Tove Ditlevsen har to forløsninger i nyt teaterstykke

I ”Toves værelse” holder manuskriptet og skuespillerne over de første 60 minutter højintensiteten, men så falder den

Tove Ditlevsens fjerde og sidste ægteskab med Ekstra Bladets chefredaktør Victor Andreasen danner rammen om teaterstykket, "Toves værelse", på Folketeatret i København. Forestillingen løber frem til 14. maj.
Tove Ditlevsens fjerde og sidste ægteskab med Ekstra Bladets chefredaktør Victor Andreasen danner rammen om teaterstykket, "Toves værelse", på Folketeatret i København. Forestillingen løber frem til 14. maj.

”Jeg er den bedst skrivende forfatter siden Herman Bang.”

Når man går og siger den slags, skal man passe på. Det er farligt at sige usandheder. Og når man gør det midt i et rodløst miks af en lejlighed med brune bøger, en udgave af PH-lampen ”Koglen” for de nyrige og en hæst gnæggende underklasselatter, er det endnu farligere.

Men det er nu altså vilkåret for Tove Ditlevsen (Paprika Steen) på Folketeatret i Jakob Weis’ dramatisering af hendes fjerde og sidste ægteskab med Ekstra Bladets chefredaktør Victor Andreasen (Lars Brygmann).

Det bliver ikke mindre farligt af at have ham i lejligheden. Han mener nemlig at have forstået ”alle” bøger i bogreolen – Vesterbro-Toves socialrealisme blev der blot ikke plads til.

I første scene går Victor rundt i akademikerudgaven af en hustru-hader: gråt jakkesæt med åbent hængende hvid skjorte. Det er ikke til at se, om han har knappet op, fordi han skal i gang med at drikke, eller fordi han er ved at tage tøj på.

Det viser sig at være sidstnævnte, for han skal ud til en af sine unge elskerinder, mens Tove har inviteret sine forfattervenner Thorkild Bjørnvig og Klaus Rifbjerg til litterært sæde. En tydelig funktion af ægteskabets ulyksaligheder; han prøver at straffe hende ved at knalde det, hun mister; ungdommen. Hun prøver at straffe ham ved at pleje selskab med det, han aldrig får; intellektuel anerkendelse.

Første akt udspiller sig i lejligheden med Klaus Rifbjerg (Andreas Jebro) som gæst hos Tove og en Victor, der alligevel aldrig kommer ud af lejligheden. På nærmest naturstridig vis holder manuskriptet og skuespillerne højintensiteten over de første 60 minutter uden at slippe hverken smøgerne, hadet, alkoholen eller den stående bekrigelse af hinanden.

Rifbjerg-skikkelsen er ret velfungerende indsat, og Victors had er næsten bedst sat i scene, når han håner ”den konfrontatoriske modernist”: ”Kan du ikke give os noget for en modernist så angstfremkaldende som en lineær fortælling?”, spørger Victor aggressivt – og sjovt.

Det er vildt, at de tre holder energien over så lang tid, men det ser unægteligt ud til, at det er Lars Brygmanns rolle, der bærer intensiteten. Paprika Steen er solidt castet, og udstrålingen klæder hende. Men da Brygmanns rolle fylder mindre i den mærkeligt abrupte anden akt, falder intensiteten også. Til gengæld mangler han over lange stræk den hårde ondskab, der lyste ud af den rigtige Victor Andreasen.

Den psykologiske kerne er naturligvis anerkendelseskampen mellem de to. En kamp, der overhovedet ikke burde stå i et ægteskab. Men logikkens banalitet truer indimellem. Tove er sikker på, at Victor ser ned på hendes kunst, og han spiller med på maskeraden, mens han inderst inde beundrer hende: ”Tove skaber verdenslitteratur for øjnene af os, og min opgave er at forløse hende,” siger han i et øjebliks maskefald. Den havde man set komme.

Anden akt udspiller sig i værelse nummer to, en stue på et psykiatrisk hospital, hvor Tove gør det eneste, der ifølge hende selv gør lykke: at skrive. Det bliver til ”Vilhelms værelse”, der også i virkeligheden er en selvbiografisk roman om hendes ægteskabelige misbrug.

Efter et besøg fra Victor, hvor vi endelig ser hans sande dæmoniske side, tager hun sit liv. Han læser manuskriptet højt for hende, men kan ikke lide slutningen, fordi den burde ende med, at hovedpersonen tager sit eget liv. Så hun skriver det om – og gør det.

En noget anden forløsning for hende end den kunstneriske. Kold dæmoni, som når man lægger en sprøjte foran en hjælpeløs narkoman. Så turde Jakob Weis alligevel finde frem til ondskaben.

kultur@k.dk