Tom Kristensen skrev digte for at blive udødelig, men drak sig fuld for at blive ”Tom”

BaggårdTeatret i Svendborg har i dag premiere på ”Tom” om digteren og mennesket Tom Kristensen. Ham husker steddatteren, Sinnet Anna Liljestrøm, stadig med glæde, og hans ånd kan stadig mærkes på Thurø

Tom Kristensen skrev digte for at blive udødelig, men drak sig fuld for at blive ”Tom”. Billede fra Tom Kristensens Mindestue. –
Tom Kristensen skrev digte for at blive udødelig, men drak sig fuld for at blive ”Tom”. Billede fra Tom Kristensens Mindestue. –.

Tom Kristensens steddatter åbner døren i en sky af glæde og cigaretrøg. Den 85-årige kvinde, der egentlig hedder Sinnet Anna Liljestrøm, men bare bliver kaldt Nonne her på egnen, dykker ned i sin lomme og finder et lille ovalt smykkeskrinsaskebæger frem og skodder cigaretten og smækker låget i – med samme bevægelse, så hun som en garvet tryllekunstner med få sekunders forsinkelse efter sit lille forsvindingsnummer kan række hånden frem til sine gæster. For hun er glad for besøget. Og hun elsker at fortælle om sin elskede stedfar, ”Tom”, som hun stadig savner at ryge sammen med og ikke mindst lytte til.

”Jeg tiggede ham altid om at fortælle historier og læse digte op. For han var meget ydmyg selv, men han var alligevel altid et selskabs naturlige midtpunkt. Alle ville høre, hvad Tom havde at sige. Og han kunne også fortælle de mest fantastiske historier,” siger Sinnet Anna Liljestrøm og byder os indenfor, mens hun igen roder rundt i lommen og nu fisker en hjerteformet sten op med et nærmest lykkeligt smil:

”Se, er den ikke smuk? Jeg har lige fundet den på stranden i dag,” siger Sinnet Anna Liljestrøm, der har samlet på smukke ting og ord hele livet.

Og mange af dem stammer fra Tom Kristensen. Nu bor hun endda i et lille charmerende hus på en smal stribe af den samme grund som Tom Kristensens gamle historiske hus Torelore i Thurø.

Mange digtere har i tidens løb snakket og drukket her i haven bag Tom Kristensens gamle hus, Torelore.
Mange digtere har i tidens løb snakket og drukket her i haven bag Tom Kristensens gamle hus, Torelore.

”Stemningen efter Tom og min mor er her overalt. Mange af møblerne og malerierne var også deres, og udsigten er den samme,” siger Sinnet Anna Liljestrøm og peger mod den store gavlvæg, der både fungerer som vindue og en stor indbygget bogreol med udsigt til både Tom Kristensens digte, den grønne græsplæne og det poetiske Sydfynske Øhav, som han ikke var den eneste digter, der skrev om.

Inde ved siden af i Torelore, der i dag er en privat bolig, hænger således stadig et indrammet digt af forfattervennen Frank Jæger:

”Her sejler jeg forbi Dem, Tom, lidt fuldere end da jeg kom”, starter hyldestdigtet. For Tom Kristensens generation af digtere lod sig ikke kun fylde med poesi.

I København havde Tom Kristensen nær drukket sig ihjel. Han faldt mere til ro her på Thurø med sin femte hustru, kaldet Bosse, selvom han heller ikke her lod flasken stå. For digteren Tom Kristensen drak sig også fuld for at blive ”Tom” og få et frirum fra alle de høje forventninger til ham:

”Han var også fuld første gang, jeg så ham, så jeg var lidt skeptisk over at skulle have ham som stedfar, men allerede anden gang, jeg så ham, læste han digte op, og så var jeg solgt. Og det har jeg været siden. Han blev heller aldrig ubehagelig, når han blev fuld. Det var, som om han havde en indbygget stopklods,” siger Sinnet Anna Liljestrøm og tilføjer:

”Jeg kan huske engang, hvor han var fuld og rasende. I vrede tog han sin fars guldur og skulle til at smadre det ned mod bordet, men to centimeter før uret ramte bordkanten, stoppede han hånden. Det var typisk Tom. Selv når han var fuld, kunne han alligevel styre sig.”

Alligevel er Tom Kristensen måske mest kendt for romanen ”Hærværk”, hvori han lader sit alterego Ole Jastrau gå i hundene, mens han digter om sine egne destruktive kræfter:

”Men min Angst maa forløses i længsel/ og i Syner af Rædsel og Nød./ Jeg har længtes mod Skibskatastrofer/ og mod Hærværk og pludselig Død,” skriver han i et berømt digt i romanen.

Det er den Tom Kristensen, som også er udgangspunktet for teaterstykket ”Tom – En musikalsk forestilling om en digter”, der i dag har premiere på BaggårdTeatret i Svendborg og kan opleves på Odense Teater mandag den 24. september. Og her har den tyske instruktør og manuskriptforfatter Petra-Leonie Pichler et lidt andet blik på den danske digter.

”Jeg læste først oversættelsen af ’Hærværk’, som jeg i modsætning til alle andre egentlig ikke var så begejstret for, men da jeg så læste hans digt ’Græs’, begyndte jeg at græde og følte mig genkendt som forfatter,” siger hun.

