I dag er langt størsteparten af kunsten autonom. Den skabes, alene fordi kunstneren har et udtryksbehov, noget, som ligger ham eller hende på sinde, eller – hvis man artikulerer sig mere formelt – et vigtigt eksperiment eller en metode, som man gerne vil afprøve. Men stadig som resultat af et ønske om at kommunikere noget til nogen og at udvikle kunstens sprog.
Faktisk blev kunsten først autonom, da den løsrev sig fra de forpligtende og repræsentative opgaver, som var dens primære eksistensberettigelse, indtil fotografiet hen mod slutningen af 1800-tallet overtog de fleste af dens opgaver. Indtil da havde den stået i kongernes, adelens og – lidt senere – det fremvoksende og stadig mere formuende borgerskabs tjeneste.
Langt den overvejende del af kunsten var bestillingsopgaver såsom rytterstatuer, fyrsteportrætter og historiemaleri, der længe var den mest prestigefulde genre inden for maleri med store og komplicerede gruppeportrætter og slagscener, hvor kongen eller fyrsten fremstod som en heroisk og samlende skikkelse.
Man kan eksemplificere med et af kunsthistoriens mest ikoniske fyrsteportrætter, nemlig ”Portræt af Ludvig XIV” fra 1701, der hænger på Louvre i Paris. Portrættet er malet af den franske barokmaler Hyacinthe Rigaud og viser Solkongen i sin overlæssede kroningsdragt som en af de mest forfængelige konger nogensinde med silkestrømper, højhælede sko, en enorm, draperet hermelinskåbe og meget mere.
Noget mere beskedent fremstår rytterstatuen med vores egen kong Frederik V på Amalienborg Slotsplads. Han er fremstillet som en mild enevældskonge, laurbærkranset og iklædt romersk imperatordragt, siddende på sin fyrige hingst. Denne ikoniske rytterstatue er blandt de bedste i verden og blev udført af den franske billedhugger J.-F.-J. Saly i 1752-1771. Den kostede mere end pladsens fire adelspalæer tilsammen. Hingsten symboliserer typisk folket, som rytteren – kongen – har fuld kontrol over.
Hvis vi går længere frem i historien til det gryende demokrati i Danmark efter 1849, kan vi fremhæve et tredje ikonisk kunstværk: Constantin Hansens gruppebillede af ”Den Grundlovgivende Rigsforsamling” (1860-1864), hvor især de nationalliberale politikere omkring Orla Lehmann som den centrale figur indtager en fremtrædende plads i billedet. Det er næsten lige så tendentiøst som de føromtalte glamourøse fyrsteportrætter. Værket findes i en monumental udgave på Frederiksborg Slot og en mindre på Christiansborg.
I nyere tid kan man fremhæve Bjørn Nørgaards begavede gobeliner til Christiansborgs riddersal. I 17 ”billeder” fortæller han i en stiliseret stil – lidt heraldisk og vikingeornamentagtigt – og med en sikker farvesans – Danmarks godt 1000-årige historie.
Og nu til den aktuelle udsmykning og medfølgende, lovlig tendentiøse bog. Udsmykningen er usædvanlig derved, at den er en historiefortælling og et bestillingsarbejde i syv monumentale malerier, skabt direkte til Socialdemokratiets store mødeværelse på Christiansborg og på opdrag af partiet.
Der er tale om nogle nøje udvalgte nedslag i Socialdemokratiets næsten 150-årige historie:
”Slaget på Fælleden” i 1872, ”Påskekrisen” i 1920, ”Danmark for Folket” i 1934, ”Fremtidens Danmark” i 1945, ”En bygning vi rejser” i 1955, ”Ny kurs mod bedre tider” i 1993 og endelig ”Retfærdig og realistisk” i 2018. Kunstneren er blevet vejledt af historikeren Martin E.O. Grunz, der i parentes bemærket er socialdemokrat.
Her skal der ikke tages stilling til de historiske fakta, da jeg ikke er historiker, men kunstkritiker, og alene vil påtage mig at vurdere værkernes æstetiske værdi eller mangel på samme.
Første anke:
Der sker alt for meget i malerierne. I bogens forord skriver Henrik Sass Larsen ellers: ”Midt i en tid med digital individualisering og en flygtig fælles historisk erindring har det været vores ønske at skabe det modsatte.”
Men malerierne er jo samplet i computeren ud fra et stort arkivmateriale, og de maleriske ”kvaliteter” i form af den fermt løbende oliemaling og den skingre palet, der skal få de ”maleriske kvaliteter” frem, får fremstillingen til at ligne kitsch.
Anden anke:
Billederne flimrer kompositorisk og ligner en blanding af Varde-maleren Otto Frellos anakronistiske fabuleringer og et computerspil. Tider og steder smelter sammen i kaotiske scener, og der er ingen ro. Måske havde det hjulpet, hvis Brostrup havde opereret med monokromer – altså ensfarvede malerier – gerne i forskellige toner til de syv malerier. Men som det er nu, bliver man rundforvirret i stedet for didaktisk oplyst og ført ind i de historiske scener, som Socialdemokratiet specifikt har ønsket at blive husket for.
