Tom Cruise er flyvende i ny ”Top Gun”-film

"Top Gun: Maverick” er en forbløffende vellykket opfølger til det 36 år gamle film-hit

"Top Gun: Maverick" er den anden film i serien. Den første udkom i 1986.
"Top Gun: Maverick" er den anden film i serien. Den første udkom i 1986. Foto: Paramount Pictures.

I den amerikanske selvfortælling kæmper såvel folket som eneren for det gode, det sande, det frie. Og alt dette kommer tydeligt til udtryk i Hollywood-film som Tony Scotts "Top Gun" fra 1986, der er en testosterontung, varmeflimrende blockbuster om Pete "Maverick" Mitchell – spillet af en ung Tom Cruise – som uddanner sig til jagerpilot, bekriger russere i luften, mister sin wingman "Goose" og møder kærligheden til tonerne af Berlins "Take My Breath Away".

Den glædelige og overraskende nyhed er, at Joseph Kosinskis opfølger, "Top Gun: Maverick", nok er en lige så mytologiserende historie om amerikanerne og deres militær, men altså også velfortalt, i besiddelse af en vis dybde og selvironi, og spækket med svimlende kampfly-scener.

Her møder vi igen Cruise som Maverick, der nu er en midaldrende mand. Han har aldrig ønsket at stige i graderne og ende bag et skrivebord, nej, han trives bedst i luften, hvor han stadig kun gør, hvad han selv finder rigtigt. Til de overordnedes store fortrydelse.

Men da det viser sig, at "fremmede magter" er nær ved at have udviklet atomvåben i bunden af en slugt i fjendtligt terræn, bliver han tilkaldt. Det er hans gamle fjende og kollega, "Iceman", der nu er admiral, som mener, at han er den eneste, der kan klargøre landets bedste piloter til den umulige opgave. At flyve under radarerne og antiluftskytset og under angreb fra jagerfly præcisionsbombe anlægget.

Træningen og missionen kompliceres yderligere af, at Mavericks ungdomsven Goose, hvis død han stadig føler sig skyldig i, har en søn blandt de unge jagerpiloter. Maverick kan altså enten vælge ham fra til missionen, og dermed ødelægge hans drømme om at genrejse sin far, eller lade ham deltage og indirekte blive skyld i hans død.

Dilemmaet giver "Top Gun: Maverick" substans og ligger som en dirren under først træning og siden missionen, og på vejen hilses der på flere af sangene fra den første film, ligesom et par af de gamle karakterer genbesøges. Kelly McGillis, der spillede Mavericks affære og satte en verden af teenage-hjerter i brand, er dog ikke med. Det er Jennifer Connelly imidlertid, og hun spiller Penny, der ejer baren, hvor piloterne mødes efter dagens træning. Maverick har, forstår man, før været sammen med hende, og selvom Connelly ikke får meget at spille med, tilfører hun relationen liv med sit altid facetterede udtryk.

Facetter er der i det hele taget flere af i "Top Gun: Maverick", som passende kan ses af dem, der så etteren som unge og nu er 36 år ældre og rent faktisk interesserer sig for persontegning, dialog og psykologi. Noget Bergmansk kammerspil er det dog langtfra, men har ikke desto mindre noget mere modent og eftertænksomt over sig. Og så en klædelig ironi. Som når Maverick flere gange bliver mødt af et "Se ikke på mig med det udtryk" og hver gang svarer: "Det er det eneste, jeg har." Tydeligvis en kommentar til Cruises endimensionelle skuespil i den første film. Og til hans skuespil i al almindelighed, kunne man måske tilføje.

Hvad der måtte mangle dér findes til gengæld til overflod i flyvescenerne. I jagerflyenes stigninger, fald og sving og indbyrdes koreografi i drøn af turbinestøj. Teknologien har været med filmen, og selvom den første blev rost for sine luftslag, er det her på et helt, helt andet niveau.

Da "Top Gun" gik i biograferne, steg ansøgningerne til pilotuddannelsen hos U.S. Navy Fighter Pilots med 500 procent. Sådan kan det meget vel gå igen, og det siger noget om, hvordan begge film dyrker den amerikanske selvfortælling. Men denne gang altså på en måde, som fungerer langt bedre. I hvert fald for det ældre publikum. Det kan være de nye unge stadig er mest til etteren. Men filmene er, hvad enten man er til den ene eller anden, skåret over samme patriotiske læst.