Torsdagskoncert var en mindeværdig oplevelse

Mozarts mirakuløse klarinetkoncert var matchet med Prokofjevs voluminøse sjette symfoni

Sæsonens sidste torsdagskoncert blev en mindeværdig oplevelse, selvom man på forhånd kunne nære en vis skepsis over for programsætningen. Først skulle vi høre Igor Stravinskijs Pulcinella-suite, en moderne komponists fornøjelige ”hilsen” til barokmusikken – hvor det måske var nyttigt at vide, at Pulcinella står for den klassiske Mester Jakel-skikkelse - dernæst to vidt forskellige værker af Mozart og Prokofjev.

Stravinskij-stykket blev en let anretning, inden vi kom til de to hovedretter. Når det gælder Mozart, føler man oftest ingen trang til at spare på superlativerne. Hans klarinetkoncert, som han komponerede få måneder inden sin død i december 1791 – nummer 622 af de 626 i Köchel-fortegnelsen over hans værker – er mirakuløs, sandsynligvis den bedste blæserkoncert nogensinde. I hvert fald som den blev spillet i DR Koncerthuset af symfoniorkestrets soloklarinettist, Johnny Teyssier. Han var i den grad klar over, hvad han havde mellem hænderne, og tempovalget i alle tre satser var lige så naturlige som et barns smil. Dertil kom, at hans klang var forbilledlig, tæt og fast – man blev mindet om, at instrumentet er en træblæser, og man kom til at tænke på, at Mozart i slutningen af sit liv var blevet stærkt inspireret af mødet med en de førende kammermusikere i den tids Wien, Anton Stadler. Det bekendtskab kastede også et par kammermusikalske genistreger af sig: klarinetkvintetten og Keglebanetrioen.