20 og 30 år, så er du nødt til at opnå en form for tilgivelse, i hvert fald fra dig selv, mener Thomas Markmann. Gennem sit arbejde med stykket har han ikke opnået nogen færdig forståelse for, hvordan det følelsesmæssigt hænger sammen for kvinden og den dødsdømte. Men sådan skal det være, mener han. Tvivlen, dilemmaerne og paradokserne er for ham selve motoren i det at skrive dramatik.

Thomas Markmann er med sine 38 år alderspræsident på dramatikeruddannelsen. Han har blandt andet en fortid som rørsmed og vvs-tekniker og som medarbejder ved Middelaldercentret i Nykøbing Falster. De senere år har han dog mest beskæftiget sig med amatørteater.

Efter premieren på "Død mands kvinde" skal Thomas Markmann i gang med at skrive på sit afgangsprojekt. Han har endnu ikke lagt sig fast på emnet, men rumler med tanken om at skrive en forestilling, der tager udgangspunkt i Kaj Munks liv.

Dramatikeruddannelsen er treårig og meget praksisorienteret med et tæt samarbejde med teatrene. Midtvejsprojektet er der, hvor elever for alvor kommer ud at prøve kræfter med den virkelige teaterverden.

– Det er helt nødvendigt, at man som dramatikerelev får et af sine stykker opført under fuldt professionelle omstændigheder. Teatret er jo det instrument, som de skriver for, og derfor er der vigtigt, at de helt ned i detaljen kender instruktørens, scenografens og skuespillernes funktion og tilgang til manuskriptet. Og ikke mindst er det vigtigt, at de oplever, hvordan deres tekster bliver taget imod af publikum, siger Janicke Branth, der fra 1998 har været rektor for Dramatikeruddannelsen. Uddannelsen begyndte som et forsøg, men blev i 2001 godkendt som permanent uddannelse af Kulturministeriet.

washuus@kristeligt-dagblad.dk