Hvis læseren ikke i forvejen er fortrolig med Samuel Beckett, vil jeg åbne denne klumme med at stille 10 spørgsmål, som jeg efterfølgende vil give svar på.
1: Hvorfor forfalskede Beckett sin fødselsdag? (Han er født den 13. maj i Dublin i 1906, men hævdede konsekvent, at han var født den 13. april).
2: Hvilken rolle spiller den irske kollega James Joyce i Becketts liv?
3: Hvorfor vælger han at bosætte sig i Paris?
4: Hvilken rolle spiller det forfærdeligt voldelige overfald, han bliver udsat for på Avenue Orleans, hvor han blev stukket ned med en kniv og var nær ved at dø af blodtab?
5. Der var en ung mand, som fik en meget hård fængselsdom. Hvordan forholdt Beckett sig til ham?
6. Beckett giftede sig sent med pianisten Suzanne, som var seks år ældre end ham. Hvad bandt deres parforhold sammen under Anden Verdenskrig?
7. Becketts verdensberømmelse kom med skuespillet "Mens vi venter på Godot". Hvor havde det premiere, og hvilken kritiker var afgørende for Becketts verdensberømmelse?
8. Hvordan opstod idéen til "Godot"?
9. Hvad svarede hans kone Suzanne, da hun fik at vide, at Beckett var vinder af Nobelprisen?
10. Hvad handler skuespillet "Glade Dage" om, og hvor mange personer er der på scenen?
Her kan De eventuelt lægge artiklen fra Dem og stille spørgsmålene til en, De deler stue med.
Svarene er:
1: Becket følte det skæbnesvangert, at han var født den 13. maj, fordi det også i Irland er et uheldssvangert tal. Han betragtede det som langt mere skæbnebetonet, hvis han var født den 13. april 1906, fordi den 13. april var nemlig langfredag det år (på engelsk Good Friday).
2: James Joyce rejste ligesom Beckett til Paris. De mødtes, og Beckett blev Joyces sekretær, kort før Joyce blev ramt af sin ulyksalige blindhed. Naturligvis har venskabet og samarbejdet med Joyce præget Becketts litterære arbejde. Joyce var den første store modernist og høstede verdensberømmelse for sin roman "Ulysses" (1922). Men på en helt anden måde var mødet med Joyce en afgørende begivenhed i Becketts liv, fordi Joyces datter forelskede sig uhjælpeligt i Beckett og troede, han kom i huset for hendes skyld. Hun hed Lucia og var svært skizofren. Hun var indlagt 50 år på sindssygehospital. Hun døde i 1982.
3: Beckett elskede det franske sprog og ernærede sig også ved at undervise franske elever i engelsk. Han havde slået sig ned i Paris. Det var her, han blev overfaldet efter besættelsen, og det var her, han mødte sin livsledsager, som han sent giftede sig med i Brighton. De boede livet igennem i hver sin lejlighed.
4 og 5: Da Beckett, som havde stået og ventet på en bus, blev stukket ned og herefter lå længe på hospitalet, var han fast besluttet på at møde sin voldsmand og spørge om årsagen til forbrydelsen. Da han omsider fik tilladelse til at besøge den unge mand i fængslet og stillede ham spørgsmålet: "Hvorfor gjorde du det?" var det eneste svar, han fik: "Je ne sais pas, monsiur!" (Det ved jeg ikke, hr.!) En bemærkning, han siden indsatte i det berømte skuespil om Godot. Drengen, som giver sig ud for at være sendebud for Godot, som jo aldrig indfinder sig, har kun ét svar, når han bliver udspurgt: "I don't know, sir."
6: Sammen med Suzanne var Beckett i allerhøjeste grad engageret i modstandskampen i Frankrig, hvor de begge uafbrudt var i livsfare og måtte skjule sig på forskellige gårde og godser. Altid med risiko for at blive angivet til besættelsesmagten. Når de to hovedpersoner i "Godot" væsentligst lever af roer og gulerødder, som de stjæler på markerne, er det, fordi det var den kost, Beckett og Suzanne ernærede sig ved.
