Nede i Sankt Peders Stræde ligger tegneseriebutikken Fantask, hvor kritikeren Lars Bukdahl som barn blev placeret af sin far, der så kunne klare sine egne (bog)anliggender i København og derefter med aldrig svigtende sikkerhed hente sin søn et par timer senere.
Man kunne så tage sig et par Tintin-hæfter på fransk med hjem til hovedlandet, og den altid nærværende Jørgen K. Bukdahl kunne hjemme på Korshøjen 53 i Risskov simultanoversætte.
Mindet lyder i Lars Bukdahls nye prosadigte i bogen ”Korshøjen”, der handler om, hvordan det er at savne en far, der allerede døde i 1979 som 43-årig. Da var Lars Bukdahl 11 år: ”Fantask findes stadig, jeg går gerne forbi,/ men helst ikke derned, for min far findes/ ikke, og der er ingen grund til IKKE at/ blive hentet om et par timer.”
Som man måske her vil fornemme, er formen ikke ny, men emnets alvor er – og både glæden ved mindet og smerten ved savnet er velgørende distanceløst til stede, når det indimellem er bedst.
”Korshøjen” er Lars Bukdahls første skønlitterære udgivelse i 10 år. Den er en del af det såkaldte Orissabibliotek, hvor forlaget Kronstork har fået fire danske forfattere til at genskrive den svenske forfatter Ola Juléns ”Orissa” fra 1999. De andre tre værker er udkommet samtidig og er skrevet af Rasmus Halling Nielsen, Cecilie Lind og Mads Mygind.
”Orissa” er et svært patosbelagt værk, og når nu man skal mime det, har Lars Bukdahl jo så også fået foræret muligheden for at skrive om sin far i den patetiske stil. Jørgen K. Bukdahl var kendt som en altædende teolog, der i sine yngre år var den indlysende arvtager til (mindst) en af Aarhus-teologerne.
Men når man æder alt, er det også svært at vide, hvori ens næring består, og det blev Jørgen K. Bukdahls problem; han læste alt, men ingen vidste, hvor han selv stod. Måske gjorde han det heller ikke selv. I hvert fald udeblev det store værk, alle ventede på, Lars Bukdahl inklusive: ”Den drøm igen og igen og igen i mindst 10/ år: Han er slet ikke død, men har skjult sig/ for at skrive det store værk, og så har han/ færdiggjort værket og er vendt tilbage til rækkehuset (…)”
Som nævnt og bestemt ikke glemt, når ”Korshøjen” til tider en intens og ærlig erfaring af at savne en far, der beskrives som en anekdoteløs og umytologisk savnfigur, fordi han ikke var synderligt sær, fraværende eller hård, men til stede – som en god far, man forståeligt ville savne. Og på paradoksal vis mest kan gøre det anekdotisk.
Faktisk er prosadigtene slet ikke så patetiske, som forlaget og vist også forfatteren bilder sig ind. Uformidlet savnsnærvær til trods er Bukdahl også stadig fanget i den velkendte damp-ironiske syntaks, der stadig er præget af stemningen fra slutningen af det forrige sekel: ”Når jeg viser dig billeder af ham, vil jeg/ bare råbe: SER HAN IKKE RAR UD?, for/ det synes jeg simpelthen bare, han så meget/ gør, og det kan jeg ikke huske, at han var,/ jeg kan kun huske, AT HAN VAR (…).”
Der er selvfølgelig et vist ønske om at vække følelser i tilhøreren her (det vil sige: patos), men i både versaler og den naivistiske brug af ”så meget” som adverbium er der ikke blot patos-stilistik, men også spoleret syntaks på den unødvendige måde. Det samme gælder brugen af en del talesprogsironikerudtryk som ”totalt” (gentaget), ”toppinlig” og ”superpiratos” – det er altså stadig kodylt usamtidigt og ikke patetisk i den klassiske forstand.
Det er det heller ikke med følgende sætningsopbygning, det er bare dårligt: ”Nils Gunder Hansen skriver angiveligt på en bog om min far, som nok ikke/ bliver filmatiseret, og det er jeg glad for/ selvfølgelig (altså ikke, at den nok ikke bliver filmatiseret) (…)”.
Når Bukdahl til gengæld drømmer om at bygge bøger op til Himlen, hvor far måske er, eller når han ikke kan lide, at vennerne savner Jørgen K. på den voksne måde, opstår den klassiske patos midt i selvindsigten, og så holder digteren dommedag over sig selv, som hans slægt ville have anbefalet enhver kunstner: ”De græd bedre, begravelsesgæsterne,/ tænker jeg nu, dybere, mere voksent,/ mere filosofisk og teologisk (ironi som/ overtruffen forsvarsmekanisme, anbefalet/ til alle og enhver, helt ærligt)”.
Hen mod slutningen hedder det, at ”Gadenavnet blev først symbolsk, da han/ døde, bortset fra at jeg ikke opdagede det/ før nu.” Men på en måde har det nu altid været symbolsk, eftersom Jørgen K. Bukdahl selv voksede op på det, man kaldte ”Bjerget” i Askov med en far, der betragtede kritik som en selvstændig kunstart. Noget, Jørgen Bukdahl III altid prisværdigt har ført videre.
”Korshøjen” er ikke blevet så stor kunst, som man kunne ønske sig, men når Jørgen K. Bukdahls anekdoteløse nærvær og Lars Bukdahls distanceløse anekdoter falder sammen, er det nu også rigeligt.
Jeg tror, at man ville have hilst udgivelsen velkommen, både fra Bjerget og fra Korshøjen. Og med sikkerhed også fra Himlen, hvis Jørgen K. sidder deroppe.