Tragedie på havet og mediestorm mod Indre Mission

Jens Kristian Lings sætter den megen omtale, som en 125 år gammel tragedie fik, ind i et særdeles relevant medieperspektiv

Jens Kristian Lings’ bog er en demonstration af, hvor forskelligt medierne kan forholde sig til det samme stof, skriver Kristeligt Dagblads anmelder.
Jens Kristian Lings’ bog er en demonstration af, hvor forskelligt medierne kan forholde sig til det samme stof, skriver Kristeligt Dagblads anmelder.

Journalisten havde brug for et uvejr i sin reportage. Og så indførte han det. Om det havde fundet sted, var uden betydning. Sandheden måtte gerne ofres til fordel for det stemningsmaleri, han ønskede at brede ud for læserne.

Dette glimt af, hvordan den legendariske Politiken-journalist Henrik Cavling kunne arbejde, giver Jens Kristian Lings i sin fortjenstfulde bog ”Himmel og hav og Harboør. Drukneulykken 1893”. I næste uge, den 21. november, er det 125 år siden, ulykken skete. 26 fiskere fra Harboøre omkom. Tragedien fik massiv omtale i pressen, både i den lokale og den landsdækkende. Men der var stor forskel på, hvordan de to medvirkende missionspræsters begravelsestaler blev refereret. Artiklerne i de store aviser rejste med deres forargelse over præsterne – ”to uhyggelige Fanatikere” – en mediestorm mod Indre Mission.

Lings’ bog er en demonstration af, hvor forskelligt medierne kan forholde sig til det samme stof. Noget, som han giver læserne mulighed for selv at opleve, idet han har valgt at bringe praktisk talt alle artikler om ulykken og begravelsen fra Lemvig Avis og Politiken – fra ulykkesdagen frem til nytåret. Den førstes redaktion regnedes for at være missionsk, mens Politiken var knyttet til naturalismen. Samme år, 1884, som Politiken stiftedes af Viggo Hørup og Edvard Brandes, byggedes i Harboøre mis- sionshuset, der blev overdraget gældfrit til Indre Mission.

Med indsigt skal fordomme bekæmpes – det kunne være mottoet for ”Himmel og hav og Harboør”. Lings har leveret et betydningsfuldt og velgennemført forsøg på ”at anskue det åndelige liv på Harboør ud fra en langt mere nuancerert synsvinkel end den, som blandt andre og måske især journalisten ’Ignotus’ (det vil sige Henrik Cavling, red.) skabte ud fra sin overbevisning, og som er blevet gentaget så mange gange i litteraturen og cementeret så grundigt, at den lige siden har domineret al omtale af livet på det sted, hvor himmel og hav ganske naturligt blev knyttet uløseligt sammen med stednavnet Harboør”.

De to involverede præster blev af Politiken kaldt ”Dommedagsprædikanterne fra Harboør”. Bladet mente, at harmen over dem deltes af alle – ”dog selvfølgelig med Undtagelse af den lille farisæsiske Flok, der er salige Prædikanters Ildtilbedere”.

Tilbage til Henrik Cavlings såkaldte uvejr. Angiveligt brød det løs, mens præsten C.J. Moe foran den åbne grav udtalte sine ”forfærdelige Ord”.

Journalisten kaster alle fortøjninger til virkeligheden og lader på den videre ”sejlads” effektfuldt sprogets sejl folde sig ud: ”Havet buldrede, Stormen tordnede, Vejrhanerne hvinede og Hagel og Isstykker piskede på de Sørgendes Ansigter, men ikke blot Mændene, også Kvinderne holdt Stand.” Det er jo, som om selv naturen deltager i fordømmelsen af pastor Moe.

På bedste journalistisk vis har Jens Kristian Lings forhørt sig hos DMI for at få oplyst, hvordan vejret var på begravelsesdagen, den 27. november 1893. Svaret lød: Næsten vindstille og ingen nedbør. Kun i Politiken rasede altså uvejret.

Lemvig Avis holdt sig fra vidtløftigheder og refererede sagligt pastor Moe: ”Et vantro Menneske lever sit Liv som en Træl af sin Synd og sine Lyster, og ethvert Menneske, som dør uden i Tro, han er fortabt. Derfor kommer Jesus og siger: Vil I nu dog ikke tro, saa skal I faa at erfare, at det er Sandhed, at han ene kan give Syndere Fred.”

Lings vil med bogen indkredse nogle af følgerne af den stærke åndelige modsætning i Danmark i slutningen af 1800-tallet. Han nævner Hans Kirks roman ”Fiskerne” og mener, at den med den negative skildring, som Henrik Cavling gav af Indre Mission, ”næppe kunne få bedre muligheder for at blive en bestseller”.

Endnu en følge af mediestormen var stiftelsen af Kristeligt Dagblad, hvis første nummer udkom den 1. oktober 1896. Pastor Moe og de missionske kredse omkring ham følte sig misforstået og i det hele taget fejlagtigt omtalt af københavnerpressen. Derfor ønskede de en sober kristelig avis.

Historien om drukneulykken i Harboøre er ofte blevet fortalt. Men med den dokumentation, som Lings lægger frem, sættes den ind i et anderledes og særdeles relevant perspektiv.