Tom Kristensen skrev digte for at blive udødelig, men drak sig fuld for at blive ”Tom”

BaggårdTeatret i Svendborg har i dag premiere på ”Tom” om digteren og mennesket Tom Kristensen. Ham husker steddatteren, Sinnet Anna Liljestrøm, stadig med glæde, og hans ånd kan stadig mærkes på Thurø

Tom Kristensen skrev digte for at blive udødelig, men drak sig fuld for at blive ”Tom”. Billede fra Tom Kristensens Mindestue. –

Tom Kristensens steddatter åbner døren i en sky af glæde og cigaretrøg. Den 85-årige kvinde, der egentlig hedder Sinnet Anna Liljestrøm, men bare bliver kaldt Nonne her på egnen, dykker ned i sin lomme og finder et lille ovalt smykkeskrinsaskebæger frem og skodder cigaretten og smækker låget i – med samme bevægelse, så hun som en garvet tryllekunstner med få sekunders forsinkelse efter sit lille forsvindingsnummer kan række hånden frem til sine gæster. For hun er glad for besøget. Og hun elsker at fortælle om sin elskede stedfar, ”Tom”, som hun stadig savner at ryge sammen med og ikke mindst lytte til.

”Jeg tiggede ham altid om at fortælle historier og læse digte op. For han var meget ydmyg selv, men han var alligevel altid et selskabs naturlige midtpunkt. Alle ville høre, hvad Tom havde at sige. Og han kunne også fortælle de mest fantastiske historier,” siger Sinnet Anna Liljestrøm og byder os indenfor, mens hun igen roder rundt i lommen og nu fisker en hjerteformet sten op med et nærmest lykkeligt smil:

”Se, er den ikke smuk? Jeg har lige fundet den på stranden i dag,” siger Sinnet Anna Liljestrøm, der har samlet på smukke ting og ord hele livet.

Og mange af dem stammer fra Tom Kristensen. Nu bor hun endda i et lille charmerende hus på en smal stribe af den samme grund som Tom Kristensens gamle historiske hus Torelore i Thurø.

Mange digtere har i tidens løb snakket og drukket her i haven bag Tom Kristensens gamle hus, Torelore.
Mange digtere har i tidens løb snakket og drukket her i haven bag Tom Kristensens gamle hus, Torelore.

”Stemningen efter Tom og min mor er her overalt. Mange af møblerne og malerierne var også deres, og udsigten er den samme,” siger Sinnet Anna Liljestrøm og peger mod den store gavlvæg, der både fungerer som vindue og en stor indbygget bogreol med udsigt til både Tom Kristensens digte, den grønne græsplæne og det poetiske Sydfynske Øhav, som han ikke var den eneste digter, der skrev om.

Inde ved siden af i Torelore, der i dag er en privat bolig, hænger således stadig et indrammet digt af forfattervennen Frank Jæger:

”Her sejler jeg forbi Dem, Tom, lidt fuldere end da jeg kom”, starter hyldestdigtet. For Tom Kristensens generation af digtere lod sig ikke kun fylde med poesi.

I København havde Tom Kristensen nær drukket sig ihjel. Han faldt mere til ro her på Thurø med sin femte hustru, kaldet Bosse, selvom han heller ikke her lod flasken stå. For digteren Tom Kristensen drak sig også fuld for at blive ”Tom” og få et frirum fra alle de høje forventninger til ham:

”Han var også fuld første gang, jeg så ham, så jeg var lidt skeptisk over at skulle have ham som stedfar, men allerede anden gang, jeg så ham, læste han digte op, og så var jeg solgt. Og det har jeg været siden. Han blev heller aldrig ubehagelig, når han blev fuld. Det var, som om han havde en indbygget stopklods,” siger Sinnet Anna Liljestrøm og tilføjer:

”Jeg kan huske engang, hvor han var fuld og rasende. I vrede tog han sin fars guldur og skulle til at smadre det ned mod bordet, men to centimeter før uret ramte bordkanten, stoppede han hånden. Det var typisk Tom. Selv når han var fuld, kunne han alligevel styre sig.”

Alligevel er Tom Kristensen måske mest kendt for romanen ”Hærværk”, hvori han lader sit alterego Ole Jastrau gå i hundene, mens han digter om sine egne destruktive kræfter:

”Men min Angst maa forløses i længsel/ og i Syner af Rædsel og Nød./ Jeg har længtes mod Skibskatastrofer/ og mod Hærværk og pludselig Død,” skriver han i et berømt digt i romanen.

Det er den Tom Kristensen, som også er udgangspunktet for teaterstykket ”Tom – En musikalsk forestilling om en digter”, der i dag har premiere på BaggårdTeatret i Svendborg og kan opleves på Odense Teater mandag den 24. september. Og her har den tyske instruktør og manuskriptforfatter Petra-Leonie Pichler et lidt andet blik på den danske digter.

”Jeg læste først oversættelsen af ’Hærværk’, som jeg i modsætning til alle andre egentlig ikke var så begejstret for, men da jeg så læste hans digt ’Græs’, begyndte jeg at græde og følte mig genkendt som forfatter,” siger hun.

Digtet fra 1927 kan ses som en udløber af Brorsons kendte salme ”Op, al den ting, som Gud har gjort”. hvor Brorson skriver: ”Det mindste græs jeg undrer på”. For Tom Kristensens digt udspiller sig også mellem græsstråene, hvor verden vokser sig stor, mens digterjeget på den ene side ved, at den sande salighed er at være ”lille og lykkelig nok”, men på den anden side ikke kan slippe sine ”drømme om storhed”.