Tove Ditlevsen kunne se mennesket bag kønnet

I Ditlevsens erindringer ser man et pigesind og et helt menneske blive til

Forfatteren Tove Ditlevsen skrev om en tid, som vores velfærdsstat har arbejdet på at komme væk fra.
Forfatteren Tove Ditlevsen skrev om en tid, som vores velfærdsstat har arbejdet på at komme væk fra.

Tove Ditlevsens erindringer ”Det tidlige forår” er nu også genudgivet i forlaget Gyldendals ”Tove-satsning” dette forår, efter at hun fortrængte Klaus Rifbjerg på klassikerlisten.

Og jo, hun er god, men om hun er bedre end Rifbjerg, er en smagssag. Måske er det kigget ind i pigesindet, der er afgørende, det ”Pigesind”, som også var titlen på den første digtsamling, som disse erindringer fortæller om vejen til.

Hun er jo født i 1918, så en del af glæden ved at læse disse erindringer er for mig, der er fra 1946, at se ned i mine forældres ungdom. Høre deres måde at tale på, lade øjnene genbruge vendinger, som tiden dengang anvendte og som fandtes som talemåder i mine forældres sprog.

Den ærlige og præcise omtale af de fattige kår dengang, som var de en naturnødvendighed. De små lejligheder med mados - og død-os, når de lå og døde i dem. Arbejdsløsheden mellem de skiftende sæsonarbejder. Kvindernes surhed over deres ægtemænd på sofaen, forhænget mellem møblerne, som skulle gøre det ud for vægge. Mennesker tæt på hinanden, alt for tæt, alt det, vores velfærdsstat har arbejdet på at komme væk fra. Og som Tove Ditlevsen stræber efter at komme væk fra med sine digte, som de nærmeste først gør nar ad, men som til sidst fører hende til tidsskriftet Vild Hvede og i armene på redaktøren, Viggo F. Møller.

Vi er med fra barndommens tidlige oplevelser af stuen, sømandsbilledet på væggen, og moderens lugt af den evindelige opvask. Men også den stadigt voksende sans for ord, der som en beskyttende hinde lægger sig om den lille Tove. Lidt større stjæler hun sammen med veninden Ruth, og da hun bliver endnu større, strejfer hun rundt efter mænd med veninden Nina, kysser stribevis i gadedøren uden nogensinde at se dem igen, evigt på jagt efter den stabile mand som kan forsørge hende, som man sagde dengang.

Tråden igennem alle oplevelserne er digtene. Og bøgerne, de gamle og støvede, som hun læser for at komme på højde med ordene, der skal indgå i hendes digte i poesibogen, som hun omhyggeligt skjuler for nysgerrige øjne i skuffer, under hovedpuden, indtil hun endelig fremviser dem for en gammel mand med bøger.

Han siger, at der er noget i dem, men heller ikke mere. Hans rolle overtages senere af en anden ældre mand, Viggo F. Møller, der hjælper den 20-årige pige frem. Hun bruger ham til dette formål, og han hende til at få lidt ungdom, for mennesker, har Tove lært, bruger altid hinanden til et eller andet.

Men det er ikke noget at himle op over! Sådan er det bare: unge og gamle, grimme og smukke, de mærkeligste kombinationer mellem kønnene. Hendes pigesind har en vidunderlig solidarisk overbærenhed med hankønnet. Hun kan virkelig se mennesket bag kønnet. Hendes bror har fundet en kammerat til hende: ”Han rejser sig og rækker mig hånden. Han er lille og kraftig. Hans hår er lyst og stridt, og ansigtet er fyldt med filipenser på alle modningstrin (...) Det er min søster, siger Edvin ret overflødigt. Hun er kraftstjeleme pæn, siger Torvald og kører rundt i håret med fingrene”.

Det er så flot ramt, for situationen mellem unge dengang. Taget i øjenhøjde, lige netop. Filipenserne er jo ikke for at udstille ham, kammeraten, men fordi alle har dem i denne alder, piger så vel som drenge. Solidariteten strømmer gennem eksemplet og hele bogen, og stemningen i den er en slags Niels Malmrosk ”Tove 5c”. Efter en anden ung mands mislykkede omfavnelse af hende står der for eksempel:

”Han spørger mig, hvornår jeg vil, og bare for at sige noget lover jeg ham det, når jeg bliver atten år, for der er alligevel så skrækkeligt længe til. Jeg har også en smule ondt af mig selv, fordi hans favntag ikke får den mindste streng til at dirre i mig”.

Sådan ser vi gennem disse erindringer et pigesind blive til. Helt enkelt og uden nogen gåde. Et kvindeligt, almindeligt menneske med forståelige tilbøjeligheder og forståelige afvisninger. Der er ingen dæmoni i Tove, men masser af længsel. En arbejderklassepige, der stræber op og ud af klassen på sin egen stille facon, uden at forkaste sit udgangspunkt, men langsomt på vej væk med ordene som værktøj.

Vi er i verden fra 1924 indtil 1939, hvor Tyskland går ind i Polen, og vi er sikre på, at sådan så verden ud fra Toves synsvinkel, så sikre at vi kan ”genkende” den, selvom vi ikke har oplevet den, men som vi har nedarvet den i os i vores erindring om vores forældres og bedsteforældres væremåde fra dengang! Den stadige kjole, vendt og omsyet, den nye dragt på langvarig afbetaling, de lånte sko.

Men også den løftende drøm om den bedre fremtid, videre, videre, for verden kan kun blive bedre!?

kultur@k.dk