Det er ubehjælpeligt sammensatte konstruktioner med alt for mange divergerende retninger og begivenheder. Det er too much of a good thing, som de siger på den anden side af dammen og Kanalen.
Tredje anke:
Fremstillingen er underligt personfikseret: Det er partispidserne og ministrene, som tegner partiets historie alene: Louis Pio, Nina Bang, Vilhelm Buhl, Jens Otto Krag, Anker Jørgensen, Helle Thorning-Schmidt, Mette Frederiksen med flere, men ikke folket eller det brede, tavse parti. Men maleren er desværre ikke i stand til at male portrætter, så de ligner og lever. Det er tydeligvis masker, malet efter fotografi. Og hvis man eksempelvis nærstuderer hestene, der trækker mælkevognen i ”Slaget på Fælleden”, så er de anatomisk ganske ukorrekte.
Da Christiansborgs kunstudvalg for nogle år siden bad mig om at beskrive kunsten i Folketinget til brug for dets nye app og intranet, beskrev jeg også den daværende udsmykning fra 2001 i Socialdemokratiets mødeværelse ved maleren Maja Lisa Engelhardt. Hendes syv lidt tunge, abstrakt-ekspressionistiske malerier primært i jordfarver skildrer danmarkshistorien ud fra først et hedensk og dernæst et kristent perspektiv.
Hvor var disse malerier nu henne?, spurgte jeg Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, ved afsløringen af den nye udsmykning. Og havde man i øvrigt spurgt Christiansborgs kunstudvalg til råds med hensyn til den nye udsmykning?
Det første vidste han ikke noget præcist om. Det andet havde man ikke gjort, lød svaret, da Socialdemokratiet selv havde finansieret den nye udsmykning og derfor ikke behøvede at spørge nogen til råds.
Dét mener jeg er en fejl. Når man har et kunstudvalg, hvor blandt andre direktøren for Statens Museum for Kunst – p.t. Mikkel Bogh – og museumsdirektør Birgitte Kirkhoff Eriksen fra Museet for Samtidskunst i Roskilde er medlemmer, så har man fagkundskaben lige ved hånden. Det er faktisk at vise foragt for fagspecifik viden at vælge dem fra.
Men i dag ved Socialdemokratiet åbenbart bedre, selvom partiet havde så stolte traditioner efter Anden Verdenskrig og så at sige delte mange af sine fremtidsvisioner med avantgardekunsten. Det var også socialdemokraten Julius Bomholt, der som Danmarks første kulturminister tog initiativ til etableringen af Statens Kunstfond. Det er en af grundene til, at dansk kunst er blevet en så stor international succes på trods af vores lands lidenhed.
Tilsyneladende har Henrik Sass Larsen heller ikke rådført sig med partiets kulturpolitiske ordfører, Mogens Jensen. Man tænker uvilkårligt tilbage på fadæsen på Arken, hvor man (det var i høj grad socialdemokrater) i sin tid vidste bedre end hele det kunstfaglige miljø og ansatte Anna Castberg i stillingen som direktør for det nye kunstmuseum på Vestegnen – uden at have tjekket hendes eksamenspapirer.
Henrik Sass Larsen har tidligere privat erhvervet nogle værker af kunstneren Jacob Brostrup (født 1973), og som gruppeformand har han egenhændigt besluttet, at denne skulle betros opgaven. Lad det være sagt tydeligt herfra: Man kan ikke bebrejde kunstneren, at han accepterede denne udfordring. For en stort set ukendt kunstner er det for fristende en opgave at takke nej til, skønt mange mere fremtrædende kunstnere formodentlig ville have tøvet med at acceptere en officiel opgave med så lidt kunstnerisk frihed.
Det er ulykkeligt. Udsmykningen viser, hvor galt det står til med Socialdemokratiets kulturpolitik i dag. Hvor ville det klæde partiet at styrke forbindelseslinjerne til kunstnerne og invitere dem med ved bordet, når nye politiske visioner skal undfanges. Tænk at trække på samme hammel som dem. Sikke spændende nye tanker, der så kunne tænkes.
Det kan godt være, at Maja Lisa Engelhardts malerier var lovlig dystre, men Brostrups skrigende, tivoliserede illustrationer vil for enhver med bare en lille smule æstetisk finfølelse fremkalde et stort ubehag om ikke et mentalt nedbrud hos dem, der opholder sig i rummet.
Af den grund kan man blive en smule bekymret eller det modsatte – alt efter politisk ståsted – for kvaliteten af de politiske beslutninger og visioner, som fremover vil blive genereret i Socialdemokratiets mødeværelse.