Tove Ditlevsens noveller er små skarpslebne mosaikker, der tilsammen danner et rammende tidsbillede

Tove Ditlevsen gav os et sprog for universelle erfaringer om at forlade og at blive forladt. For ensomheden, fremmedheden, angsten og livsleden. ”Den onde lykke og andre noveller” er en eviggyldig fortælling om det lille umulige menneskeliv

Tove Ditlevsen (1917-76) skrev foruden sine digte også romaner og en lang række noveller. To af hendes novellesamlinger "Paraplyen" (1952) og "Den onde lykke" (1963) er nu samlet i ét værk og udgivet på Gyldendal. "Ditlevsen gav os et sprog for universelle erfaringer om at forlade og at blive forladt", skriver litteraturanmelder Kathrine Maria Amann.
Tove Ditlevsen (1917-76) skrev foruden sine digte også romaner og en lang række noveller. To af hendes novellesamlinger "Paraplyen" (1952) og "Den onde lykke" (1963) er nu samlet i ét værk og udgivet på Gyldendal. "Ditlevsen gav os et sprog for universelle erfaringer om at forlade og at blive forladt", skriver litteraturanmelder Kathrine Maria Amann. . Foto: Steen Jacobsen/Ritzau Scanpix.

”Det var alt for meget at være gift med et helt menneske. Man kunne ikke rumme det. Det var skræmmende og overvældende.”

Tove kan noget med anslag. Hun forstår at sætte en scene, fange en stemning, sparke døren op. Et helt sjæleliv på en studs. Ofte så knugende eksakt, at man må læse videre. Ovenstående optakt blæser novellen "Måden" i gang, men kunne lige så vel have været sætninger i hvilken som helst af Tove Ditlevsens noveller fra samlingerne "Paraplyen" (1952) og "Den onde lykke" (1963), der nu er forenet i ét bind: ”Den onde lykke og andre noveller”.