Prøv avisen
Bog

Tolstojs krystaller i vor fyrigheds vinter

6 stjerner

Russiske Tolstojs ”Anna Karenina” på dansk for første gang siden 1929 er for skøn til at være virkelig og for virkelig til at forsvinde

En af verdenshistoriens bedste romaner kulminerer, idet dens to hovedpersoner efter omkring 750 sider faktisk mødes. Den unge godsejer Konstantin Levin ser et portræt af den kvinde, han er et øjeblik fra at hilse på: Anna Karenina: ”Det eneste, der viste, at hun ikke levede, var, at hun var smukkere, end det var muligt at være for en levende.”

Selvom Levin burde have det svært med denne faldne kvinde, besejres han af hendes ægte og ligefremme væsen, men han ville have tilgivet hende alligevel. For i alle personforhold i ”Anna Karenina” kan der opstå både naturlig og evangelisk kærlighed. Det samme kan siges om Marie Tetzlaffs oversættelse og ”Anna Karenina” (1873-77) i dag: Ægte og ligefrem og dog samtidig smukkere, end det burde være muligt. Romanen er realismens ubestridte højdepunkt, naturstridig god i sin naturlige stil. Blomster ved vintertid.

Hvis Tolstojs ”Krig og fred” er større end nogen roman, er ”Anna Karenina” i det mindste en stor én af slagsen. Det veksler mellem landet og byen, ikke mellem slagmarken og familiens skød. Der er elitens hestevæddeløb og bøndernes kvas. Der er sundhed ved leen – og ved utroskaben. Sankt Petersborg er nok plump, men kan også have sin egen air af luftighed og fransk frisind. Det sande liv findes hos den russiske bonde, men han skal nok prøve at snyde dig. Samfundet er kristent, men kvæler det kristne syn på livet. Det utrolige er, at alt dette ikke er et udtryk for farlige paradokser eller en forfatters mistede greb om egen fortælleglæde. Det er tværtimod udtryk for skønheden i det kalejdoskopiske epos’ blandingsformer.

Som når idealistiske Levin vil slå hø med mændene, idet han er ved at opdage nødvendigheden af en omkalfatring af det russiske samfund, og hans ven sarkastisk spørger: ”Men hvordan vil du spise sammen med dem? At få en flaske lafite og stegt kalkun bragt ud ville næppe være passende.” Og som når en mand af det bedre selskab strutter af sundhed: ”Man så, at han havde haft gavn af en diæt af rødt oksekød, trøfler og bourgogne.”

Det kan der nok være flere sandheder i, men det er nu ude blandt bønderne, at Levin skal finde grunden til, at filosoffer og storbynihilister ikke (hele tiden) slår sig selv og hinanden ihjel. Grunden til menneskers kærlighed til hinanden, der nok kommer og går, men alligevel altid er mulig i Tolstojs faldne verden.

På samme måde gælder selve romanens grundstruktur en vekslen mellem land og by. Den burde ikke have heddet ”Anna Karenina”, for den består af to parallelle handlingsforløb. Anna Karenina er fornuftsgift, men i mødet med den sande russiske mand, grev Vronskij, overgiver hun sig til lidenskaben – og storbyens foragt:

”Jeg er som en sultende, man har givet noget at spise. Måske fryser man, måske er ens tøj i laser, og man skammer sig, men man er ikke ulykkelig,” siger hun frostklart til Vronskij. Kvinden, om hvem det lyder, at hun overstrålede sit toilette, fordi en kjole på hende altid blot ville forblive en ramme om hendes skønhed.

Desværre er lykken, som næstekærligheden, flygtig. Hun har mødt Vronskij på en togstation, og hun skal finde forløsning fra sine tvangstanker, sin mistede legitime søn og byens ondskab under et godstog. Der findes land og by, der findes kærlighed og fald.

Parallelt afvises den godmodigt-tungsindige Levin af Kitty, endnu en rig godmodighed i storbyens saloner. Han overgiver sig til landlivet og forsøget på at forstå den russiske sjæl og kaosset efter livegenskabets ophævelse i 1861.

Ham bliver alt givet igen, og alligevel er han ikke lykkelig. For i sin ægteskabsidyl føler han sig i sin fritænker-ateisme som en mand, ”der havde byttet sin varme pels for bomuldstøj, og som første gang han var ude i frostvejr, med hele sit væsen forstod, at han var så godt som nøgen og uundgåeligt ville lide en pinefuld død”. Og endnu bedre: Som en mand, der hele sit liv havde søgt føde i våbenbutikker.

Man bør spejle udsagnet i Annas om den sultende, der har fået noget at spise.

Måske Levin søgte den det rigtige sted, og Anna det forkerte.

Alligevel frabeder romanen sig selvfølgelig moralisme med tanke på dens ikoniske åbningsstentens: ”Alle lykkelige familier ligner hinanden, enhver ulykkelig familie er ulykkelig på sin egen måde.” Det er også Levins livslektie: Folk er forskellige. Men man skal leve i sandhed, efter Guds vilje. Guds vilje med denne roman må være, at man skal forstå storheden i sammenstødet mellem klarhed og ufattelighed.

Overfladeeksistenser med hang til bon mot’er vil kunne causere over romanens ”lige rigelige” detaljerigdom, men så har man ikke forstået storheden, eller også har man ladet sig blive barn af en tid, der ikke har sans for fyrigheden.

Det er livets mangfoldighed, skabningen selv, der jubler i Tolstojs vinterkrystalliske klarhed – og i oversættelsens kongenialitet. I scener som Annas fødsel af sit andet barn, i den forsmåede ægtemands forsoning med Vronskij og i Levins panik over Kittys første fødsel nås et symbiotisk niveau, hvor livet og litteraturen synes identisk.

Og så er vi tilbage ved Annas portræt. Det er for skønt til at være virkeligt, og ”Anna Karenina” er for virkelig til nogensinde at forsvinde. Det kan være, at den fulde betydning af den russiske kritiker Maxim Gorkijs ord om Tolstoj nu kan gå op for os: Manden er Guds lige.

Lev Tolstojs ”Anna Karenina” udkom første gang i årene 1873-77 og anses for et af realismens ubestridte højdepunkter. Den russiske forfatter døde som 82-årig i 1910. – Foto: Ritzau Scanpix