Blues: Tolv forløsende takter, der former mit liv

Bluesmusikken og dens tekster handler om kæreste-sorger og verdenssmerte. Det er hårde sager, men musikken og ordene dulmer og vækker trods alt en stor glæde

Billie Holiday vidste det: ”The blues ain’t nothing but a pain in your heart"
Billie Holiday vidste det: ”The blues ain’t nothing but a pain in your heart". Foto: AP/Ritzau Foto.

Blues er stemning. Jeg ved ikke, om musikken gav mig den, da jeg var ung, eller om den gav udtryk for noget, jeg havde i mig i forvejen. Men nu sidder den der i hvert fald. Ikke til at komme af med. Ikke til at komme udenom, men heller ikke til at leve uden. Det er tolv takter, der former mit liv. Det er det samme igen og igen – med passende variation.

I mine ører var den først hvid. Det var John Mayall, der sang ”A Hard Road”, og Peter Green der spillede guitar. Jeg fik pladen af min storebror, da jeg fyldte 13 år, og min far spurgte, hvorfor musikerne på coveret så så alvorlige ud. Jeg vidste det ikke og følte mig forlegen. Jeg satte pladen på grammofonen, da jeg var blevet alene. Det var i 1969. Verden var lys, der hvor jeg gik, men der var alligevel en stemning, en skygge, en følelse; der var et eller andet, som den der blues harmonerede med inde i mig.

To år efter vidste jeg det godt. En kæreste havde forladt mig. Og jeg vågnede op en morgen med en dundrende blues i mit hoved. Jeg var tjekket ind på Heartbreak Hotel. Og her er der altid et værelse, som det lyder i sangen, selvom der altid er stuvende fuldt af mennesker. Prøv selv en tur ned for enden af Lonely Street, hvor hotellet ligger!

Jeg fordybede mig i den følelse, så det blev en last, jeg måske aldrig rigtig er kommet over. Jeg opsøgte de originale sorte sangere og den sorte blues, og der var rigeligt at tage af. John Lee Hooker sang om ensomheden, efter han var forladt af sin kæreste og bad bartenderen om ”one bourbon, one scotch, and one beer”, da klokken var et kvarter i to om natten, og det var sidste omgang. Kærestesorgerne skulle druknes i alkohol – eller i musik. Eller begge dele. Bluesmusikken går til smerten og trykker der, hvor det gør ondt, men den heler også. Hooker vidste det: ”One night I was laying down, feeling so bad, so low, so low. My baby had left me, blues came along and healed me.”

Og Billie Holiday vidste det:

”The blues ain’t nothing but a pain in your heart

when you get a bad start

When you and your man have to part.”

Det er hårdt at gå fra hinanden. Men når ”Lady sings the blues”, letter det. Det er kedeligt at måtte indrømme, men jo værre sangeren har det, jo mere han eller hun pines og plages, jo mere lidelse og smerte sangen udtrykker, jo bedre får jeg det, når jeg lytter. Mine sarte følelser bliver masseret. Mine sår bliver luftet og renset. Jeg har det så dårligt på en helt vidunderlig måde. Jeg er en ”blues man”. Jeg er en ”hoochie coochie man”. Jeg er en hylende ulv, når guitaren hulkende finder de høje toner, og mundharpen dirrer i baggrunden.

Det er sjældent stor lyrik, man finder i de gamle bluessange. Det er musikken og udtrykket, der bærer det igennem og får det til at virke. Det er en rusten stemme, en guitarsolo og den bundne rytme. Et riff, der kommer igen og igen.

Men med Bob Dylan kom både musikken og lyrikken nye steder hen. Nogle gange er det blues i tolv takter, andre gange mere. Nogle gange er det korte tekster, andre gange lange. I ”Mississippi” er der en bluesstemning over det lange foredrag om manden på farten, som får problemer, så snart han sætter sine kufferter ned og bliver på et sted en dag for længe. Så er der straks en kvinde at forelske sig i og følelser at blive viklet ind i. Og der er ikke noget rigtigt at give, for tomhed synes uendelig og kold og klam som ler. Alligevel påkaldes lykken og håbet:

”I know that fortune is waiting to be kind

So give me your hand and say you’ll be mine.”

Der er måske alligevel en kærlighed at udleve. Men der er helt sikkert en blues at synge om den kærlighed, som er så svær at få til at lykkes, og om den død, der nærmer sig:

”Your days are numbered, so are mine

Time is piling up, we struggle and we stray

We’re all boxed in, nowhere to escape.”

Dagene er talte, tiden hober op, vi kæmper og farer forvildede omkring, synger Bob Dylan. Vi er lukket inde og kan ikke undslippe.

Jo, jeg kender det godt. Jeg har erfaret det. Det er en hård vej, men det hjælper, når den går på vers, og smerten bliver forvandlet til en syngende blues.

Hver lørdag skriver Mai Misfeldt, Lars Handesten og Henrik Wivel på skift om forholdet mellem litteratur og eksistens, både historisk og aktuelt.