Det trofaste publikum ved det og glæder sig hvert år: Når man forlader Roskilde Landevej for at køre nogle kilometer mod syd, havner man i et landskab, der ligner en mellemting mellem en grusgrav og en Hollywood-kulisse til en westernfilm. Ikke desto mindre har man fået den bizarre idé at spille opera under åben himmel herude, og det fungerer forbløffende fint – år efter år.
Man skulle ellers tro, at dette sjællandske landskab var det værst tænkelige til ”La Bohème”, Puccinis tåreperser af en klassiker. Førsteakten foregår jo i en atelierlejlighed i Latinerkvarteret i Paris, hvor digteren Rodolfo og hans tre kunstnervenner fryser frygteligt, inden de skal ned at indtage en julemiddag på Café Momus. Vennerne går i forvejen, og få øjeblikke senere dukker den sky syerske Mimi op, og Puccini slipper al sin smægtende melodiske sødme løs i operalitteraturens måske mest berømte arie, ”Che gelida manina” (”Så kold den lille hånd er”). Mimi følger uimodståeligt op med ”Mi chiamano Mimi” (”Man kalder mig Mimi”). Den medfører hver gang kuldegysninger af fryd.
Det vinterkolde Paris må have givet den svenske iscenesætter Lars Rudolfsson idéen til sin kuldslåede iscenesættelse: Denne version af ”La Bohème” udspiller sig på en hvid sceneflade af 1250 tons sne, som er fabrikeret til lejligheden og fragtet til Hedeland. Sneen er fremstillet af det finske firma SnowTek, der har specialiseret sig i den specielle branche og i 2014 stod for at lave sne til pisterne under vinterolympiaden i Sotji.
Til gengæld er de øvrige rekvisitter skåret ned til et mininum: nogle stole, en brændeovn midt på snefladen, som digteren Rodolfo kan brænde sine manuskripter i, og ikke mindst den seng, hvori Mimi dør i til sidst. Rodolfo hulker – ak, så kort og omskifteligt var dét kærlighedseventyr – men rent musikalsk var det på høje tid at slå den sidste sløjfe, for Puccini har i de to sidste akter i den grad genbrugt sine vidunderlige temaer, at det tangerer rovdrift.
Han må have været forelsket i Rodolfo og Mimis arier – og det bliver vi andre såmænd også hver gang, vi hører dem. På amfiteatrets rækker kunne man se hænder (kolde eller ej) finde hinanden i de gyldne øjeblikke. ”La Bohème” fængede i Torino ved urpremieren i 1896, og den fænger igen i Hedehusene anno 2017.
Det skyldes i høj grad, at man har fundet det rette par til de to bærende roller. Den norske sopran Hamida Kristoffersen debuterer på Opera Hedeland og imponerer med en klangskøn stemme og sødmefuld udstråling, og tenoren Adam Frandsen, der efterhånden har fået hjemmebane herude, lægger endnu en alen til sin vækst og er med sin drengede charme ideelt castet til det udfordrende parti. Kunstnervennerne – Aleksander Nohr som maleren Marcello, Andreas Franzén som filosoffen Colline og Jakob Vad som musikeren Schaunard – agerer og synger muntert-tragisk med, og der bliver også tid til at kaste en snebold eller to. I en dobbeltrolle som husværten Benoit og den velbeslåede Alcindoro brillerer Jakob Bloch Jespersen, mens Elisabeth Meyer er en livfuld Musetta.
Forestillingerne på Hedeland er næsten en genre for sig, og det skyldes ikke alene stemningen med glade, forventningsfulde stamgæster med picnickurve og delevin. Så tag til Hedeland og nyd Puccini i store slurke. Husk tæppe, for der er markant forskel på aftenlys og -temperatur i de to første akter og i de to sidste efter pausen. Operaen synges på italiensk, men der er dansk oversættelse i de to velfungerende ”lysaviser”. Kender man handlingen (ellers tager det kun et par minutter at læsereferatet i programmet), kan man bedre fokusere på det, denne unikke opera drejer sig om: musik og kærlighed. De to elementer i tilværelsen har alle dage været værd at tage en omvej for.