Tivolikoncert med stærke følelser på spil

Dvoáks cellokoncert var koblet med uddrag fra Prokofjev-balletten ”Romeo og Julie”

Torsdag aften i Tivoli kunne man opleve den prisbelønnede 30-årige cellist Pablo Ferrández på en Stradivarius-cello fra 1696.
Torsdag aften i Tivoli kunne man opleve den prisbelønnede 30-årige cellist Pablo Ferrández på en Stradivarius-cello fra 1696. Foto: Tivoli Købehavn.

Mens der gennem lange stræk af musikhistorien er komponeret et væld af violin- og klaverkoncerter, har cellokoncerten siden barokkens dage været en sjældnere fugl i det gængse koncertrepertoire. Måske er er der blot tale om en tradition eller rettere mangel på samme, måske har celloen som instrument på grund af sit dybe leje haft vanskeligere ved at ”løfte sig” over den samlede orkesterklang end violinen, klaveret eller for den sags skyld fløjten.

Men heldigvis er der undtagelser, og den mest markante af slagsen er utvivlsomt Antonin Dvoáks cellokoncert, som den tjekkiske komponist skabte i midten af 1890’erne. Dens tre satser er gennemsyret af bøhmiske temaer, og den har så smukke og sammenhængende passager, at den er blevet en hovedhjørnesten i repertoiret, som enhver ambitiøs cellist før eller senere kommer til at tage livtag med.

Ved en koncert torsdag aften i Tivoli kunne man opleve den prisbelønnede 30-årige cellist Pablo Ferrández traktere et instrument, der unægteligt havde nogle flere år på bagen: en Stradivarius-cello fra 1696. Den lille spanier spillede den fokuseret på det musikalske udtryk, uden unødvendige bravader, og det lykkedes ham at få de mange herlige melodiske passager til at komme til deres fulde ret. Tivoli Copenhagen Phil fulgte ham fornemt til dørs med et akkompagnement, hvor ikke mindst træblæserne præsterede smukke indsatser.

Efter det nye corona-koncept er der ingen egentlig pause i Tivolis torsdagskoncerter, så efter en kort omrokering gik man direkte til i alt seks uddrag fra Prokofjevs musik til balletten Romeo og Julie, som den russiske komponist skabte i 1935. Aftenens dirigent, den statelige russer Stanislav Kochanovsky, er qua sin uddannelse i Sankt Petersborg vokset op med det russiske symfoniske repertoire, og selvom vi måtte undvære det balsamisk virkende tema med munken broder Lorenzo, som Romeo og Julie i al hemmelighed tyr til for et blive viet, oplevede vi både de stridende familier i Verona og dramaets hovedpersoner skildret i toner – og det sidste stykke, ”Tybalts død”, blev et bragende flot punktum for en farverig koncert med stærke følelser på spil.