Prøv avisen

Tomas Espedal: Ingen ved, hvor længe glæden vil vare

"Det at være religiøs hører bare til det at være menneske. Mennesket må tro. Hvis man hele tiden vidste alt, så var man ikke længere et menneske. Og de, der fravælger tro, er halve mennesker," siger Tomas Espedal, der i hjemlandet Norge er blevet spået samme fremtid og gennembrud som landsmanden Per Petterson. -- Foto: Leif Tuxen

Den bogaktuelle norske forfatter Tomas Espedal lever et liv i evig angst for død og ensomhed. "Det er prisen for at elske livet så højt," siger han

Meget symptomatisk er der ingen tale, der forstummer, og ingen ansigter, der vender sig og kigger nysgerrigt, da Tomas Espedal træder indenfor i den gamle Paludan Bogcafé i København, hvor Kristeligt Dagblad i anledning af hans nye bog, "Mod kunsten", har sat ham stævne. Selvom han har haft status af forfatter gennem de seneste 22 år og har en pæn produktion af bøger bag sig, har han ikke nogen stor læserskare i ryggen og genkendes således heller ikke af alle og enhver i offentligheden. Og det passer tilsyneladende den norske forfatter særdeles godt.

"Ret få mennesker har læst mine bøger. Det har jeg altid godt kunnet lide. Nogen hævder jo også, at hvis man har for mange læsere, så er det, fordi bogen er dårlig," siger han og ser næsten spørgende op som for at sikre sig, at det ikke lyder pralende, da han bagefter bekræfter, at der også er lidt prestige i at være en forfatter for de få.

Men med sin seneste bog, "Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv", ramte Tomas Espedal dog et lidt bredere publikum, og for sin nye bog "Mod kunsten" blev han indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i år og har også vundet Kritikerprisen. Så den norske forfatter skal måske til at vænne sig til at have et større publikum, og det har han det ikke helt nemt med.

"Jeg er ikke bange for at blive mainstream, men jeg er bange for at miste kontrollen. Det er vældig angstprovokerende at miste kontrollen, når man er et kontrolmenneske, som jeg er," forklarer han fra den anden side af bordet, hvor han under hele interviewet sidder med siden til som for at kunne beskytte sig selv mod udefrakommende farer.

Og farer er der så rigeligt af her i livet set med Tomas Espedals øjne. Overalt lurer katastrofen og truer med at ødelægge det liv, som nordmanden ellers elsker så højt. I den selvbiografiske "Mod kunsten" beskriver han, hvordan han på et tidspunkt i sit liv bare sad og ventede på, at en ulykke, et dødsfald skulle ramme ham og hans familie, og hvordan han forundret måtte konstatere, at det ikke skete.

I øjeblikket er der særlig en bekymring, som optager forfatteren. Det kommer frem, da han fortæller om, hvor glad han er for sit hjem, og hvor dejligt han synes, at han bor. For med ét ændres den glædelige fortællen til gru.

"Men hvor længe vil den glæde vare? Min datter flytter om kort tid, og jeg tænker på det hele tiden, sidder om aftenen og skælver ved tanken. Så skal jeg sidde alene i det her hus, og det er jeg virkelig angst for. Hele min tilværelse har jeg boet med mine børn, så er det skræmmende at skulle bo alene," siger Tomas Espedal og viser med hænderne, hvordan de skælver, når angsten overmander ham.

"Det har ikke noget at gøre med, at huset ligger øde eller noget, for det gør det ikke. Det er noget andet, jeg er bange for. Jeg er angst for at dø, angst for eksistensen og angst for angsten."

Tomas Espedals ellers milde øjne får et næsten panisk skær, da han fortæller om den eksistentielle angst, som han lider af, men som han også er fuldt ud bevidst om. Så bevidst, at han godt ved, hvorfor den fylder en stor del af hans personlighed.

