Sæsonens sidste torsdagskoncert blev en mindeværdig oplevelse, selvom man på forhånd kunne nære en vis skepsis over for programsætningen. Først skulle vi høre Igor Stravinskijs Pulcinella-suite, en moderne komponists fornøjelige ”hilsen” til barokmusikken – hvor det måske var nyttigt at vide, at Pulcinella står for den klassiske Mester Jakel-skikkelse - dernæst to vidt forskellige værker af Mozart og Prokofjev.
Stravinskij-stykket blev en let anretning, inden vi kom til de to hovedretter. Når det gælder Mozart, føler man oftest ingen trang til at spare på superlativerne. Hans klarinetkoncert, som han komponerede få måneder inden sin død i december 1791 – nummer 622 af de 626 i Köchel-fortegnelsen over hans værker – er mirakuløs, sandsynligvis den bedste blæserkoncert nogensinde. I hvert fald som den blev spillet i DR Koncerthuset af symfoniorkestrets soloklarinettist, Johnny Teyssier. Han var i den grad klar over, hvad han havde mellem hænderne, og tempovalget i alle tre satser var lige så naturlige som et barns smil. Dertil kom, at hans klang var forbilledlig, tæt og fast – man blev mindet om, at instrumentet er en træblæser, og man kom til at tænke på, at Mozart i slutningen af sit liv var blevet stærkt inspireret af mødet med en de førende kammermusikere i den tids Wien, Anton Stadler. Det bekendtskab kastede også et par kammermusikalske genistreger af sig: klarinetkvintetten og Keglebanetrioen.
Sjældent har en pause ved en symfonisk koncert været så velkommen, for med Prokofjevs symfoni nr. 6 måtte vi bevæge os over i en ganske anden verden. Anden Verdenskrig var netop overstået – symfonien blev komponeret i 1945-1947 - men den kastede naturligvis lange skygger. Alene i Sovjetunionen havde den kostet mere end 20 millioner mennesker livet. Beundringsværdigt er det, at Prokofjev stort set afstod fra at skrive en bombastisk sejrshymne af en symfoni – som Stalin ville have ønsket det – men i stedet valgte et mere kompliceret koncept, der nok skal have fået mange af hans samtidige til at spørge sig selv om, hvor han ville hen med dette værk, en tanke, der også kan strejfe en nutidig lytter. Men det bastante værk er bestemt imponerende, alene ved sit omfang. Der var nu omkring hundrede musikere på scenen, omkring det dobbelte af det antal, Mozarts klarinetkoncert havde krævet, og Prokofjevs musik var også i sin karakter dobbelt så voluminøs. Men trods en imponerende indsats fra DR Symfoniorkestret og trods Thomas Søndergårds notoriske kendskab til Prokofjev, gik man alligevel fra koncerten med en fornemmelse af, at man fra himlen var kommet ned på jorden igen. Så kan man fundere nok så meget på Grundtvigs ord om, at ved at jorden at blive, det tjener os bedst – vi har brug for det himmelske lys fra Mozarts musik.
Torsdagskoncert med Stravinskij, Mozart og DR Symfoniorkestret. Dirigent: Thomas Søndergård. Johnny Teyssier, klarinet.