Tine Høeg udgav i 2017 sin første roman ”Nye rejsende”, som hun modtog Bogforums debutantpris for. I 2020 fulgte ”Tour de chambre”, som blandt andet blev sat op på Det Kongelige Teater i København, og nu er hun så klar med sin tredje, der følger forfatteren Mia, der sammen med kæresten Emil forsøger at blive gravid.
I en dagbogsform over ni måneder, som af princip er ”rodet, planløs, potentielt endeløs og derfor den eneste form, som måske kan rumme den skam, sorg og skuffelse, som Mia gennemgår”, som Politiken skriver, skildrer hun forløbet og i et metaspor desuden sin egen skriveproces. Og det gør hun både ømt, rasende og godt, mener Benedicte Gui de Thurah Huang i Politiken, hvor der falder fem røde hjerter til ”SULT” (Gutkind).
Hun betegner ”SULT” som en mørk roman om driften efter et barn og en ophøjelse af de kvinder, der ellers er blevet hånet – bonusmødre, stedmødre og barnløse kvinder – men den er ikke forløsende. Den er skvulpende og turbulent, man svæver og løftes op af kærlighedshistorien mellem Mia og Emil og især af den fintfølende skildring af livet med de to bonusbørn. Den er således anderledes desperat end de tidligere bøger, fyldt med længsel og sorg, og derfor markerer den en vigtig vending i forfatterskabet, konkluderer Benedicte Gui de Thurah Huang: ”I løbet af de senere år har moderskabet omsider fået en plads i litteraturen. Vi har kunnet læse om fødslens voldsomhed, om kønsulighed i forældreskabet, om kærligheden, men også om sorgen og raseriet over at miste den, man var før. ”SULT” er en vigtig tilføjelse til disse skildringer; for hvad stiller man op, hvis man ikke kan få børn i et samfund, hvor ’kvinde’ stadig omtrent er synonym med ’mor’?”
I Information skriver Kamilla Löfström, at det umiddelbart ser det ud, som om Tine Høeg gør, som hun plejer, at hun samler stumper af tekst, navnlig replikker, med masser af linjebrud og luftlinjer omkring sig og kalder det en roman, med den effekt, at romanværket kommer til at stå og sitre som poesi på siderne, let på tå og med et mørke bagved, et spændende sted mellem mening og meningsløshed i sproglig og eksistentiel forstand. Men resultatet er omvendt meget anderledes end Tine Høegs tidligere romaner: ””SULT” (hvis titel henviser til sulten efter at få et barn, ikke til Knut Hamsuns roman) er for det første ligeglad med at være kunst (…) ”Sult” vil ændre på forholdene for fertilitetsbehandling, være aktivistisk, og den vil frem for alt passe godt på sine romankarakterer, parret Mia og Emil, der elsker hinanden og helst skal vedblive at være et par, selv om de er under hårdt pres på grund af, ja, fertilitetsbehandling.”
Kamilla Löfström medgiver dog, at dagbogen har værdi her og nu som en beretning om at være i fertilitetsbehandling, om det fysiske ubehag og den psykiske belastning det er at rutsje mellem håb og skuffelse, men også at den med ”det slappe sprog og den blot tilnærmelsesløse kompromisløshed til den nok også hurtigt bliver glemt igen.”
I Berlingske anmelder Søren Kassebeer under overskriften ”Tine Høegs triste spontanitet spænder ben for sproget”. Han finder, at de triste ting, som forfatteren skriver om, afspejler sig i sproget, ”og selv om ”SULT” er skrevet i Tine Høegs karakteristiske stil, med få kommaer og få versaler, manglende punktummer, pludselige linjeskift, store mellemrum mellem linjerne og ofte ganske få ord på siderne, så formår disse kunstfærdigheder ikke i sig selv at løfte teksten ud af tristessen.”
Romanens afgørende problem er, ifølge Søren Kassebeer, at den spontane skrift, der er opstået i en periode fra 23. marts til lillejuleaften, netop er spontan, ”lige så trist (på den ret dårlige måde) som sit emne”, og han havde gerne set den suppleret af den drevne forfatters kølige overblik og kløgtige efterredigering: ”Retfærdigvis skal det siges, at der også er steder i ”SULT”, hvor skriften udfolder sig såre smukt. Præcist registrerende. Floskelløst. Subtilt humoristisk. De steder er få, men de er der (…) Meget mere af den slags kunne have gjort ”SULT” til en rigtig god roman. Måske lige så god som forgængeren, den formidable ”Tour de chambre”. Nu ligner den mere noget, der kan fungere som en god genkendelsens trøst for læsere i samme situation, og det er der ikke i sig selv noget galt i. Det er bare ikke det, stor litteratur er gjort af.”
Men modsat Søren Kassebeer, der giver ”SULT” tre stjerner, mener Martin Rohr Gregersen i Kristeligt Dagblad, at romanen er bedst, når den er skrevet fra kroppen, tæt på kroppen, og han slår sig ikke på, at den er mindre poleret og finslebet end sine forgængere. Han finder, at denne tredje roman i rækken er forfatterens bedste, ”en vigtig og overvejende vellykket udvidelse af det vigtige spor i litteraturen, der handler om at være eller ikke være mor.”
Hvad han derimod slår sig lidt på, er romanens metaspor, at romanen også handler om at skrive en bog om at være ikkemor, og at det lidt for ofte stiller sig i vejen for den eller så påtrængende fortælling. Han læser derfor hurtigt hen over de gammelkendte diskussioner om autofiktionens moralske dilemmaer, og tilbage står et kampskrift for kvindekroppen og den måde vi ser og taler om den på, hvorfor ”SULT” er ”en rig, horisontudvidende og i lange stræk virkelig stærk, virkelig god roman, der forhåbentlig vil komme til at åbne for og nuancerer mange samtaler fremover.”
Der falder fire stjerner fra Martin Rohr Gregersen, præcis som i Morgenavisen Jyllands-Posten ved Erik Svendsen, der konstaterer, at man skal være underlig i hovedet for ikke at blive engageret af Tine Høegs nye roman. I hans øjne er den klart hendes bedste, fordi den lette og morsomme tone fra de to første udgivelser her glider i baggrunden til fordel for en tyngende tone, og der er således mere at komme efter: ”Jeg er ikke i tvivl om, at historien inde i historien – fertilitetsforløbet – griber læseren. Jeg er heller ikke i tvivl om, at det at forsøge at skrive om dette opslidende forløb er en helt legitim forsvarsmekanisme. Jeg er heller ikke i tvivl om, at Tine Høeg har lavet en raffineret sammenfletning af autofiktion og menneskeligt drama.”