I en af sine ”Refleksioner”, der udkom på Kristeligt Dagblads Forlag sidste år, skriver Jens Smærup Sørensen om, hvordan vi har civiliseret os til rodløshed og glemt, at vi i bund og grund er lige så rodfæstede som alt andet. At vi, som han skriver, ”er spiret frem og vokset op som en del af selvsamme natur som enhver anden levende skabning på hele vores klode”. Derfor har vi også mistet fornemmelsen for vores verdens ”virkelige og virkeligt store problemer”, herunder ikke mindst naturødelæggelsen, der samtidig er en ødelæggelse af os selv. Eller med Sørensens præcise ord: ”Vi er også selv den natur, vi skal redde.”
Hvis vi skal imødegå klimakrisen, har vi altså ikke bare brug for smartere teknologiske løsninger og klogere politikere, men også en gentænkning af vores opfattelse af og tilknytning til den mere-end-menneskelige verden, og her kommer litteraturen måske ind i billedet. I hvert fald har mange forfattere gennem tiden forsøgt at nærme sig dette i mere end en forstand forviklede forhold ved på forskellige måder at udforske alle de mulige og umulige forbindelseslinjer og udvekslinger, der findes og finder sted på tværs af den menneskelige og ikke-menneskelige sfære.
Et af de bedste og mest særegne eksempler herpå er netop udkommet. Det drejer sig om Christian Yde Frostholms storværk ”Træmuseet”, der ikke bare er et hovedværk i forfatterskabet, men i nyere dansk (øko)litteratur. Her finder man ingen dommedagsscenarier, ingen apokalyptisk krisestemning eller dystopiske undergangsvisioner, men et afdæmpet, indfølt og lettere melankolsk blik på verden, der helt udramatisk, men så meget desto mere påtrængende får formidlet, at noget er forandret og skal forandres, at meget er tabt, men også, at meget kan vindes med en ny opmærksom på den verden, der ikke kun er vores. Med alverdens træer – cedertræ, cypres, børstekoglefyr, sølvpoppel, Kongeegen, Judastræet, bøg, popler, birk, oliventræ, mammuttræ, figentræ og så videre – som akse viser ”Træmuseet” os, at universet ikke drejer sig om os, at vi ikke er ”kronen på værket”, som der står et sted, men kun et lille fnug i det kolossalt store tidsrum, hvor træerne og Jorden har eksisteret.
I ”Træmuseet” tager ”den urbane botaniker”, Frostholm, til England, Danmark, USA, Frankrig/Paris og Portugal/Lissabon. Han skriver om og læser bøger (af særligt den portugisiske digter Fernando Pessoa og den franske forfatter Francis Ponge) om byer og ikke mindst træer. Den læsende tilgang til verden betyder også, at det ikke kun er andre mennesker, der har et sprog, som han må forsøge at tilegne sig, men også træerne: ”Jeg kigger på bladenes lapper og takker og måden, hvorpå de fordeler sig på en gren, på samme måde, som jeg forsøger at stille skarpt på bogstaverne, accenternes placeringer og ordenes placering i syntaksen.”
Han samler blade og citater og viser dem generøst frem for læseren. ”Træmuseet” er et udvidet herbarium, en notesbog, en skitsebog, et opslagsværk, en fotobog, en essay-samling, en rejsedagbog, en citatsamling, et bibliotek, en botanisk have, en skov af løse blade, sansninger og erindringer, der hele tiden forgrener sig. Erindringsglimt og hverdagsregistreringer blander sig med dagbogsskriverier, notater og leksikalske opslag. Citater fra digte, romaner, essays og faglitterære udgivelser fletter sig sammen med Frostholms egne optegnelser og skaber et mangefacetteret kludetæppe eller montageværk. ”Træmuseet” er således ikke kun skrevet af Frostholm, men er et smukt resultat af en art kollektiv skabelse. På den måde afspejler Frostholms litterære metode og form på forbilledlig vis det, der synes at være værkets overordnede mål. For selvom Frostholm helst rejser alene, så handler ”Træmuseet” om at bevæge sig ud over det enkelte individs begrænsede perspektiv, for i stedet at række ud efter og knytte sig til alle de menneskelige og ikke-menneskelige foreninger, fælles terræner, afhængighedsforhold og relationer, som verden består af.
Frostholm strejfer rundt, går på må og få, farer vild, nogle gange rastløs og urolig, andre gange langsomt og dvælende, men altid med træerne som midtpunkt, som ”en slags kompasrose”, som han skriver. Frostholm ser verden via træerne, men også via erindringen og litteraturen. Det er denne trehed, der former og styrer, belyser og oplyser de veje, han går. Frostholm opsøger alle former for træer: de unge og gamle, de prangende og iøjnefaldende, de undseelige og oversete, de mytologiske og symbolske træer, vejtræerne, bytræerne og træerne i skoven. Han gør det med en smittende nysgerrighed, rummelighed og modtagelighed, der skærper læserens sanser og åbner for nye indsigter i træernes fascinerende verden, og hvordan den på godt og ondt altid er flettet sammen med mennesket, kulturen og civilisationen. Læs blot dette lille finurlige stykke: ”Bog: en trekantet frugt./ Bogstaverne stammer fra før bøgerne fik blade./ De første bøger i Norden var tavler eller stave af Bøg, hvorpå der var ridset med runetegn, som dannede lodrette stave og derfor fik navnet bogstaver./ Ordbogsringslutninger.”
”Træmuseet” er en rig, vidtfavnende og alsidig bog, fuld af tvivl og ambivalenser, fuld af bevægelse og sansninger, fuld af omsorg, melankoli, klogskab, respekt og kærlighed. Det er en bog, der handler om at se og om at finde det rette sprog, men også om sansernes og sprogets (og menneskets) utilstrækkelighed. Den gør dig klogere på livet, mennesket, litteraturen og ikke mindst træerne og alle de andre mærkværdige skabninger, der bebor denne verden i fællesskab med os. Således er ”Træmuseet” også en bog, der handler om at dreje verdens affortryllelse i retning af en genfortryllelse. Som læser vandrer man gennem bogen, man fordyber sig, keder sig, forundres, forbavses og fortaber sig. ”Træmuseet” er en bog, man gerne opholder sig i længe – og som man kan vende tilbage til igen og igen, hvis man trænger til at få fornyet og forstærket sin sans for det mangfoldige og forunderlige liv, der udspiller sig over alt, hvor vi går og står.