Prøv avisen
Bog

”Tit er jeg glad” er en lille roman, der rummer store temaer

5 stjerner
Jens Christian Grøndal skriver med vanlig stilistisk brillans og præcision i romanen ”Tit er jeg glad”. Foto: Leif Tuxen

Jens Christian Grøndahl skriver endnu en gang vidende og fint om kærlighed og bedrag

Mottoet til Jens Christian Grøndahls roman ”Tit er jeg glad” er lånt fra B.S. Ingemanns digt ”Bekendelser”. Det handler om at være glad og dog parat til at græde, fordi ingen kan dele ens glæde. Og omvendt: Ingen skal dele ens sorg, som man gemmer bag latter.

I Grøndahls roman er det en kvinde, der bekender. Den 70-årige Ellinor betror sig til den for længst afdøde bedsteveninde Anna og får fortalt om sit liv – ”Det ligger i ordene, at de må være henvendt til nogen. (…) Man må gerne tage dem i besiddelse, men kun hvis man i samme åndedrag giver dem videre.” Hun tager ordet, efter at deres fælles mand, Georg, netop er død, og Ellinor må tage sit liv op og afgøre, hvad hun vil med det.

Det intrikate i historien er, at Ellinor har ”overtaget” Annas mand og tvillingesønner, efter Anna døde blot 30 år gammel. Ligesom Ellinors første mand, Henning, også gjorde det. Afdækningen af, hvordan de døde, og hvordan de sammen var deres ægtefæller utro, folder romanen ud i et behersket tempo, der dog bærer katastrofen i sig. Som en krig eller en lavine med ét kan vende op og ned på folks liv, dræbe dem og sende de efterladte nye steder hen i livet, således fungerer den lidenskabelige kærlighed også. Henning og Annas hemmelige kærlighed dør de af, og så er de ude af livet, men ikke af historien. Som den bedragede Ellinor skriver, så er det ”kærlighedens efterladte, der må være noble og klogt indse, at vi kun har hinanden til låns. De elskende tiltager sig retten med vold eller det, der ligner, og de drømmer ikke om at forklare sig.”

Tilbage til at forklare sig er kun Ellinor, og det gør hun så med sin bekendelse. Hun fortæller om, hvordan hun indleder et forhold til Georg og bliver en reservemor for de to sønner. Og så fortæller hun ellers, hvordan forholdet til drengene udvikler sig, da faderen dør. Hendes oprindelige sociale baggrund kommer frem i lyset – hun er vokset op på Vesterbro og vil tilbage efter at have levet i årtier i en rig, nordlig forstad til København. Det får hende på kant med den ene af sønnerne og hans familie, der tilhører den merkantile middelklasse, som hun aldrig har følt sig hjemme i. I sit opgør med ham sætter hun sig igennem med en egen rå sarkasme, når hun kritiserer hans au pair-pige, der ikke er andet end en billig arbejdskraft. Men til det sociale skisma kommer også hendes ukendte far, som har været en truende hemmelighed, hun aldrig har røbet for nogen.

”Tit er jeg glad” er en lille roman, der rummer store temaer. Et af dem drejer sig om drift og ånd. Alt er ikke styret af en hensynsløs drift, som man skulle tro, når man ser på forholdet mellem Anna og Henning.

Der findes også forhold drevet af ånd og af gensidig sympati. Det er måske det mest kontroversielle, der bliver sagt om kærligheden i denne roman, fordi vi i dag er så tilbøjelige til at se kærligheden som noget, der kun drives af seksualiteten. Seksualiteten er selvfølgelig væsentlig, men det er ikke altid, at attraktionen er båret af den. En bog er således en afgørende årsag til, at Ellinors forældre overhovedet blev bragt sammen, og at hun er blevet til.

Grøndahl skriver med vanlig stilistisk brillans og præcision i denne roman, som måske ikke er en af hans største, men som holder det høje niveau, som han i årevis har befundet sig på. Det er svært ikke at blive glad over sådan et indblik i ensomhedens, hemmelighedernes og kærlighedens væsen.