Nu er de alle borte. Thorkild Bjørnvig, Bjørn Poulsen, Ole Wivel, Knud W. Jensen. Og Tage Skou-Hansen. Med hans død onsdag i en alder af 90 år er de væk, hele den talentfulde generation af digtere, prosaister og kritikere, der i årene efter krigen grupperede sig omkring tidsskriftet ”Heretica”.
Der var måske en vis ræson i, at Tage Skou-Hansen blev ”last man standing”. For han var yngstemanden i flokken. Eller tolvtemanden, for at bruge et af de fodboldudtryk, han ophævede til analytiske begreber. Lidt ude på sidelinjen. Han kunne føle sig forkert. I studieårene blev han godmodigt drillet af de ældre studiekammerater i Århus, Bjørnvig og Poulsen. De syntes, han var for alvorlig. De kaldte ham Baron von Zerrissenheit, når han kastede sig ud i en lang og oprørt monolog.
Senere kom de alle til Nordsjælland for at lave tidsskrift, og mæcenen Knud W. Jensen og organisatoren Ole Wivel åbnede en ny verden for dem. Bjørnvig var den store digter, Poulsen den store tænker, tidsskrift kunne de ikke finde ud af at lave, så Martin A. Hansen og Wivel måtte tage over, og som sidste redaktion sad Tage Skou-Hansen og Frank Jæger. Men kunne Tage noget, altså ud over at slide i det?
Han havde til forskel fra alle skønånderne erfaringer fra modstandskampen, og dette knyttede ham til Martin A. Hansen, faderfiguren over dem alle. Skou-Hansen søgte ham, forlegent, både som litterær mentor og som den, der også vidste bedre end de drillesyge. Debutromanen om modstandskampen ”De nøgne træer” fra 1957, som er blevet en klassiker, var inspireret af den hårde og konstruktive kritik, Martin A. Hansen havde givet novellen ”Kjeld” (1953). Det var et hårdt slag for den unge Skou-Hansen, at Martin A. Hansen døde i 1955, og at han ikke nåede at opleve romanen.
Knud W. Jensen havde overtaget Gyldendal, og Skou-Hansen var fulgt med som redaktør og konsulent. Men oven på debuten kunne han ikke holde ud at sidde med andres tekster, og han fik job på Askov Højskole, som den gang var et intellektuelt kraftcenter på linje med universiteterne. Livet som højskolelærer var vel ikke hårdere end at han også kunne fortsætte forfatterskabet. Men det skulle vise sig meget svært for Skou-Hansen at leve op til sin egen debut. De tre romaner, han skrev mellem 1962 og 1969, strittede i vidt forskellige retninger.
Så skulle der betales gammel gæld af til Martin A. Hansen, så skulle der skrives modernistisk og eksperimenterende. Intet af det fungerede. Risikoen for at blive et one hit wonder tårnede sig op for forfatteren. ”Hvis lågen binder, så spark”, sagde han en gang til en journalist, der skulle komme. Han fik i 1971 sparket lågen ind til en dokumentarisk, samfundsorienteret og politisk realisme, der samtidig, paradoksalt nok, gav ham anledning til at genoplive sin romantiske helt Holger fra sabotagegruppen, nu som kompromisløs forsvarssagfører og samtidsvidne.
Med hele fire romaner om Holger Mikkelsen fra 1971-80 fik Skou-Hansen sit andet gennembrud og høstede de store priser og den brede anerkendelse. Allerede i 1967 havde han forladt Askov og slog sig med hustruen Ellen og tre børn ned i et parcelhus i Egå uden for Århus. Ikke uden grund blev han også den store skildrer af den nye parcelhuskultur i Danmark.
Omkring 1980 gik Skou-Hansen imidlertid død i Mikkelsens stadigt tungere og mere forgrublede fortællestil, og forsvarsadvokaten virkede heller ikke længere som den oplagte tidskronikør, da den venstrefløjskultur, han havde bundet sig så stærkt til, kollapsede. Succes er et tveægget sværd, for tiderne skifter, og Skou-Hansens brand som gedigen rugbrødsrealist med venstreorienteret aura var mildt sagt ikke en salgbar vare til de unge postmodernistiske og minimalistiske generationer. Men faktisk opfandt Skou-Hansen sig selv endnu en gang med de mere luftige, mystiske og metafysiske kortromaner om Århus-studenten Aksel, der valgte den forkerte side og meldte sig til den tyske hær for at komme til Østfronten og slås.
