I Danmark findes den såkaldte tvangsarv. En regel, der fastslår, at en del af afdødes arv skal gives til bestemte personer, også selvom de ikke er betænkt i testamentet. Det betyder helt konkret, at for eksempel børn automatisk arver en del af deres forældres formue, selvom der ikke er testamenteret til dem. Den type regel findes også i klassisk islamisk kultur. Her er systemet dog langt mere sirligt og har traditionelt fyldt mere og bestemt en større del af arven, siger Jakob Skovgaard-Petersen, professor ved Institut for tværkulturelle og regionale studier på Københavns Universitet. Han forsker blandt andet i islamisk lov og Den Arabiske Verden.
“Det er et af de få områder, hvor Koranen er relativt specifik. I Koranen er der ét sted tale om testamentarisk arv, altså at afdøde selv fordeler arven. Andre steder i Koranen gives også helt specifikke regler om fordeling via arvelodder, altså andele af arven til efterladte. Reglerne om arvelodder har man, så vidt jeg ved, i traditionen sagt, overskyggede reglerne om testamentarisk arv. Det sker, at der vers i Koranen, der er blevet afløst af andre vers. Så man kan ikke bare slå op i Koranen og tænke, at ‘det må være det, de tror på’,” siger Jakob Skovgaard-Petersen.
“Ud fra reglerne om arvelodder har muslimske jurister nogle hundrede år efter profetens død kunne bygge ret så omfattende arveretlige systemer. De systemer var nogenlunde gældende i den muslimske verden, dog med variationer op til moderne tid,” siger han.
Overordnet går de traditionelle islamiske arveregler ud på, at hvis en person dør, skal familien arve ganske bestemte arvelodder, altså dele af arven. Arvelodder kan være andele af personens økonomiske formue, men også for eksempel en andel i et hus.
Og følges reglerne stringent, skal også fjerne slægtninge arve. Et andet princip er, at mænd og kvinder arver forskelligt.
“Mønstrene er, at den mandlige slægt bliver begunstiget. I klassisk islamisk jura gælder det også fjerne mandlige slægtninge. Findes der kvinder og mænd på samme niveau blandt arvingerne, altså for eksempel en datter og en søn, arver datteren halvdelen af, hvad sønnen arver. Det vil man i dag forklare med, at manden har haft forsørgerpligten over for familien, hvor kvinden ikke har haft nogen økonomisk pligt i forsørgelsen af familien,” siger Jakob Skovgaard-Petersen.
Moderne islam
Det er dog vigtigt at skelne mellem de klassiske arveregler og nutidens arvesystemer i islamisk kultur.
“Hvis man ser på den islamiske tradition, kan man sige, at der var en form for stabil arveret indtil det 20. århundrede. Men derefter fik man moderne stater, som har nedfældet arveretten i sine statslige love med paragraffer og artikler. Derfor ser det i dag forskelligt ud i forskellige lande og stater, da det jo er statens lov, der er gældende,” siger Jakob Skovgaard-Petersen.
I forhold til arveret nåede jeg frem til den konklusion, at den traditionelle islamiske arveret bruges meget sjældent i Danmark
Systemerne er altså blevet reformeret af staterne, blandt andet fordi nogle dele efterhånden blev utidssvarende. Det skyldtes for eksempel, at folk ikke længere boede i store stammer og slægter, men i kernefamilier. Derfor ville folk gerne kunne give mere arv til kernefamilien end til fjerne slægtninge.
“Det vil veksle fra gang til gang, men ud fra nogle overordnede principper. Der er muslimske lærde, der er specialister i at udregne de her lodder. De udregninger er så indført i moderne statslig lov,” siger Jakob Skovgaard-Petersen.
Normerne lever
Selvom reglerne er blevet implementeret i moderne lov, kan principperne stadig findes i Mellemøsten.
Nogle klassiske islamiske regler er altså optaget i staternes lovgivning, særligt inden for ægteskab og arv. På de fleste andre felter har man indført og videreudviklet andre love, ofte fra Europa.
