”Det var alt for meget at være gift med et helt menneske. Man kunne ikke rumme det. Det var skræmmende og overvældende.”
Tove kan noget med anslag. Hun forstår at sætte en scene, fange en stemning, sparke døren op. Et helt sjæleliv på en studs. Ofte så knugende eksakt, at man må læse videre. Ovenstående optakt blæser novellen "Måden" i gang, men kunne lige så vel have været sætninger i hvilken som helst af Tove Ditlevsens noveller fra samlingerne "Paraplyen" (1952) og "Den onde lykke" (1963), der nu er forenet i ét bind: ”Den onde lykke og andre noveller”.
Samlingens 22 fortællinger kredser nemlig om samme emner; om de brydsomme familierelationer, det klaustrofobiske ægteskab, den troløse lykke. Det er små, kompositionelt simple historier, men det er netop i det simple, sjælekirurgisk præcise, at storheden i Ditlevsens prosa består.
Vi er inde i det mest intime maskinrum mellem mennesker, der på forskellig vis er faret vild i tilværelsen. I det unge ægtepars tunge skuffelse over samlivet, som ikke var, hvad man håbede. I skilsmissebarnets angstfulde aftentanker. I den depressives hustrus nervøse manøvrer og i adoptivbarnets skamfulde servilitet. Forrædernes og de forrådtes skyggeliv. Persongalleriet er slående almindeligt – en samling lavdramatisk triste storbyskæbner, der måske bedst sammenfattes af Ditlevsen selv; ”ulykkelige børn… en uoverskuelig hær af elskere, forladte ægtemænd, utro ægtemænd, bedragne og letsindige kvinder, alle slags mennesker, alle slags liv og alle lige ensomme.”
Der er et årti imellem de to novellesamlinger, men det giver alligevel god mening at udgive dem under ét. Temaerne er de samme, men der har måske sneget sig en større resignation ind med årene. I "Paraplyen", som udgør samlingens første del, har fortællingerne endnu en spinkel håbefuldhed, en længsel i sig. Her finder man kendte noveller som "Nattens dronning", om den lille pige, der fortryllet betragter moderen, som sminker sig til karneval med en ængsteligt snigende fornemmelse af festen som flugtvej.
I titelnovellen er det den nygifte kvinde, drømmeren Helga med den sære faible for paraplyer, vi møder. Den fine gule silkeparaply er alt det, hendes nye ægtemand ikke er; gådefuld, eventyrlig, sart og elegant.
”Helga havde altid – mod al rimelighed – forlangt meget mere af tilværelsen, end den kunne honorere,” hedder det i atter en træfsikker åbning. Og sådan er det karakteristisk for Toves karakterer.
Lykken placeres stadig længere væk; i en flygtig silkeparaply, en kælen vildkat, i en ny elsker eller en fjern bjergkædes løfterige silhuet. Den uopfyldelige længsel er et utrætteligt motiv i forfatterskabet og da også den gennemløbende tråd i samlingens anden del "Den onde lykke". Men stemningen er her om muligt endnu mere fortvivlende og anspændt. Fortællingerne er befolket af tyranner og undertrykkere, der spreder frygt og angst i andre. Håbløsheden, man svagt anede i "Paraplyen", står i lys lue i "Den onde lykke".
Men det er også her, Tove Ditlevsen forsøger sig ud i noget tvivlsom modernistisk formeksperiment med "Måden" og "Den bedste vittighed". Allerbedst er hun imidlertid, når hun tro mod sin egen ukunstlede kammerspilsstil og med ganske få streger, tegner en hel menneskeskæbne op. Højdepunktet er "Gentagelse", hvor den forladte kvinde over en enkelt aften grunder over sit forliste ægteskab og alle sine kuldsejlede illusioner. Her forenes det enkle med det afgrundsdybe på eminent foruroligende vis.
De senere år er vi for alvor kommet på fornavn med den københavnske Vesterbro-forfatterinden. Tove er posthumt og ret overraskende gået fra "badtaste", en lyrikkens barpianist, til international forfatterstjerne hyldet i både The Guardian og The New York Times. Det sentimentale er in. Det umådeholdende på mode. Tove Ditlevsens litterære "oversharing" har fundet sit publikum i en yngre generation, der er træt af at rynke på næsen af patos.
Og selvom denne anmelder nok kan være skeptisk over for den nye generations lidt for ivrige hang til at gøre Ditlevsen til en glitrende galionsfigur for egen feminisme, så må man dog glædes over, at baggårdspigen bliver trukket frem i lyset. Tove Ditlevsen gav os et sprog for universelle erfaringer om at forlade og at blive forladt. For ensomheden, fremmedheden, angsten og livsleden. Hun kendte de undseeligste skæbners ordknappe samvær, vemodet i de stille stuer og angsten i et barnekammer. Og hun kunne skrive om den lunefulde lykke, så det gør både godt og ondt.
Tove Ditlevsen: Den onde lykke - og andre noveller. 175 sider. 199,95 kroner. Gyldendal.