Prøv avisen

”Træmuseet” er et hovedværk i nyere dansk øko-litteratur

6 stjerner
”Træmuseet” er en rig, vidtfavnende og alsidig bog, fuld af tvivl og ambivalenser, fuld af bevægelse og sansninger, fuld af omsorg, melankoli, klogskab, respekt og kærlighed. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Christian Yde Frostholms ”Træmuseet” er et storværk og et originalt bidrag til den danske økolitteratur

I en af sine ”Refleksioner”, der udkom på Kristeligt Dagblads Forlag sidste år, skriver Jens Smærup Sørensen om, hvordan vi har civiliseret os til rodløshed og glemt, at vi i bund og grund er lige så rodfæstede som alt andet. At vi, som han skriver, ”er spiret frem og vokset op som en del af selvsamme natur som enhver anden levende skabning på hele vores klode”. Derfor har vi også mistet fornemmelsen for vores verdens ”virkelige og virkeligt store problemer”, herunder ikke mindst naturødelæggelsen, der samtidig er en ødelæggelse af os selv. Eller med Sørensens præcise ord: ”Vi er også selv den natur, vi skal redde.”

Hvis vi skal imødegå klimakrisen, har vi altså ikke bare brug for smartere teknologiske løsninger og klogere politikere, men også en gentænkning af vores opfattelse af og tilknytning til den mere-end-menneskelige verden, og her kommer litteraturen måske ind i billedet. I hvert fald har mange forfattere gennem tiden forsøgt at nærme sig dette i mere end en forstand forviklede forhold ved på forskellige måder at udforske alle de mulige og umulige forbindelseslinjer og udvekslinger, der findes og finder sted på tværs af den menneskelige og ikke-menneskelige sfære.

Et af de bedste og mest særegne eksempler herpå er netop udkommet. Det drejer sig om Christian Yde Frostholms storværk ”Træmuseet”, der ikke bare er et hovedværk i forfatterskabet, men i nyere dansk (øko)litteratur. Her finder man ingen dommedagsscenarier, ingen apokalyptisk krisestemning eller dystopiske undergangsvisioner, men et afdæmpet, indfølt og lettere melankolsk blik på verden, der helt udramatisk, men så meget desto mere påtrængende får formidlet, at noget er forandret og skal forandres, at meget er tabt, men også, at meget kan vindes med en ny opmærksom på den verden, der ikke kun er vores. Med alverdens træer – cedertræ, cypres, børstekoglefyr, sølvpoppel, Kongeegen, Judastræet, bøg, popler, birk, oliventræ, mammuttræ, figentræ og så videre – som akse viser ”Træmuseet” os, at universet ikke drejer sig om os, at vi ikke er ”kronen på værket”, som der står et sted, men kun et lille fnug i det kolossalt store tidsrum, hvor træerne og Jorden har eksisteret.

I ”Træmuseet” tager ”den urbane botaniker”, Frostholm, til England, Danmark, USA, Frankrig/Paris og Portugal/Lissabon. Han skriver om og læser bøger (af særligt den portugisiske digter Fernando Pessoa og den franske forfatter Francis Ponge) om byer og ikke mindst træer. Den læsende tilgang til verden betyder også, at det ikke kun er andre mennesker, der har et sprog, som han må forsøge at tilegne sig, men også træerne: ”Jeg kigger på bladenes lapper og takker og måden, hvorpå de fordeler sig på en gren, på samme måde, som jeg forsøger at stille skarpt på bogstaverne, accenternes placeringer og ordenes placering i syntaksen.”