De fire ”Historier fra Det runde bord”, der udkom i årene 1986-1991, var forfatterskabets tredje kulmination med ”De nøgne træer” og Mikkelsen-sagaen som de to første. Kunstnerisk var det en lykke for Skou-Hansen at føle, at han kom tilbage og også kunne behandle det gamle modstandsstof på en ny måde, samtidig med at interessen for de ”fem forbandede år” blot syntes at blive større og større som tiden gik.
Når man mødte Tage Skou-Hansen personligt, blev man først slået af, hvor høj han var og hvor stærk han så ud. Bag forfatterskabets kongerække af frihedskæmpere, frontsoldater og fodboldspillere stod der tydeligvis også en rigtig mand. Når man så talte med Tage Skou-Hansen, blev man slået af den store følsomhed, han udstrålede. Den kunne overrumple én og næsten gøre forskrækket, måske fordi den var så fjernt fra den bryskhed eller bestemthed, man instinktivt kom til at forvente af en skikkelse med så maskulint et omrids. I følsomhed har han næppe ligget langt efter vennen Klaus Rifbjerg, der døde tidligere i år, og selv om følsomheden var kanal for hans kunstneriske impuls, var den ham også i perioder en byrde.
Efter de små romaner om Aksel afsluttede han sagaen om Holger Mikkelsen (der fik sin Gerda til sidst) med to romaner i 1996 og 2000. Han ville gerne have skrevet noget mere, men han havde trukket en del på det samme stof, og kræfterne rakte ikke til at forvandle det endnu en gang. Det blev dog til enkelte fine noveller og essays i 00'erne, og i 2013 blev de nye tekster sat sammen med lidt ældre ”lejlighedstekster”, der aldrig havde været trykt uden for deres oprindelige sammenhæng.
Udvalget blev, med Skou-Hansen på sidelinjen, sat sammen af et team af udgivere med Gyldendals direktør Johannes Riis, datteren Gerd, præsten og vennen Ole Juul samt undertegnede under titlen ”Indhentet af erindring. Digt og virkelighed”. Der er masser at tage fat på for nye læsere, og glem ikke i disse ”Knausgård-skriver-om-fodbold”-tider, at det var Skou-Hansen, der indførte fodbold (og sport i det hele taget) som naturligt motiv i dansk litteratur.
Billedet af Skou-Hansen som romanforfatter er så litteraturhistorisk indgroet, at det nemt kan overskygge, at han også var essayist, som det ikke mindst er bevidnet i Hans Hertels to tekstudvalg ”Det midlertidige fælleskab” (1972) og ”Den forbandede utopi” (1995). I essayformen slog erindringen poetiske gnister, og han udnyttede sin eminente evne til karakteristik af personer og miljøer, det hele iblandet indtrængende analyser af Danmark før og nu. Som vi efterhånden har vænnet os til at Søren Ulrik Thomsen både er en stor lyriker og en stor essayist, bør vi få mere sans for, at Tage Skou-Hansen både var en stor romanforfatter og en stor essayist. Man kan faktisk godt være flere ting på en gang, uanset hvad brandet siger.
Givetvis vil gamle læsere også få meget ud af at frekventere forfatterskabet igen. God litteratur bliver nemlig altid ny igen, fordi man selv forandrer sig og kan se de vinkler, man før var blind for. Jeg var endnu en yngre mand under 50 i de år, hvor jeg beskæftigede mig mest intenst med Tage Skou-Hansens forfatterskab, og jeg kunne blive irriteret over, at han (og Holger) lå så meget under for de unge og var så utrolig lydhør over for tidernes skiften. ”Come on Tage”, du er jo selv både historie, legende og myte.
Op i røven med de unge. Og venstrefløjen. Det er jo dig, der har fat i den lange ende. Du var med i krigen. Men da kendte jeg endnu ikke til den mærkelige skrøbelighed og usikkerhed, der kan sætte ind hinsides de 50 og som i sine bedste øjeblikke giver en lydhørhed, der måske - for en stund - kan modarbejde forstokketheden og alle de indgroede refleksers tyranni. Jeg er sikker på, at Tage og Holger endnu har en lektie at lære mig, når jeg skal genlæse alle romanerne. Selv har han nu valgt at lade sig skifte ud efter en stor, kæmpende og kreativ indsats på midtbanen af dansk litteratur.
Lad os klappe ham af banen, mens han går de sidste skridt ud mod sidelinjen.