Dansk sikkerhedspolitik blev afgørende ændret med beslutningen om at deltage i den amerikansk-ledede invasion af Irak i 2003. Kalenderen har netop passeret 20-året for denne skelsættende begivenhed, der stadig kaster skygger over daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) regeringstid.
Historieinteresserede kunne have ønsket sig en offentlig høring, hvor der kunne samles op på erfaringerne. I fraværet af en sådan må det hilses velkomment, at en af datidens praktiske aktører i den danske udenrigstjeneste, diplomaten Torben Gettermann, har udgivet sine erindringer om, hvad Danmark som loyal USA-allieret gjorde i samarbejde med koalitionspartnerne. Gettermann tilbragte to år i Irak: Fra maj 2003 til juni 2004 var han Danmarks repræsentant ved CPA (Coalition Provisional Authority) og efterfølgende ambassadør i Bagdad frem til juli 2005.
Kort rekapituleret var situationen, at USA påstod, at det irakiske styre under diktatoren Saddam Hussein var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben, hvilket som bekendt viste sig at være et falsum. FN’s våbeninspektører gennemførte stribevis af besøg uden at levere de nødvendige beviser. Alligevel stillede USA et ultimatum, der krævede Irak afvæbnet. Resultatet blev, at Danmark som medlem af en USA-ledet koalition invaderede Irak på et grundlag, der var i strid med folkeretten.
En umulig vej til demokrati
Undertitlen på Torben Gettermanns bog siger det hele: en insiderberetning om Iraks umulige vej til demokrati. Hans detaljemættede beretning undlader at dissekere den debat i Folketinget, der førte til den skæbnesvangre beslutning. I stedet tager han os med ned i det, man kan kalde det diplomatiske og sikkerhedspolitiske maskinrum: Hvordan genopbygger man et arabisk samfund på ruindyngerne efter en folkeretsstridig krig?
Læserne får indsigt i, hvor vanskeligt det er at indføre demokratiske mekanismer i en stat, der aldrig har haft demokrati. Hvordan samarbejdsrelationer med vore nærmeste allierede blev presset til det yderste. Hvordan Folketinget bevilgede 350 millioner kroner til at indføre god regeringsførelse herunder et anstændigt retssystem – forgæves, skulle det vise sig. Hvordan den amerikanske ledelse af koalitionen enerådigt tilsidesatte stort set alt, hvad de mindre koalitionspartnere forsøgte sig med.
Gettermann siger det ikke direkte, men konklusionen ligger lige for: Danmark deltog ikke for at hjælpe den irakiske befolkning til en bedre tilstand, men for at demonstrere solidaritet med amerikanerne. Statsminister Anders Fogh Rasmussen pløjede dermed en vej direkte til chefstolen som generalsekretær i Nato. Daværende præsident George W. Bush belønnede den mest USA-loyale regeringschef i den vestlige alliance – men konsekvenserne for verdens indretning havde hverken Fogh eller hans udenrigsminister, Per Stig Møller, eller andre blik for: stort set hele det globale syd nærer i dag en afgrundsdyb skepsis over for USA.
Den uforudsete udfordring
Datidens udsendte embedsværk havde forventninger om, at irakerne ville omfavne koalitionen på samme måde som tyskere, italienere og japanere tog imod de allierede befriere i 1945. Men den arabiske del af Mellemøsten frembyder udfordringerne af en karakter, som ingen kunne forudse:
Sammenbruddet i den statsorden, som Irak havde haft, åbnede et rum for Islamisk Stat, hvorved den USA-ledede koalition ufrivilligt leverede en selvopfyldende profeti: De irakiske masseødelæggelsesvåben var ikke kemiske eller biologiske våben, men i stedet fundamentalistisk, militant islamisme, som kunne eksporteres via terrorgrupper, der opererede i Europa.
En af Gettermanns konklusioner er indlysende nedslående: "Det danske bidrag var forsvindende lille i forhold til såvel det amerikanske som det britiske. Reelt blev Danmark og de øvrige koalitionspartnere udnyttet af USA. Vi var gode at have med, fordi det gav koalitionen en eller anden form for legitimitet, men når det kom til stykket, havde vi intet at skulle have sagt og ingen indflydelse på, hvad der foregik i Irak".
Koalitionens indsats blev at ødelægge den stat, der var tilbage efter mange års sanktioner. Den statsdannelse, der er sat i stedet, består frem til i dag af mafiøse grupperinger og kleptokratiske oligarker. Krig mod besættelsesmagten førte til dannelsen af Islamisk Stat.
Ingen udsigt til demokrati
Irak er i dag en kampplads mellem primært iranske og amerikanske interesser, ikke en stabil stat for almindelige irakere. Den islamistiske milits ISIL tog kontrollen med store områder i Irak, herunder byen Mosul, og bredte sig derfra ind i Syrien. Derefter blev kalifatet udråbt. Missionen for en afvæbning af Saddam-styret var dermed forvandlet til en krig mellem civilisationer. I dag har Irak ikke den ringeste udsigt til hverken stabilitet, demokrati eller velstand.
Folketingets beslutning om at afsætte millionbeløb til genopbygning af Irak var baseret på et tyndt, amerikansk-defineret grundlag, lyder forfatterens hovedkonklusion. Den danske udsendelse af eksperter skete i tiltro til, at der lå en gennemarbejdet amerikansk plan for tiden efter krigen, hvilket ikke var tilfældet. Slingrekursen i Irak blev et kuriøst resultat af amerikansk indenrigspolitik, især kampagnen for at sikre genvalget af George W. Bush i 2004. Krigens konsekvens for irakerne blev den stik modsatte af det tilsigtede.
Torben Gettermann har skrevet en bog, der bør indgå som pligtlæsning for alle medlemmer af Folketinget, nuværende som kommende. Plus ansatte i udenrigs- og forsvarsministerierne. Men ingen skal forvente bodsgang fra datidens ansvarlige. Den kommission, der skulle undersøge grundlaget for krigen, blev nedlagt, og den regeringschef, der afviklede kommissionen, er i dag Mette Frederiksens (S) udenrigsminister.
Torben Gettermann: Krigszone. En insiderberetning om Iraks umulige vej til demokrati 2003-2005. 336 sider. 349,95 kroner. Gyldendal.