“Men i 1970’erne kom der en religiøs vækkelse over det meste af den muslimske verden, og spørgsmålet om lovens islamiske identitet blev nu et politisk emne. Mange muslimer – først og fremmest islamister – sagde: ‘vi er blevet alt for vestliggjorte i vores juridiske systemer, og vi skal reislamisere dem’. Og enkelte lande gik så i gang med det, for eksempel Pakistan og Iran. De kasserede deres love og annoncerede, at nu blev sharia indført. Så nu blev sharia statslov. Det var jo virkeligheden ret forskelligt fra ældre islamisk jura, og det kom ikke til at ligne retspraksis, som den så ud for 300 år siden. Det var en ny, statslig, kodificeret lov. De nye lovsystemer var tydeligt islamiske, men altså på en ny måde. De var også forskellige fra land til land. I dag har mange af de systemer tabt popularitet, og spørgsmålet om indførelse af sharia er ikke særligt aktuelt for tiden. Men det kan selvfølgelig være, at det igen bliver en trend.”
Trods moderniseringen af reglerne lever og eksisterer de traditionelle regler altså fortsat i et vist omfang i islamisk, mellemøstlig kultur. Ifølge Jakob Skovgaard-Petersen skyldes det blandt andet, at nogle stater har svært ved at udstrække deres autoritet over hele deres territorie. Nogle steder kan der derfor være stammer eller bestemte islamiske grupper, der ikke anerkender statens love og derfor følger egne regler.
Det spiller også en rolle, at der i nogle mellemøstlige lande findes forskellige trosretninger inden for islam og ikke mindst grupper, der tilhører en anden religion.
“Det gennemgående billede er, at der er stater, der i dag varetager jura, og arv hører ind under det, man kalder personstatuslov. Der har muslimer én arveret og kristne en anden. Hvis der er flere forskellige kristne grupper, kristne kirker eller både shia- og sunimuslimske grupper, så er der ofte hårde skel mellem, hvilken arveret de følger,” siger Jakob Skovgaard-Petersen.
Ud over historiske og demografiske forklaringer kan der ifølge Jakob Skovgaard-Petersen også være en mere praktisk forklaring på, at de klassiske islamiske arveregler fortsat bruges.
“Der kan stadigvæk være mennesker, som ved, at hvis deres arvesag skal gå gennem retssystemet, så tager det flere år. Så beder man bare muftien eller en anden religiøst lærd, som man har tillid til, om at fortælle, hvordan det ville være efter klassisk islamisk jura. Når man på den måde omgår store statslige systemer, som har det med at sande til og være langsomt og bureaukratisk, så kan det være medvirkende til, at de klassiske islamiske arveregler spiller en lidt større rolle, fordi folk vælger at gå udenom retssystemet,” siger han.
Dansk islam
De klassiske islamiske arveregler fylder ikke meget blandt de danske muslimer, siger Mikele Schultz-Knudsen. Han er postdoc ved juridisk fakultet på Københavns Universitet og afsluttede i 2021 et ph.d.-projekt, hvor han undersøgte forholdet mellem dansk ret og praktiseret Islam.
“I forhold til arveret nåede jeg frem til den konklusion, at den traditionelle islamiske arveret bruges meget sjældent i Danmark. Jeg talte blandt andet med en imam, der har været imam i omkring 20 år. Han får ugentligt spørgsmål om for eksempel skilsmisse, men han kunne til gengæld ikke huske, at han nogensinde er blevet spurgt til arveret,” fortæller Mikele Schultz-Knudsen.
Efter hans vurdering er det dog ofte muligt at tilpasse et testamente efter både dansk lovgivning og islamiske traditioner.
“En stor del af arven i Danmark kan man selv bestemme over, så inden for et testamente, der er lavet efter arvelovgivningen, ville man formentligt ofte kunne lave et testamente, der også stemmer overens med traditionelle islamiske regler.”