Digtet fra 1927 kan ses som en udløber af Brorsons kendte salme ”Op, al den ting, som Gud har gjort”. hvor Brorson skriver: ”Det mindste græs jeg undrer på”. For Tom Kristensens digt udspiller sig også mellem græsstråene, hvor verden vokser sig stor, mens digterjeget på den ene side ved, at den sande salighed er at være ”lille og lykkelig nok”, men på den anden side ikke kan slippe sine ”drømme om storhed”.

Teaterforestillingen handler om digterens kamp for at udfylde sin rolle i livet.

Allerede som dreng blev den lille Tom, navngivet efter ”Onkel Toms Hytte”, opflasket med, at han skulle blive noget stort af faderen, der selv byggede evighedsmaskiner.

”Jeg tror måske, at Tom Kristensen forsøgte at skrive sig tæt på faderen ved at skrive sig ind i den evighed, som faderen også rørte med sine evighedsmaskiner. Tom Kristensens evighedsmaskiner var bare hans digte,” siger Petra-Leonie Pichler, der samtidig ser en klar narcissisme i Tom Kristensen, som havde nok i sin egen lyrik og sit eget kaos og derfor aldrig skrev et ord om de to verdenskrige, han skrev imellem.

Tilbage på Thurø kan steddatteren godt genkende længslen efter udødelighed i Tom Kristensen, men hun fastholder, at han var ydmyg til det sidste:

”Jeg kan huske, at Tom engang spurgte, om jeg troede, at han levede, når han døde. Og med det mente han, om han blev læst. Men den usikkerhed viser jo også, at han var ydmyg. For han forblev usikker på, om han var god nok, men han var jo fortryllende.”

For Tom Kristensen kunne netop som Brorson se poesien i de små ting.

”Han talte også meget om folk med se-øjne, fordi der jo findes så mange, der ikke kan se, selvom de har øjne,” siger steddatteren og giver sig til at citere en strofe fra Tom Kristensens digt ”Henrettelsen” fra 1922:

”Jeg ser en bille vandre tryg

med grønt metal på hvælvet ryg,

den vandrer mod

en bøddelfod.”

Steddatteren vandrer selvgennem Thurø og leder os mod det lokale arkiv, hvor hun har indrettet en mindestue for Tom Kristensen.

Tom Kristensens sted-datter, Sinnet Anna Liljestrøm, bor stadig på Thurø og har indrettet en mindestue for digteren på det lokale arkiv i Thurø.
Tom Kristensens sted-datter, Sinnet Anna Liljestrøm, bor stadig på Thurø og har indrettet en mindestue for digteren på det lokale arkiv i Thurø. Foto: Leif Tuxen

Og her kan man tydeligt se, at Tom Kristensen allerede som levende digter modtog masser af anerkendelse. På væggen hænger blandt andet diplomet fra dengang, han fire år før sin død af et enstemmigt sogneråd blev udnævnt til æresborger på Thurø. Forinden var han for længst blevet ridder af Dannebrog, og billederne på væggene viser ham også i selskab med mange af datidens største personligheder.

For eksempel ser det ud til, at han og Karen Blixen ikke kun nyder deres tobak, men også hinandens selskab. Og tiden på Thurø blev måske også den lykkeligste i Tom Kristensens liv.

”Selv hans begravelse blev så festlig, at flere af gæsterne bagefter ringede og sagde undskyld, fordi de havde grinet så højt til selskabet bagefter, men det var lige i Toms ånd,” siger Sinnet Anna Liljestrøm, inden hun viser vej til kirkegården, hvor både hendes mor, mand og Tom Kristensen ligger begravet. Men Tom Kristensen har fået den bedste plads med udsigt over sundet til Svendborg.

”Min mor havde købt pladsen, fordi hun havde en datter, der døde tidligt. Men Tom var selv så stolt over, at han skulle ligge her,” siger Sinnet Anna Liljestrøm og kigger op på Tom Kristensens store gravsten, der hæver sig over græsset – meget større end hustruens lidt usynlige grav sten i stengærdet bag ham, men nederst på digterens store gravsten er der hugget to linjer ud fra digtet ”Græs”: ”Bøjer mig så dybt som jeg kan, vokser min verden sig stor”, står mellem de små virkelige græsstrå, der nu bøjer sig i vinden for evighedens poesi.

”Jeg tror, at det er et kristent digt. Tom var kristen, og han troede på, at han en dag skulle løftes op i himlen til Gud. Jeg bøjer mig også så dybt, som jeg kan, og håber, at han havde ret,” siger hun og fisker den hjerteformede sten op af lommen. For den skal op til ”mor og Tom”.8

Tom Kristensen har fået den bedste plads på Thurø Kirkegård med udsigt over sundet mod Svendborg. Og hans gravsten er ikke for ingenting omgivet af græs, for på stenen står der ”Bøjer mig så dybt som jeg kan vokser min verden sig stor” – fra digtet ”Græs”. –
Tom Kristensen har fået den bedste plads på Thurø Kirkegård med udsigt over sundet mod Svendborg. Og hans gravsten er ikke for ingenting omgivet af græs, for på stenen står der ”Bøjer mig så dybt som jeg kan vokser min verden sig stor” – fra digtet ”Græs”. – Foto: Leif Tuxen