7: "Mens vi venter på Godot" havde premiere i Paris på Teatre Babylone i 1952. Der var næsten ingen tilskuere, men England var optaget af at få stykket oversat. Beckett oversatte det selv, og det havde premiere i 1955. Det nåede til USA i 1956. I London hed instruktøren Peter Hall, og premieren fandt sted i Picadilly i det teater, der i dag hedder Criterion. Den afgørende anmeldelse skrev Kenneth Tynan, en af Englands største kritikere, hvis dom var helt afgørende for publikums tilstrømning. Hans anmeldelse betød, at en million mennesker så stykket på et år.
8: Hvordan idéen opstod til "Godot", er omstridt, mange anmeldere mente, at meningen med titlen måtte være religiøs. De første tre bogstaver betyder gud, men på fransk er endelsen -ot en diminutiv, som i ordet papilot. Altså kunne det betyde den lille gud. Hovedpersonerne venter på den Godot, der aldrig indfinder sig. Nogle læste det som religiøse sekters venten på Kristi genkomst. Selv afviste Beckett den religiøse udlægning. Godot optræder i en roman af Balzac, derfor troede andre fortolkere, at det var Balzac, der lå bag stykkets titel.
Beckett gav nødigt interview, men én gang fik en litteraturuddannet journalist adgang til at spørge ham: "Hvem eller hvad er det vi venter på? En samfundsomstyrter? En gudeskikkelse? En reform? Døden?" Beckett svarede med sit skæve smil: "Hvis jeg havde vidst det, ville jeg have skrevet det." Sagt på en anden måde: Kunsten er ikke en rebus.
Han har dog i en anden sammenhæng fortalt, hvordan idéen opstod. Han ventede faktisk på en ven på en gade, som hed Rue de Godot. Mens han skoddede den ene cigaret efter den anden og ventede, blev han spurgt af en prostitueret pige, om han ville med hende ind i opgangen. Han svarede: "Nej, jeg venter på en ven." Da det havde stået på i et par timer, kom hun tilbage og sagde: "Hvem venter du på? Godot, måske?" mens hun pegede op på gadeskiltet.
9: Mange af Becketts hovedværker, her tænker jeg særlig på hans romaner, handler om individer i grænseområderne mellem normalitet og sindssyge, for eksempel skizofrene. Beckett gik daglig over i en park ,der hørte til et sindssygehospital, hvor han aldeles anonymt sad og lyttede til de sindssyges samtaler. Det var helt afgørende for ham, at han var ukendt, når han gik sine natlige ture i Paris' gader og lyttede til samtaler på barer og i spillebuler.
I samme øjeblik hans navn og ansigt blev verdensberømt, da han modtog Nobelprisen, var han ude af stand til at opsøge de steder, han plejede at komme. Suzanne var den, der kendte ham bedst, da hun fik at vide, at han havde fået tildelt Nobelprisen, sagde hun: "Det bliver hans død."
10: Stykket "Glade Dage" rummer to roller: Winnie og hendes komplet umulige og reducerede mand. Winnie er blevet spillet af de største skuespillere overalt i Europa og Amerika. I Danmark forbinder vi hende med Bodil Udsen, og for et års til siden udførte Kirsten Lehfeldt den vanskelige hovedrolle. Winnie sidder i stykkets begyndelse i en sandbunke, der når hende til navlen, men som hendes monolog skrider frem, vokser sandbunken, først til hendes bryst og siden helt op til hendes hage. Man kan forestille sig, at det er sand, der løber gennem et timeglas. Tid omsat til sandbunke. Winnie er ukueligheden selv, ustandselig tyer hun til sine yndlingscitater for at holde modet oppe med ord som: "Hvordan er det, de lyder, disse uforglemmlige linjer ..?" Og hver gang har hun glemt det. Hun har en taske med en læbestift og et spejl, for hendes mor har lært hende: "Ske hvad der vil, men hold dig proper." Desuden har hun en pistol i tasken, så hun kan gøre det forbi, hvis hun ingen anden udvej har. Men til sidst er hendes udvej spærret, hendes arme sidder fast i sandbunken.