Ny genudgivelse af Judith Hermanns debut: Tingene sker bare

Nyudgivelse af mesterlige Judith Hermanns debut er et præcist generationsportræt

Da Judith Hermanns debut ”Sommerhus, senere” udkom i hjemlandet Tyskland i 1998, var det til store kritikerroser, imponerende salgstal og et prædikat som sin generations stemme. Både den betegnelse – og stillingsbetegnelsen forfatter – er journalistuddannede Judith Hermann ikke meget for, og forfatterens modvilje mod fastlåste kasser kan også ses hos mange af de karakterer, der optræder i novellesamlingen ”Sommerhus, senere”.

De vil ikke rigtig. Ikke rigtig hinanden, ikke rigtig træffe beslutninger og ikke rigtig fællesskabet – og alligevel drages de konstant mod hinanden i en form for usagt henvendelse.

”Sommerhus, senere” består af ni noveller, hvor især byboere i midttyverne lever deres bohemeliv i 1990’erne. Det er byen, oftest forfatterens hjemby Berlin, der agerer centrum, og den fragmenterede tyske identitet efter murens fald giver sig til udtryk i mennesker, der er ensomme, vaklende og asociale, som uden succes forsøger at komme ind på livet af hinanden – og som oftest bare opgiver og forsvinder ud af hinandens liv igen. De har sluppet en ustabil politisk virkelighed, men uden den er blevet erstattet af noget; ud over et håb om lykke.

I en af samlingens smukkeste noveller, ”Sonja”, møder jeg-fortælleren den mærkelige Sonja på et tog, og selvom han er dybt forelsket i den smukke Verena med det kulsorte hår, så kan han ikke slippe mindet om den ordknappe unge pige, der bagfra ligner ”en lille, rød stok”. Da han senere udstiller på et galleri, tropper Sonja op, og på trods af påfaldende manglende interaktion og egentlig tiltrækning, så bliver fortælleren mere og mere besat af Sonja – indtil han pludselig frier til den sanselige Verena, og Sonja umærkeligt forsvinder ud af hans liv igen. Begivenhederne, der fungerer som udspring for Judith Hermanns detaljerige universer, er halvbizarre og samtidig tilfældigt virkelighedstro. Hendes persongalleri er gennemsyret af en melankolsk længsel efter noget bedre, noget andet, men er samtidig så præget af en grundlæggende uro, at personerne aldrig træffer de valg, der umiddelbart vil gøre dem lykkelige.

Et centralt tema i ”Sommerhus, senere” er med andre ord rummet mellem mennesker. Der, hvor der er plads til interaktion, handling og vedkommende forholden sig til hinanden, men hvor en decideret forbindelse sjældent sker. Den orkan, som nogle dovne turistvenner i novellen ”Orkan (Something, farewell)” ligger i hængekøjen og venter på, indtræder ikke, og imens går verden videre omkring dem. Tingene sker bare hos Judith Hermann. De analyseres ikke, og det efterlader et herligt spillerum for læseren, hvor den ene åbne slutning efter den anden boltrer sig.

Niels Brunse, der især er ferm Shakespeare-oversætter, har i sin oversættelse ramt Judith Hermanns nøgterne, elegante og næste fåmælte stil flot. Judith Hermann har en fortællemåde, der tager form efter den måde, som to venner taler sammen på. Både i forfatterens vanvittigt velskrevne replikker og i den øvrige koncise skrivestil glimter de minimalistiske gitre med usagte sandheder, og novellesamlingen må være en drøm at undervise i for enhver dansklærer. ”Sommerhus, senere” var en overordentligt flot debut i 1998, og knap 20 år efter står novellerne stadig rivende skarpt.