Tjajkovskij-festival i Aarhus blev indledt med stor forløsning

Kan man sætte fokus på en af de største russiske komponister i disse tider, endda med en russiskfødt solist på scenen? Aarhus Symfoniorkester viste, hvordan man bærer sig ad med kulturel balancekunst

I torsdags indledte Aarhus Symfoniorkester så halvanden uges Tjajkovskij-festival.
I torsdags indledte Aarhus Symfoniorkester så halvanden uges Tjajkovskij-festival. Foto: Pressefoto/Aarhus Symfoniorkester.

Det hører til sjældenhederne, at kulturstof ender på forsiden af landets aviser. Men en af de debatter, der hurtigst blev rejst efter Ruslands invasion af Ukraine, handlede netop om kulturen. Hvad stiller vi for eksempel op med russiske musikere og komponister i danske koncertsale?

Svaret formede sig allerede på krigens andendag med aflysningen af sopranen Anna Netrebkos koncert med Aarhus Symfoniorkester. Jeg skal indrømme, at jeg selv spillede en vis rolle i aflysningen ved at have taget initiativ til den storm, der rejste sig mod koncerten på sociale medier og siden i aviserne.

Sagen drejede sig specifikt om Netrebkos offentlige støtte til separatister i Østukraine i 2014. Men debatten kom hurtigt til at handle om kunstnere med russisk pas i det hele taget. Kulturministeren opfordrede alle kulturelle institutioner til at granske deres russiske forbindelser.

I torsdags indledte Aarhus Symfoniorkester så halvanden uges Tjajkovskij-festival. Og jo, selvfølgelig kan man det. Alligevel følte man en elefants tilstedeværelse i rummet, da den Moskva-fødte virtuos Alexander Sitkovetsky lagde ud med Tjajkovskijs violinkoncert. Også selvom han flyttede til London som barn og i dag er britisk statsborger.

Sitkovetsky gjorde i første omgang ikke meget væsen af sig på scenen. Excentrisk kan man ikke kalde ham, og den firkantede kontorbrille fik både kunstner og komponist ned i øjenhøjde. Men leveringen var knivskarp. Tjajkovskij er om nogen en actionkomponist, og violinkoncerten indeholder afsindige kadencer.

Orkestret holdt sig klogt tilbage og smeltede smukt sammen med solisten. Marc Soustrot, der dirigerer samtlige tre af festivalens symfoniske koncerter, er ingen revolutionær. Tjajkovskij blev på ingen måde vredet ud af led. Men den adelige Soustrot forstod at få en delikat afstemt klang frem, og i den umiskendelige Tjajkovskij-sprint af en afslutning var han i fuldt firspring på podiet.

Nok var Tjajkovskij en mester til action, men hans melodiske sans var også uovertruffen. Førstesatsens vidunderlige tema, der rejser sig som en gejser i strygerne, blev forløst af Soustrot med først tålmodighed, siden bid.

Sune Anderberg

Violinkoncerten var overbevisende, og Sitkovetsky fik et bragende bifald. Det gjorde han også, da han ydmygt bad om ordet efterfølgende. En sten faldt fra manges hjerte, da han selv gjorde opmærksom på, at koncerten fandt sted nøjagtig en måned efter invasionens begyndelse. Publikum klappede helhjertet, allerede før han havde færdiggjort sin første sætning.

Sitkovetsky takkede Aarhus, orkestret og endda regeringen for, at festivalen ikke var aflyst. ”Det er ikke alle steder, man kan spille Tjajkovskij i dag,” mindede han om. Han udtrykte skam på sit gamle hjemlands vegne. ”Ikke over folket, men over politikerne. Min egen bedstefar var ukrainer. Jeg håber, vi kan forblive venner på et individuelt niveau.”

Hvad skal man sige i Sitkovetskys situation? Det vigtigste er nok, at man siger bare noget. Musikken taler tydeligere. Da han fulgte op med sarabanden fra Bachs partita i d-mol, strømmede de melodiske linjer ud i salen som en smuk melankoli.

Aarhus Symfoniorkester lod i den grad også musikken tale efter pausen. Der blev måske ikke skrevet nye kapitler i historien om Tjajkovskijs musik, men opførelsen af hans 6. symfoni var pragtfuld.

Nok var Tjajkovskij en mester til action, men hans melodiske sans var også uovertruffen. Førstesatsens vidunderlige tema, der rejser sig som en gejser i strygerne, blev forløst af Soustrot med først tålmodighed, siden bid. De efterfølgende dommedagsdrøn fra messingblæserne landede skarpt og sprødt.

Den smukkeste detalje tilfaldt Mathias Kjøller, der fik sin klarinets ekko af det store tema til at lyde som en såret eftertanke. Det var musikalsk dramatik på højde med Mahler. Soustrot holdt ved gennem de sidste tre satser og fremviste både skøn idyl, marcherende tjubang og dyster smerte.

Let havde det været at aflyse Tjajkovskij-festivalen. Men torsdagens åbningskoncert viste, at den rigtige beslutning var at gennemføre. Ikke med skyklapper på, men med ydmyghed, åbenhed og stor musikalsk energi.

Tjajkovskij: Violinkoncert og 6. symfoni. Alexander Sitkovetsky og Aarhus Symfoniorkester, dirigent Marc Soustrot. Musikhuset Aarhus, den 24. marts. Festivalen løber til og med den 3. april.