”Tour de chambre” lykkes som poetisk sitrende scenekunst

Tine Høeg springer ud som dramatiker med et indfølende intimportræt af ungdommen til alle tider

Anna Bruus Christensen, der spiller hovedrollen som Asta, formår hen ad vejen at tilføje flere nuancer til sin let fortegnede karakter.
Anna Bruus Christensen, der spiller hovedrollen som Asta, formår hen ad vejen at tilføje flere nuancer til sin let fortegnede karakter. Foto: Camilla Winther/Det Kongelige Teater.

Kollegiekøkkenet er akkurat lige så bart, beskidt og tilfældigt, som man husker det. Et fedtplettet komfur, en ramme dåseøl, et vilkårligt sammenskrab af stole. Scenen er sat til coming of age-drama; til akavede forelskelser, famlende identitetssøgen og følelsernes pludselige kastevinde, der går gennem unge kroppe. Og sådan er det også i teaterversionen af Tine Høegs ”Tour de chambre”. Men der er også en anden alvor til stede. Et pludseligt dødsfald gennembryder kollegiesorgløsheden og sender lange skygger ind i voksenlivet. På Det Kongelige Teater er det lykkedes overbevisende at omsætte Høegs bestseller med al den dobbelthed af lys og mørke, fortvivlelse og ekstase, romanen rummer.

Over de senere år har Det Kongelige Teaters lille scene Mellemgulvet med varierende succes sat flere litterære intimværker i scene. Denne gang har man imidlertid allieret sig med forfatteren selv, som her har bearbejdet og omskrevet teksten til dramatik, og måske er det svaret på, hvorfor denne iscenesættelse er særligt vellykket. Måske fordi romanen i forvejen minder om et manuskript med sine hyppige replikskifter og ligefremme talesprog. Under alle omstændigheder er det ikke noget stort epos, vi her får fortalt. Snarere en intens lille fortælling om at finde fodfæste i de første vaklende ungdomsår.

Forestillingen løber i to spor. I nutidssporet er Asta forfatter i 30’erne med skriveblokering, der arbejder på en genstridig portrætbog om den polske betonkunstner Lysander Milo. Fortidsdelen udspiller sig primært i det kollegiekøkken, hvor August, Astas store forelskelse, der også er kærester med bedsteveninden Mai, en dag pludseligt falder om. Det bratte dødsfald forplanter sig som et fælles traume i vennekredsen og åbner en eksistentiel afgrund af martrende fortielser, skyldfølelse og ensomhed under de unge mennesker.

Instruktør Sigrid Strøm Reibo fanger sublimt spændet mellem sorg og sorgløshed i sin iscenesættelse. Især er det vellykket, hvordan musiker Øyunns ømme sang og eksplosive trommespil understreger tekstens ambivalens af rastløshed og smerte. Også Høegs særlige blik for det kantede og akavede, for sproglig pudsighed og tilværelsens små absurditeter finder vej til scenen og får fint liv mellem skuespillerne.

Som hovedrollen Asta er Anna Bruus Christensen både sødmefuld og lidt påtaget ”quirky”. I det hele taget rummer hendes rolle en studentikos selvbeskuen og pseudointellektuel metarefleksion, som virker lidt anstrengt poserende. Bruus Christensen formår dog hen ad vejen at tilføje flere nuancer til sin let fortegnede karakter. Fortegnet er også veninden Mai, som agerer overtænkeren Astas frimodige antitese. Men også Mai udvikler sig hen ad vejen med Fanny Louise Bernths fine sans for at docere sårbarhed bag det kække. Som førsteelskeren August er Mathias Skov Rahbæk sympatisk og opfylder alle krav til sin endimensionelle good guy-karakter, mens moderen, Karen-Lise Mynster, er et sprudlende højdepunkt som prætentiøs kunstnerkliché.

På Det Kongelige Teater har man formået at løfte den ellers lidt fade kollegielivsrealisme til en vedkommende, sart og poetisk forestilling. På scenen får historien nye dybder og en klædelig tempofyldt, ladet energi. Ungdommens højintense følelsesliv og den konstante understrøm af fortabthed og tvivl er indfanget så præcist og rammende, at man et øjeblik bliver ung og sorgfuld igen.