Tollundmanden genopstår

En ny forestilling i Aarhus blander klassisk og elektronisk musik, dans og sang i en hedensk gudstjeneste i scenekunstnerisk form. Noget dødt bliver gjort levende, og dermed er forestillingen påske-aktuel, mener sopranen Stine Elbæk

Stine Elbæk spiller en syngende og dansende gudinde i forestillingen "Rite#2". Med på scenen har hun den argentinskfødte danser Bernardo Coloma, der også er instruktør på forestillingen. Bagved ses pianist og komponist bag musikken Jakob Bahr og cellist Tobias Lautrup.
Stine Elbæk spiller en syngende og dansende gudinde i forestillingen "Rite#2". Med på scenen har hun den argentinskfødte danser Bernardo Coloma, der også er instruktør på forestillingen. Bagved ses pianist og komponist bag musikken Jakob Bahr og cellist Tobias Lautrup. . Foto: Flemming Jeppesen/Fokus.

I en lang, hvid, brudeagtig kjole og med bare fødder og udslået hår bevæger sopranen Stine Elbæk sig næsten svævende hen over det sorte teatergulv. En mandlig danser, den argentinskfødte Bernardo Coloma, lægger sig for hendes fødder, og hun strør blomster ud over ham, mens hun synger til den stille, næsten meditative musik, der strømmer dels fra en computer og dels fra et flygel og en cello.

"En dag vil jeg tage til Aarhus

for at se hans tørvebrune hoved, hans øjenlågs milde bælge, hans spidse skindhue,"

synger Stine Elbæk, dog i den oprindelige engelske version, som er skrevet af den irske digter og nobelpristager Seamus Heaney.

LÆS OGSÅ: Teatrets aktører bliver fejres med priser

Vi befinder os på Entré Scenen i Aarhus, og det, vi er vidne til, er en nyskrevet teaterversion af moseliget Tolllundmandens ofring. "Rite#2" hedder forestillingen, der trodser alle regler for tid og rum og blander nyskrevet klassisk musik med elektronisk musik, sang og dans.

Det er fortid, og det er nutid, det er spirituelt, og det er menneskeliggjort – og meget svært at sætte i bås. De medvirkende kalder det en hedensk gudstjeneste i scenekunstnerisk form, og for sangeren Stine Elbæk, der også er projektleder på forestillingen, er det en anderledes måde at fejre påske på.

"Jeg står på et kristent fundament, og troen på opstandelsen er helt essentiel for mig. Håbet om en ny begyndelse er noget, jeg altid bærer med mig, og det håb vil jeg gerne dele med andre mennesker, også dem, der ikke bekender sig til kristendommen. I denne forestilling giver vi nyt liv til noget, som er dødt, altså Tollundmanden. Det er et element af opstandelse i en mere almen spirituel forstand, og det giver derfor stor mening for mig, at vi spiller netop i denne weekend op til påske," siger Stine Elbæk.

Med Tollundmandens genopstandelse vil hun gerne have publikum til også at rette et blik på sig selv og omgivelserne. Hun forestiller sig, at Tollundmanden kommer og ser med friske øjne på vores tid og oplever et liv præget af hæsblæsende travlhed.

Stine Elbek går i solistklassen på Det Jyske Musikkonservatorium. Det samme gør Jakob Bahr, der er pianist og komponist, og de to har længe haft et samarbejde, som de kalder Duo Tusmørke. Jakob Bahr var for et par år siden i London og der stødte han ved en tilfældighed på Seamus Heaneys digte om det verdensberømte danske moselig, Tollundmanden.

"Jeg følte mig på en eller anden måde beslægtet med denne digter, der midt under min rejse på en måde førte mig tilbage til Aarhus og til en historie fra mit hjemland," fortæller Jakob Bahr, der fik lyst til at sætte musik til digtene, der dels er skrevet i 1973 og dels i 2004. Stine Elbæk blev også grebet af idéen, og sammen har de to skabt en kunstnerisk gentagelse af det ritual, der sendte Tollundmanden ned i en mose til flere tusind års glemsel.

Fra mosen i Bjældskovdal tæt på Silkeborg blev det udsædvanligt velbevarede lig fundet og gravet op den 6. maj 1950. Liget var en mand på cirka 30 år, der var blevet hængt, og mange mener, at han er blevet ofret til guderne. Tollundmanden levede i perioden 400-300 år f.Kr. og kan i dag ses på Silkeborg Museum.

"I min musik har jeg forsøgt at udtrykke den dobbelthed, som jeg forestiller mig, der har været omkring Tollundmanden. På den ene side tristheden og sorgen over, at han skulle dø, og på den anden side glæden ved ofringen," siger Jakob Bahr, hvis klassiske toner i forestillingen spiller sammen med DJ og komponist Louis Lennarts lydbillede af elektronisk musik.

Danseren Bernardo Coloma, der giver fysisk liv til manden bag moseliget, er også instruktør på forestillingen. Han ernærer sig til daglig som performancekunstner i Berlin. Her mødte Stine Elbæk ham og fik ham med på idéen om "Rite#2"

"Jeg blev rørt over historien om Tollundmanden og følte med det samme, at her var et grundlag for et stykke eksperimentelt teater," siger Bernado Coloma, der især interesserer sig for forestillinger, der blander forskellige kunstneriske virkemidler.

"Grænserne for, hvad der er dans, sang eller teater, er inde i vores hoveder. De findes ikke i virkeligheden," mener han.

washuus@k.dk
Rite#2. Eksperimentelt teater om Tollundmandens ofring. Spiller lørdag den 16. april og søndag den 17. april på Entré Scenen i Aarhus. I november skal forestillingen opføres i Odense.