Prøv avisen

Top 10 over Vatikanets sammenstød med popkulturen

Senest har den katolske kirke meldt ud, at Homer Simpson og hans familie er katolikker. Foto: Lardlad.com

Skal kirken blande sig i kulturlivet? Vatikanet har i hvert fald gjort det. Læs her de 10 mest fremtrædende eksempler.

Den katolske kirke har en holdning til, hvorvidt Homer er katolik, og om Madonna må lade sig korsfæste i et sceneshow.

Det amerikanske magasin Time Magazine har lavet en liste over de 10 mest markante tilfælde, hvor Vatikanet har reageret på brugen af religion inden for film, musik og TV.
 

Beatles er større end Jesus

I 1966 udtalte John Lennon fra bandet The Beatles, at de var mere populære end Jesus Kristus. Det tog den katolske kirke 44 år at tilgive dem for den udtalelse. Først i april 2010 kom Vatikanets avis L'Osservatore Romano med et tilbud om syndsforladelse til musikerne, selvom de selv tidligere har sagt, at udtalelsen ikke skulle tages bogstaveligt.
 
 
 

Sangerinde river paven i stykker

Tilbage i 1992 efter at have optrådt på live-TV tager den irske sangerinde Sinead OConnor et billede frem af Pave Johannes Paul II og river det midt over med ordene Bekæmp den virkelige fjende.

Senere forklarer hun i et interview, at hun gjorde det som et symbol på min afstandtagen til den måde, de underviser folk på, og fordi deres indflydelse verden over skal splittes ad.

Under den seneste tids afsløringer af seksuelt misbrug i den katolske kirke har Sinead OConnor også været ude med kritik af kirken.
 

Homer som katolik

Ifølge Vatikanet er The Simpsons katolikker. En præst har studeret nogle episoder af tegneserien, og fordi familien beder før måltider og på sin egen måde tror på et evigt liv, er de katolikker.

Producenten bag serien Al Jean har udtalt, at Homer ikke er katolik.

LÆS OGSÅ: Vatikanet: Homer Simpson er katolik og "Nej, Homer Simpson er ikke katolik"

 

Madonna og religionen

Sangeren Madonna er en af de kunstnere, der har fået kritik fra den katolske kirke. Hun har selv fået en katolsk opdragelse men bekender sig i dag til Kabbalah-religionen. Madonna har blandt andet udgivet sangen Like a Prayer (Som en bøn red.), hvor musikvideoen er fyldt med religiøse symboler som for eksempel et brændende kors og også Madonna i en intim situation med en helgen.

Sangerinden har under en anden koncert i Rom ladet sig korsfæste. En talsmand fra Vatikanet udtalte i den forbindelse: Denne koncert er en blasfemisk udfordring for troen og en vanhelligelse af korset. Hun burde blive bandlyst. At korsfæste sig selv under en koncert i pavernes og martyrernes by er en handling af åbenlys fjendtlighed.

Madonna selv kalder sig et barn af Gud.
 

The Passion of the Christ

Mel Gibsons film The Passion of the Christ fra 2004 fortæller Jesu lidelseshistorie. Efter en privat fremvisning i Vatikanet udtalte en talsmand for kirke, at Paven syntes om filmen, selvom det dog senere blev understreget, at Paven normalt ikke laver filmanmeldelser.

 
 

 

Er Harry Potter okkult?

Bøgerne og filmene om troldmanden Harry Potter anses af nogle for at være farlige, fordi de kan drive børn nærmere det okkulte.

I 2003, da Pave Benedict XVI ikke var udnævnt til pave men var Kardinal Joseph Ratzinger, havde han en korrespondance med en religiøs forfatter i Tyskland, som havde lavet en afhandling om den potentielle fare ved Harry Potter-universet. Den senere pave skrev dengang: Det er godt, at du oplyser os om Harry Potter-sagen, for det er en udspekuleret forførelse, som er knap mærkbar, og netop derfor har en dyb effekt og korrumperer den kristne tro i unge sjæle, før de overhovedet kan udvikle sig.

Vatikanet har dog også rost Harry Potter-serien og særligt bogen og filmen Harry Potter og Halvblodsprinsen for dens klare skelnen mellem godt og ondt. 
 

Advarsel mod Da Vinci Mysteriet

Dan Browns bøger og film Da Vinci Mysteriet og Engle og Dæmoner har mødt massiv modstand fra Vatikanet.

Instruktør af filmene Ron Howard har udtalt, at Vatikanet forbød dem at optage scener i Rom, og kirken gav dem ikke tilladelse til at filme nogle af de helligste steder i Rom som for eksempel flere af byens kirker. Der har floreret rygter om, at den katolske kirke ville boykotte filmen Engle og Dæmoner, men det blev aldrig gjort, formentlig fordi kirken var bange for, at det ville få den modsatte effekt.

Vatikanet har dog udtalt, at man ikke synes om filmen.
 

Twilight-sagaen er et moralsk vakuum

Teenage-succesen Twilight-sagaen om vampyrer og romancer fordømmes af den katolske kirke. I en udtalelse siger Vatikanet:
Denne film er intet mindre end et moralsk vakuum med et afvigende budskab, og som sådan er det noget, der bør give anledning til bekymring.

 

Avatar blander religion og miljø

Filmsuccesen Avatar om de blå menneskelignende væsener har også mødt kritik i den katolske kirke. Her mener man, at filmen er med til at styrke tendensen til, at miljø og økologi gøres til årtusindets nye religion.

Naturen er ikke længere en skabelse at forsvare, men en guddom at tilbede, skrev Vatikanets officielle avis L'Osservatore Romano som en reaktion på filmen. 
 

Vatikanet påskønner kultfilm

The Blues Brothers er en film om to småkriminelle mænd 'Joliet' Jake Blues (spillet af John Belushi) og Elwood Blues (spillet af Dan Aykroyd).
De er opvokset sammen på et katolske børnehjem i USA, og efter at være blevet prøveløsladt skal de indsamle penge til det børnehjem, hvor de selv har boet. De kalder det selv en mission fra Gud, der dog udføres på en ikke altid ærlig måde.

Vatikanet har selv kaldt filmen for en katolsk klassiker.
 

De fire Beatles-drenge, der selv udtalte, at de var mere populære end Jesus. Foto: Enrique Marcarian
Den irske sangerinde Sinead O’Connor vakte vrede, da hun rev et billede af Paven i stykker.
The Simpsons bliver kaldt katolikker, fordi de beder bordbøn. Foto: Gabriel Boys, AFP Photo
Sangeren Madonna er flere gange blevet kritiseret af Vatikanet for sin sceneoptræden Foto: Leon Neal, AFP Photo
Vatikanet udtaler, at Paven ikke laver filmanmeldelser, men han har alligevel rost Mel Gibsons film "The Passion of The Christ". Foto: Philippe Antonello
Bøgerne og filmene om Harry Potter beskyldes af Vatikanet for at være okkulte.
Vatikanet mener ikke, at påstandene i "Da Vinci Mysteriet" og "Engle og Dæmoner" kan bevises.
Twilight-sagaen om vampyrer og romancer fordømmes af den katolske kirke. Her er det filmens tre hovedrolleindehavere fra venstre Robert Pattinson, Kristen Stewart og Taylor Lautner. Foto: Mario Anzuoni, Reuters
Filmen Avatar beskyldes af den katolske kirke for at gøre miljø til en religion.
Vatikanet roser filmen "The Blues Brothers", der handler om to småkriminelle mænd, der er opvokset på et katolsk børnehjem.