Prøv avisen
Bøger

Man har ikke lov at være ligeglad med Løgstrup

Knud Ejler Løgstrup var dr. theol. og professor ved Aarhus Universitet. Han døde i 1981 og ses her sammen med sin hustru, Rosemarie. Foto: Scanpix

Både hårdkogte åbenbaringsteologer og naturbløde skabelsesdittoer bør læse ”Skabelse og tilintetgørelse”. Den er strømmende, overrumplende og sær og helt uomgængelig

I 1959 mødtes en række elever af den tyske eksistensteolog Rudolf Bultmann som så mange gange før. Det havde de gjort siden 1927 igennem den teologiske arbejdskreds Alte Marburger, ikke uden en vis symbolværdi grundlagt samme år som udgivelsen af filosoffen Martin Heideggers monumentale værk ”Væren og tid”.

Danskeren K.E. Løgstrup var også til stede, og han var åbenbart ikke bange af sig, for selvom den mægtige Heidegger ligeledes deltog, tøvede Løgstrup ikke med en modig påstand: ”Skabelse er et filosofisk begreb,” hævdede han ifølge mødeprotokollerne uforfærdet.

Det fik Martin Heidegger til at replicere, at så var vi jo blot tilbage til skolastisk-katolsk lære om naturlig og fornuftsbåren gudserkendelse, men Løgstrup svarede blot roligt, at evangelisk teologi ”ikke kan have et tomrum dér, hvor den katolske teologi har en filosofi”.

Dette muntre optrin dukker op i dr.theol. Ole Jensens ellers meget tekniske efterskrift til genudgivelsen af Løgstrups sene hovedværk ”Skabelse og tilintetgørelse” fra 1978. Det er en vigtig fortælling, for den er sigende for flere aspekter af et af de mest indflydelsesrige filosofiske værker i nyere dansk åndshistorie.

Ikke blot fordi Martin Heidegger rumsterer på meget godt og mere ondt i værket, men også fordi den rummer det, vi kunne kalde bogens kernespørgsmål; hvorvidt bemeldte tomrum kan udfyldes af en fænomenologisk metafysik, der tager ”skabelses- og tilintetgørelses”-hoffilosof nummer to, Immanuel Kant, alvorligt. Der skal nu laves det, Svend Andersen i sin ledsager til udgivelsen beskriver som metafysiske forudsætninger for teologien, og de skal være holdbare på et rent filosofisk grundlag. Det vil med andre ord sige, at de ikke må bero i teologien, de skal selvstændigt udfylde ”tomrummet”.

At dette er en nødvendighed, er naturligvis en påstand, som dialektiske teologer eller eksistentialister uden tøven kunne plaffe ned med de akademiske automatvåben, sikkert endda hurtigere end de (berettiget) ville kunne håne Løgstrups tvivlsomme stilistiske evner.

Men det ville være uklædeligt og i øvrigt et udtryk for det, Løgstrup kaldte parasitær polemik. ”Skabelse og tilintetgørelse” fortjener så meget bedre.

For selvom dets berømte, defensive forord hævder, at bogen ”set med epokens øjne” vil ligne en vigende bagtrop på tilbagetog, fordi der tales om metafysik i en tid, der har aflivet metafysikken, er der nu ingen grund til ydmygheden i dag. ”Skabelse og tilintetgørelse” bør qua sin kulturkritiske strategi ingenlunde betragtes som antikveret. Genudgivelsen er ikke et tegn på ligegyldig dyrkelse af det, der for længst henslæber tilværelsen i anakronismens mørke.

Tværtimod bør hårdkogte åbenbaringsteologer såvel som naturbløde skabelsesdittoer gøre arbejdet, der skal til, for at forstå så pakket og svampet et værk. I modsætning til Martin Heideggers teknokratisk-golde værensstrukturer fra ”Væren og tid” er universet i ”Skabelse og tilintetgørelse” nemlig strømmende, overrumplende og sært - selvom Løgstrup, til tider, skriver heldårligt.

Det mest presserende anliggende i dag må uden tvivl være værkets evne til at syntetisere filosofi, kunst, videnskabshistorie og teologi til et opgør med positivismen. Det sker eksempelvis gennem en overset passage, hvor landskabsmaleriets pludselig popularitet i det 19. århundrede samt dets likvidering af det 20. århundredes modernisme kobles sammen med det sekulariserede verdensbillede og rummets nyvundne uendelighed.

En af denne nyudgivelses største berettigelser er også, at Svend Andersen i kommentarbindet har samlet og optrykt alle de malerier, Løgstrup behandler. Det er pædagogisk relevant og godt gennemført.

En anden lignende syntese af kunst, filosofi og videnskab opstår i en skæv undersøgelse af Herman Melvilles romanmesterværk ”Moby Dick” fra 1851, hvor Løgstrup aggressivt demonstrerer konsekvenserne af en tanke om, at verdens farvethed blot er noget, der tilhører vores subjektive bevidsthed. For hvis man kobler sådan en subjektivisme sammen med videnskabens landvindinger, vil vi, med ord fra ”Moby Dick”, stirre os blinde på verden omkring os i den tro, at den er et enormt ligklæde. Og under subjektivismens herredømme er hvidhed den mest uhyggelige af alle farver.

Eller, mere Løgstrupsk formuleret: Vi kan ikke lade være med at leve i en mirakeltro på, at verden er så herlig, som den indimellem erfares, for alternativet er langt værre.

Selvfølgelig bør man påpege, at det ligner en slags omvendt naturalistisk fejlslutning, fordi Løgstrup slutter fra bør til er. Det er også stadig et åbent slagsmål, hvad kriterierne for en sand fænomenologisk analyse er. Hvordan kan Løgstrup med andre ord slutte fra sine private og personlige erfaringer til deres intersubjektivitet?

Hvis pladsen tillod det, burde man også diskutere mere teologisk, om ikke Løgstrup er i fare for at ophøje en mere eller mindre tilfældig filosofisk position (hans fænomenologi) til kristendom, fordi den betinger åbenbaringen. Eller om Løgstrups kritik af åbenbaringsteologerne for at være ”kristokratiske” ikke er letkøbt - det kunne jo være, at de faktisk forsøgte at drage konsekvenserne af Johannes-prologens påstand om Ordet, der var hos Gud.

Alle disse ting er naturligvis blevet diskuteret før og vil forhåbentlig blive det igen. Man har lov til at være uenig med Løgstrup. Men man har ikke lov til at være ligeglad med ”Skabelse og tilintetgørelse.”