Prøv avisen
Bog

Niels Brunse oversætter endnu et Shakespeare-skuespil med overskud og elegance

6 stjerner
Niels Brunse har ikke tidligere oversat ”Timon fra Athen” eller ”Othello”, men de foreligger nu i oversættelser præget af samme overskud og elegance, som læserne kender fra Brunses tidligere fordanskninger af ”Kong Lear” og ”Macbeth”, der i øvrigt begge er med i dette bind 5 af ”Samlede skuespil”. Foto: Ivan Riordan Boll/ritzau

Niels Brunse fortsætter sin formidable oversættelse af Shakespeares skuespil

Karl Marx læste gerne Shakespeare. Han satte ”Timon fra Athen” højest, for i fjerde akt foredrager Timon en monolog om guldets magt, der lyder som ren kapitalisme-kritik:

”Den gule slave her vil knytte og opløse religioner, velsigne de forbandede, bevirke at bleg spedalskhed hyldes og beundres, indsætte tyve i de gamle titler, i samme ret og rang og agtelse som statens senatorer.”

Stykket foregår i oldtiden og er ufuldendt, men er ikke desto mindre et interessant drama om Timon, der udvikler sig fra at være en generøs og glad giver til at blive en uforsonlig misantrop.

I første akt løskøber han en fange og hjælper en mand ud af en økonomisk knibe, skønt læseren nok har en fornemmelse af, at Timon ikke er helt så naiv i sin omgang med mennesker, som han ved første øjekast virker. Da Timon aftager et maleri, erklærer han nemlig:

”Et maleri er næsten mennesket selv, for det reelle menneske omgås med uærlighed og bliver til ydre skin; men disse malede figurer er det, som de gir sig ud for.”

Timon lægger imidlertid vægt på at være ædelmodig. Da fangen vil betale løsesummen tilbage til Timon, får han dette opbragte svar:

”I tar mit venskab helt forkert, jeg gav og vented ingen gengæld; hvem kan sige, at han har givet, når han får tilbage?”.

Timons gode hjerte resulterer i en gæld, som gør, at vennerne forlader ham. Jo, Marx havde en pointe, og Timon reviderer sin selvforståelse dramatisk:

”Jeg er Misanthropos, jeg hader folk.”

Hans tjener Flavius vil dog stadig gøre alt for sin herre, men ham sender Timon bort. For nu er tillid blevet til mistillid.

Othello gennemgår samme udvikling som Timon. Oprindeligt hvilede han helt i sin kærlighed til Desdemona, men så træder Jago ind på scenen. Jago er en skidt fyr, men skidtet sidder indvendig, ikke på facaden, og det går Othello fejl af. Jago spørger ham således, om han tror, at Desdemona er ham tro, hvad Othello forsikrer ham om. Men med antydningens gemene kunst lader Jago ham vide, at det kan der være andre udlægninger af, og det får Othello fortvivlet til at udbryde:

”Jeg tror, ved hele verden, at min hustru er ærbar, og alligevel dog ikke; jeg tror, at du er ærlig, og dog ikke.”

Othello overøste i begyndelsen Desdemona med kærtegn, men ender med at kvæle hende. Tragedien ”Othello” handler i lighed med ”Timon fra Athen” om, hvordan tro bliver til mistro.

Niels Brunse har ikke tidligere oversat ”Timon fra Athen” eller ”Othello”, men de foreligger nu i oversættelser præget af samme overskud og elegance, som læserne kender fra Brunses tidligere fordanskninger af ”Kong Lear” og ”Macbeth”, der i øvrigt begge er med i dette bind 5 af ”Samlede skuespil”.