Herbert Blomstedt, årgang 1927, har nået en alder, hvor han ligefrem kan prale med den – selvom det straks skal tilføjes, at netop det ville ligne den svenske æresdirigent for vores radiosymfoniorkester meget dårligt. Hvis han føler en berettiget stolthed over sine talrige meritter i musikkens tjeneste, er det givetvis en ydmyg sådan. Ved den første torsdagskoncert i december havde han sat Johannes Brahms på programmet i form af to vældige værker, der passer fortrinligt sammen: den første klaverkoncert efterfulgt af den første symfoni.
Hver gang man hører Brahms-koncerten, der står i d-mol og bærer opusnummeret 15, må man forbløffes over, at han komponerede den allerede i 1858, som blot 25-årig. Det er nemlig et uhyre fyldigt og modent værk, skiftevis stormende og ømt i sin karakter. Det stormende klarede aftenens pianist, den 36-årige tysker Martin Helmchen, med overbevisende virtuositet, og i de mere inderlige passager forstod han at ”lytte indad” i sit spil. Og en uhyre veloplagt Herbert Blomstedt ledte DR Symfoniorkestret (DRSO) sikkert gennem den stormomsuste orkestersats. På den måde blev oplevelsen langt stærkere, end da man for fire uger siden i DR Koncerthuset oplevede en koncert, hvor pianisten i Brahms’ anden klaverkoncert, komponeret 22 år senere end den første, så at sige havde valgt sin egen sejlrende.
Efter pausen kunne man opleve Blomstedt i en af hans karrieres signaturværker: Brahms’ første symfoni, som komponisten først efter lange og mange overvejelser fik skrevet færdigt: Beethovens ikoniske niende symfoni kastede stadig lange skygger, og Brahms havde alvorlige anfægtelser med at tage arven op. Blomstedt har tidligere vist, at denne Brahms-symfoni ligger fint for ham – blandt andet da han for cirka 15 år siden i forbindelse med en nobelfest i Oslo fremførte den med Leipzigs legendariske Gewandhaus Orchester, som han dengang var chefdirigent for.
Nu som dengang dirigerede han det tre kvarter lange værk med stort overblik og fuldendt balance i alle dets fire satser. Ikke mindst fjerdesatsen blev med sin strukturelle parallel til finalesatsen fra Beethovens niende symfoni en stærk oplevelse. Ligesom i klaverkoncerten var der et væld af detaljer i DRSO’s orkesterspil at fryde sig over – strygernes silkebløde spil i de mange romantisk-melodiske passager, anført af koncertmester Christina Åstrand, Eva Steinaas dårende dejlige obospil, når hun lader sit instrument lette som en lærke over det bølgende orkesterbrus, og messingblæsernes vælde, der næsten altid er en del af oplevelsen i de større Brahms-værker.
Man forlod Den Blå Kubus på Amager i opløftet tilstand over mødet med Brahms og Blomstedt. ”Still going strong” er nærmest en eufemisme i forbindelse med det svenske dirigentfænomen, der klarer en lang og udfordrende romantisk symfoni uden partitur, ligesom han tilsyneladende ikke finder det nødvendigt at bruge stok – hverken spadsere- eller taktstok.