Tove Ditlevsens første roman burde være tvangslæsning for unge scorende mænd

I en MeToo-tid er Tove Ditlevsens første roman fra 1941, ”Man gjorde et barn fortræd”, der nu er udkommet på ny, en medrivende og højaktuel fortælling om en ung piges angst for mænd

Tove Ditlevsen var bare 23 år, da romanen, der var hendes første, udkom i 1941. – Foto: Ritzau Scanpix.
Tove Ditlevsen var bare 23 år, da romanen, der var hendes første, udkom i 1941. – Foto: Ritzau Scanpix.

Højaktuel er denne roman fra 1941. Om en ung kvindes angst for det, som mænd vil gøre ved hende, grundlagt i barndommen ved et overgreb fra en pædofil. Det tager hele bogens længde at nå frem til denne mand, der dengang forgreb sig og ”gjorde et barn fortræd”. Han har sat sig som en uklar skygge i den 19-årige pige Kirstens bevidsthed, og nu arbejder hun på at nå frem til ham, gøre regnskabet op – og dermed ændre sit forhold til mænd, så hun uhæmmet kan omgås dem.

Frankrig har for tiden et opgør med den udbredte incest, MeToo-bølgen fortæller om overgreb på kvinder, der derfor måske på lignende måde har fået et misforhold til mænd. I det hele taget er overgangen til at blive et kønnet væsen særligt vanskelig for kvinder, der jo kan have svært ved at skulle være den vidunderlige natur, som mænd gerne vil have, de er. De kender jo meget vel sig selv som individ og må spørge sig selv, om de er så særlige.

Mærkeligt er det at opleve hele denne diskussion allerede i 1941, hvor Tove Ditlevsens første roman udkom, eller skulle man snarere kalde den fiktiviseringen af hendes erindringer? Beretningen er i hvert fald fyldt med godt indfangne replikker fra 1941, miljøbeskrivelser af arbejderklasseunge og fattige, almindelige forældre. Skrevet ned at en ufatteligt vidende ung kvinde, som var 23 år og på alder med mine unge forældre dengang. For mit indre øre kan jeg høre mine forældres sprog og se deres tidsbundne gestik i Ditlevsens beskrivelser. Dertil kan hun leve sig ind i hovedpersonen Kirstens angst for mænd, disse slibrige dyr, der vil gøre ting ved hende, tage magten fra hende og så videre. Mødet med personen fra fortiden tager sig således ud:

”Hun ville være død af rædsel ved at være alene med ham. Hans magt var uindskrænket over hende. Han var stærk, som alt ondt er stærkt og det gode svagt i verden. Hvad skulle hun stille op mod ham? Intet. Men den vilje, hvis redskab hun var, havde magt over ham. Fik ham til at skælve. Strøg smilet af hans ansigt som man vasker pletter af en rude. Luften i stuen var spændt, så det suste dem for tindingerne”.

Man kan lægge mærke til, hvordan forfatteren almengør denne kamp mellem kønnenes forskellige lyst, det gode mod det onde, stærkere, gør det til et spørgsmål om magt, som det må opleves som af en kvinde, der bliver undertrykt – og ikke til et spørgsmål om lyst, som det oftest er fra mænds side.

Ditlevsens første roman er en kønspolitisk klassiker, som burde være tvangslæsning for unge scorende mænd, så de kunne vide noget om, hvilke angstdyb der kan være bag de mest indbydende unge kvinder. Men romanen er også meget villet i sin konstruerede helhed, i sin søgen i psyken og fortiden. Man skal ville komme igennem den og dens overdrevne bagklogskab på alle menneskelige forhold.

Oversættelser af Tove Ditlevsens værker vækker for tiden opsigt i USA. Hendes lette fortællestil om de mest autentiske problemer fanger tidens ønske om ærlige vidnesbyrd fra et levet liv, som også denne roman vil gøre det.