Copenhagen Phil, der om sommeren (under normale forhold) optræder i Tivolis Koncertsal, er godt fremme i skoene, når det drejer sig om levende musikformidling i den klassiske genre. Med sin serie om ”Afgørende øjeblikke” har man rettet søgelyset mod nogle af musikhistoriens største værker og sat dem ind i en historisk sammenhæng, ofte med overraskende vinkler på stoffet.
Da det i fredags gjaldt Peter Tjajkovskij (1840-1893) og hans sjette og sidste symfoni, havde jeg forventet fuldt fokus på hans omdiskuterede død i slutningen af 1893. Men med Lars Mikkelsen som en engageret og overbevisende fortæller gik man længere tilbage i tiden, og vi fik blandt andet historien om hans kortvarige ægteskab i 1877.
Mikkelsen gik endda helt frem på scenen og stillede sig ved siden af andenviolinisten Kirstine Futtrup, der på den måde kom til at optræde som stum figur for Antonina Miljukova, kvinden i en af musikhistoriens mest mislykkede forbindelser.
Tjajkovskij var jo homoseksuel og havde kun giftet sig for at tilsløre dette. Det element kom til præge den alsidige fremstilling, der favnede bredt, men godt måtte have været mere koncentreret om aftenens mirakuløse hovedværk.
Men måske var der ikke rigtig plads hertil i en forestilling, der også rummede tankevækkende videosekvenser bagest på scenen i Konservatoriets Koncertsal.
Copenhagen Phil og deres japanske chefdirigent Toshiyuki Kamioka stod ellers for en medrivende tolkning af den firesatsede symfoni, der rummer al den melodiske skønhed, som er så karakteristisk for Tjajkovskijs musik.
Komponisten havde selv overvejet at give den tilnavnet ”Programsymfoni”, men forkastede denne noget vage mulighed og fulgte i stedet et forslag fra sin lillebror Modest Tjajkovski, der fandt på betegnelsen ”Pathétique” – en fin reference til en af Beethovens mest skattede klaversonater (opus 13 i c-mol), der er kendt under samme navn.
Nogle dage efter uropførelsen den 16. oktober 1893 begik Tjajkovskij den letsindighed at drikke et glas ukogt vand, selvom der på det tidspunkt rasede en koleraepidemi i Sankt Petersborg. Han blev alvorligt syg, og trods broderen Modests ihærdige anstrengelser for at skaffe tilstrækkelig lægehjælp, døde han den 6. november. Eftertidens mange rygter om, at han havde begået selvmord – eller var blevet presset til det af tsarens repræsentanter som følge af sin homoseksualitet – har næppe noget på sig. Det kan man læse nærmere om i Alexander Poznanskys bog ”Tchaikowskys Tod”. Og lad mig give yderligere en anbefaling med på vejen: Hør den hjerteskærende musik i en ikonisk indspilning med Leningrad-filharmonikerne under ledelse af legendariske Jevgenij Mravinskij – det er den ypperste udgave, man kan få.
Men trods alt ikke den samme oplevelse som at sidde i Konservatoriets Koncertsal og opleve den live med de dedikerede musikere i Copenhagen Phil. De følgende ”afgørende øjeblikke” bliver helliget Schumanns symfoni nr. 2 og Mozarts svanesang, hans ”Rekviem”. Det kan man roligt glæde sig til.