Lev Tolstoj (1828-1910) debuterede som romanforfatter i 1852 med ”Barndom”. Et par år senere fulgte ”Opvækst” og endelig ”Ungdom” i 1857. Disse tre bind er nu genudgivet i Ejnar Thomassens oversættelse fra 1948.
Skønt der er ikke tale om memoirer i gængs forstand, så har trilogien tydeligvis et selvbiografisk islæt. Tolstoj fremdrager bagatelagtige optrin og ubetydelige detaljer for dermed at lade en svunden verden genopstå – nemlig overklasselivet på et russisk gods, som han selv var fortrolig med.
Tolstoj kan godt minde lidt om Karl Ove Knausgård med sit blik for dagliglivets detaljer og sin sans for, at barndommen rækker ud efter hele livet.
Det er nok bindet ”Barndom”, der vil interessere den nutidige læser mest. Hovedpersonen Nikolai Irténjev oplever både en dramatisk og mislykket harejagt, og han må bevæget tage afsked med sin mor.
I tredje bind – ”Ungdom” – beretter den velstillede Nikolai Irténjev om sine bondske medstuderende, hvis optræden og adfærd bar præg af ”en sådan takt og delikatesse, som man kun finder mellem meget fattige og meget unge mennesker”.
Det er også et tema, som indgår i bogen ”Bekendelser”, der ikke tidligere har været udgivet på dansk. For heri hylder Tolstoj nemlig det menige, uspolerede folk, der står Gud nærmere end eksempelvis kirkens repræsentanter, selvom forfatteren mod slutningen beklager, at den ortodokse kirkes dogmatik hviler som et beklemmende, moralsk korrektiv over bondestandens gøren og laden. For Tolstoj handler kristendommen kun om kærligheden mellem mennesker, idet Gud er identisk med kærligheden.
Anna Libak har skrevet et aldeles fortræffeligt forord til ”Bekendelser”. Heri gør hun opmærksom på, at den lille bog afspejler det moderne menneskes tvivl og trakasserier.
Tolstoj voksede op i velstand og havde siden mange valgmuligheder. Men alt når sin mæthedsgrad, og den russiske klassiker har derfor mere tilfælles med danskeren anno 2017, end man skulle tro.
”Fuldstændig som os i dag førte Tolstoj altså et liv, hvor meningen med tilværelsen ikke var givet på forhånd, og hvor der var tid og kræfter til at spekulere over den og de valg, man foretog”, pointerer Libak.
Lev Tolstoj var 50 år, da han skrev sine ”Bekendelser”, hvori han ikke takserede sig selv højt:
”Løgn, tyveri, utugt af enhver art, drukkenskab, vold, drab… Der var ikke den forbrydelse, jeg ikke begik, og alt det fik jeg ros for, og mine jævnaldrende regnede og regner mig for et relativt moralsk menneske.”
Nålen sitrer til stadighed omkring følelsens yderpunkter i Tolstojs liv, og den desperate kamp for at finde mening i livet griber om sig som et vampyr, der æder de gode livskræfter op.
Tolstoj genkender derfor sin egen situation i en gammel orientalsk fabel om en rejsende, der bliver forfulgt af et rasende rovdyr, hvorfor han gemmer sig i en brønd. Desværre er der en drage på brøndens bund, så den rejsende kan hverken kravle op eller ned i bunden af brønden. I stedet holder han sig fast i en busk, der er vokset igennem sprækkerne på brøndens væg. Men til sin fortvivlelse skimter han en hvid og en sort mus (symboler på dag og nat), der uafladeligt gnaver løs på selve buskens stamme.
Så deprimerende tegner Tolstoj sin egen midtvejskrise, hvor studier i natur- og humanvidenskaberne blot har ført ham endnu et skridt ud i kviksandet:
”Min flakken rundt i videnskaberne havde ikke befriet mig for min fortvivlelse, men blot forstærket den.”
Tolstoj finder først fast grund under fødderne, da han nærmer sig kristendommen, som han til slut trodsigt bekender sig til med ord, der ikke just er klare som dagen:
”’Lev, idet du søger Gud, og så kan der ikke været noget liv uden Gud’. Og kraftigere end nogensinde blev alt lyst i mig og omkring mig, og dette lys forlod mig ikke mere.”
Men med sin polyhistoriske begavelse, indignation og lidenskab skriver Tolstoj stadig pennen ud af hånden på de fleste af sine forfatterkolleger.
”Barndom, opvækst og ungdom” og ”Bekendelser” understreger dermed Tolstojs ry som en uomgængelig klassiker.