Tove Ditlevsen taler atter ind i tiden

Antologi med glemte og hengemte tekster af Tove Ditlevsen viser, hvor aktuel hun er. Hun skrev meget direkte om sig selv, sådan som de unge digtere også gør det i dag. Det er oplagt, at hun optræder på den nye kanonliste

Tove Ditlevsens betydning har hele tiden stået til diskussion. Det Danske Akademi ville ikke rigtig værdsætte hende, mens hun til gengæld altid har haft mange læsere.
Tove Ditlevsens betydning har hele tiden stået til diskussion. Det Danske Akademi ville ikke rigtig værdsætte hende, mens hun til gengæld altid har haft mange læsere. Foto: Scanpix.

Hvad pokker har de gjort ved Tove Ditlevsen? Det var det første, jeg tænkte, da jeg så den nye antologi ”Jeg ville være enke, og jeg ville være digter”. På bogens omslag har Tove Ditlevsens ansigt fået en så voldsom makeup på, at det fremstår som en grotesk maske: Sorte tårer og knaldrød mund på et kridhvidt ansigt.

Det er kunstnerkollektivet Sort Samvittighed, der står for antologiens illustrationer. De består dels af fotografier med en ung Ditlevsen i opstillede familiepositurer, hvor alt synes idel lykke, dels af fotografier af en ældre og slidt Ditlevsen uden forskønnende filter, og dels af Sort Samvittigheds groft satiriske udstillinger af kvinderoller og lillepigeromantik. Der er masser af maskepi, og det autentiske, som måtte ligge i de nøgne fotografier, synes da også at være et udslag af iscenesættelse.

Derfor kan det også vække nogen undren, når kunstnerkollektivet i det stærkt patetiske ”brev” med titlen ”Kære Tove” indledningsvis udtrykker ærefrygt og beundring for hendes evne til at betragte sig selv med ”hudløs ærlighed” og skrive om det ”råt og usminket”. Skal hun så sminkes, for at vi i dag kan få ægtheden igen og forstå hende? Eller findes der i grunden slet ikke den ægthed, som kollektivet taler om og postulerer?

Det er under alle omstændighed svært at se, hvor den ”ægte” Tove Ditlevsen begynder, og hvor den iscenesatte ender.

Ditlevsen leger altid kispus med læseren. Bedst som man tror at være hende nær i de selvbekendende stykker, så synes det dog alligevel, som om man kommer sandheden nærmere i den poetiske del af forfatterskabet. Hun pendulerer mellem afsløring og tildækning, mellem forstillelse og autenticitet.

Tove Ditlevsen ”leger” med virkeligheden og fiktionen. Det er en metafor, som bliver skamredet i disse år, og den unge digter og redaktør Olga Ravn, der står for antologien, bruger den også adskillige gange. Hun ser Ditlevsen ”lege med sig selv som litterær figur” og udviske grænsen mellem kunst og liv. Man leger med identiteter og masker, og alt er for så vidt et spil.

Hvor autenticiteten bliver af her, er ikke indlysende - med mindre altså at selve det at lege udgør en ny form for autenticitet. Karnevallet er vilkåret. Eller også er det en fejlfortolkning, som Maja Lee Langvad og Kristina Nya Glaffey har hævdet, idet de har påpeget, at identiteten ikke bare er en leg, men også er defineret ved krop og køn.

Olga Ravn har skrevet et udmærket forord, der har betydelig mere sans for det spegende forhold mellem fiktion og virkelighed, end kunstnerkollektivet giver udtryk for i ord. Men også hun mener at vide, hvornår Ditlevsen ”blotter sig fuldstændigt”, og hvornår hun skriver sig selv frem på ny.

For mig at se bliver også blottelsen en iscenesættelse, når det kommer til Tove Ditlevsen. Og det blev til hendes forbandelse, at hun ikke kunne vride sig fri af det spil, som hun delvist var et offer for og delvist selv holdt ved lige. Når man én gang er gået ind i spejlkabinettets labyrint, synes der ikke at være nogen vej ud.

”Glemte tekster” kalder Ravn sit udvalg, og en hel del af teksterne hører da heller ikke til de mest antologiserede. Her er essays, brevkasse-spørgsmål og svar og aforismer. Brevkassen er sjov at læse, fordi den viser Ditlevsens kloge og kontante svar, og fordi den er så tidsbundet. Hører man ”Mads og Monopolet” på P3 i dag, så er rådet for det meste, at man bare skal adlyde sin lyst i et og alt, så man ikke går glip af noget i livet. Havde Ditlevsen siddet ved mikrofonen, havde svarene været nogle helt andre. Hun råder folk til at opdrage sig selv og lade være med at give efter for et blindt begær. Den erotiske oplevelse er ikke alt, og det gælder ikke bare om at kaste sine hæmninger væk.

Den slags svar gør imidlertid ikke Ditlevsen bornert. Og det er hun heller ikke i essay-ene om ægteskab, skilsmisse, druk, galskab og barndomserindringer. Der er fine ting imellem, ikke mindst de humoristiske, men også løsere essays, som først og fremmest fungerer i sammenhængen.

En del af den sammenhæng er smerten, der fungerer som et vandmærke i alle teksterne. Det kan være smerten over en grundlæggende ensomhed, som har plaget Ditlevsen gennem hele livet, og som hun ikke rigtig tror på kan udjævnes. ”Ak,” skriver hun, ”jeg ved endnu ikke, at ensomhed ikke mildnes af, at man er to om den, og at det kun er menneskenes glæder, der vokser af at blive delt ud til andre.”

Kun glæden kan deles, mens livet ikke kan, som hun skriver i en aforisme:

”Jeg har aldrig forstået udtrykket at 'dele livet' med nogen, som man deler et æble. Det er jo da ret beset ikke muligt.”

Og dog deler hun ud af sit liv. I hvert fald på skrift. Hun fortæller om sine ægteskaber, om indlæggelser på psykiatriske afdelinger og om at føle sig ensom i en verden, hvor forældre og søskende er døde. Og så skriver hun sin egen nekrolog, der i satiriske vendinger spidder både hende selv og hendes omgivelser. Hun skriver:

”Dødsfaldet er et stort tab for dansk litteratur, og man kan i dag undre sig over, at denne geniale kvinde aldrig fik tildelt akademiets pris eller blev medlem af den høje forsamling.”

Ditlevsens betydning og værd har hele tiden stået til diskussion. Det Danske Akademi ville ikke rigtig værdsætte hende, mens hun til gengæld altid har haft mange læsere. Nu kommer så en ny generation med Olga Ravn og Sort Samvittighed og ophøjer hende til forbillede. Det er på sin vis ikke så underligt, da vi lige nu er inde i bølge, hvor det autentiske og alvorlige igen er kommet til ære og værdighed. Man ”leger” med sin identitet i al offentlighed og skriver digtsamlinger som for eksempel Asta Olivia Nordenhof, hvor liv og digt synes at flyde sammen. I den sammenhæng er Tove Ditlevsen som en oldemor, der allerede har gjort, hvad de unge i dag også gør: Udleverer sig selv med maske på.

Det er også lige til en plads i Undervisningsministeriets litteraturkanon, hvor Ditlevsen nu er blevet medlem af den høje forsamling. En kanon afspejler altid, hvad der aktuelt opleves som vigtigt - den er også tidsbundet. Sådan er dét. Og så er det godt at få noget af det bedste og det næstbedste af Ditlevsen hevet frem af arkiverne, så man kan se den kanoniske forfatterinde i fuld figur.

kultur@k.dk