"Rædslen er så stærk, fordi jeg er så knyttet til livet. Jeg elsker livet. Elsker naturen, byer, bygninger, kvinder, mænd og dyr, og det er derfor, angsten er der," forklarer han og slutter med et af de karakteristiske korte grin, der mest virker, som om de skal dæmme op for hans generthed, og får forfatterens milde øjne til at mindskes til små sansende sprækker.

I sin nyeste bog kredser han også meget om angsten for at miste. Og angsten har rod i virkelighedens oplevelser. Kort efter hans egen mors død døde også moderen til hans egne to børn, og han blev for otte år siden fra den ene dag til den anden alenefar til to børn på 6 og 10 år. En oplevelse, der har været traumatisk, men også har bragt ham uventet lykke.

"Tro mig, hvis en mand kunne vælge, ville han aldrig vælge at blive alene med to børn. Men det var en nødvendighed, og selvom det har været hårdt, har det også været noget af det fineste og mest fantastiske, jeg har oplevet. Det har givet mig en nærhed og et indgående kendskab til mine børn, som jeg ellers ikke ville have fået. Det var en gave, at jeg kom så tæt på dem midt i den tragedie, at de mistede deres mor," siger han.

Når angsten får for godt tag i den 48-årige nordmand, er våbnet skriveriet. Men hvad med troen? Er den norske forfatter religiøs?

"Absolut. Absolut. Men religion er en vanskelig ting. Og jeg har ingen religiøs følelse, som kan formilde min eksistentielle angst. Når man ligger alene med sine to børn, og de sover, og du ikke ved, hvad fremtiden bringer, så har man ikke noget andet valg end at folde sine hænder. Og det gør jeg. Men jeg har ingen tro på, at det hjælper. Jeg har aldrig fået det, jeg bad om, og jeg tror heller ikke på, at man får det, man beder om."

Men hvorfor så bede, hvis du ikke tror på, at det nytter?

"Det er man nødt til. Det at være religiøs hører bare til det at være menneske. Mennesket må tro. Hvis man hele tiden vidste alt, så var man ikke længere et menneske. Og de, der fravælger tro, er halve mennesker," forklarer han.

Når Tomas Espedal siger, at det er skriveriet, han klamrer sig til, når angsten får et lidt for fast tag i ham, og han samtidig hævder, at hans seneste fire bøger har været fuldstændig selvbiografiske, kan man få mistanken, at forfatterskabet bruges som selvterapi. Men sådan hænger det ikke sammen, påstår den norske forfatter.

"I selvterapi ligger der, at der skal være en form for trøst og helbredelse. Men det, jeg gør, er det modsatte. Jeg river igen og igen skorpen af et sår, som konstant holdes åbent, fordi andre mennesker læser noget om mig, der er meget personligt," siger han og virker oprigtigt overrasket, da han bliver spurgt om, hvorvidt den slags litteratur ikke fremstår meget selvcentreret.

"Det har ikke noget med selvoptagethed at gøre, det har noget at gøre med en undersøgelse af noget liv, som også berører andre. Vi er nogle forfattere, der er blevet trætte af romanerne. Trætte af deres konstruktioner. Hvis du har læst meget litteratur, og det ikke er skrevet ufattelig godt, så er det helt uinteressant. Så vi forfattere må jo forsøge at nærme os nogle nye muligheder, og en af dem er at skrive selvbiografisk," siger han og forklarer, hvordan han selv kom frem til, at dette var måden, han ville prøve at skrive på.

"Jeg fandt ud af, at jeg skulle skrive på den måde, da folk omkring mig begyndte at forsvinde. Pludselig kommer man til at tænke på, hvordan ens mor, mormor og morfar, farmor og farfar egentlig var, og så begynder skrivningen automatisk, fordi man ser dem for sig og har dialogen med dem," siger han og funderer lidt, inden han afslutter sin tale:

"Helt eksakt handler det vel om at genskabe noget af det, man ellers havde glemt."

iwankow@kristeligt-dagblad.dk

Tomas Espedals nye bog er udkommet på forlaget Batzer & Co. og blev anmeldt i Kristeligt Dagblad i lørdags.