Prøv avisen

Trangen til at skrive er vigtigere end talentet

Kierkegaards skrivelyst og sans for både ironi, psykologi og filosofi er forbilledlig, men han overså fællesskabets betydning, mener 58-årige Siri Hustvedt, der dog alligevel har været bidt af at læse Kierkegaard, siden hun var teenager. – Foto: Leif Tuxen.

Den amerikanske forfatter Siri Hustvedt har norske rødder og et særligt forhold til Søren Kierkegaards forfatterskab, der har fulgt hende hele livet. I den forgangne uge talte hun om den danske filosof på Det Kongelige Bibliotek i København, hvor Kristeligt Dagblad mødte hende til et eksklusivt interview

Kierkegaard elskede København. Og det forstår man denne smukke morgen, hvor solen endelig spejler sig i alting, mens byen langsomt vågner. Lystbådene gynger i det gyldne vand i Københavns Havn, og duftene af friske forårsblomster og nybagte pandekager fra fortovscafeerne i Nyhavn blander sig lifligt med hinanden. Sådan smager hovedstaden næsten af sommer denne dejlige dag.

København har sikkert lugtet noget anderledes på Søren Kierkegaards tid. Men her gik han alligevel dagligt ture det meste af sit liv, og her samlede han inspiration ved at se på mennesker, tale med dem og tænke over dem og ikke mindst sig selv.

Jeg har gaaet mig mine bedste Tanker til, og jeg kjender ingen Tanke saa tung, at man jo ikke kan gaae fra den, skrev Søren Kierkegaard selv.

LÆS OGSÅ: Tysk hyldest til dansk filosof

Skal man tro de seneste bøger om den danske filosofs forhold til sin tidligere forlovede, Regine Olsen, gik han dog ikke kun fra de tunge tanker, men også efter dem, når han i årevis spejdede efter den kvinde, han frivilligt gav slip på, men aldrig kunne slippe i tankerne.

Men her i Kierkegaards gamle København sidder til gengæld en anden kvinde, der ovenikøbet har været optaget af ham, siden hun var teenager. Desværre blev hun først født præcis 100 år efter, at han døde, og til daglig bor hun også i New York sammen med sin mand, Paul Auster, der som hun selv regnes blandt USAs bedste nulevende forfattere.

Men Siri Hustvedt har et særligt slægtskab med Kierkegaard, som selv ikke hendes berømte mand kan matche. Hun er heller ikke for ingenting blevet inviteret til at holde hovedtalen ved fejringen af den danske filosofs 200-års fødselsdag på Det Kongelige Bibliotek. For hun er som Kierkegaard i den grad også en filosofisk forfatter, der altid forsøger at nærme sig livet fra så mange vinkler som muligt, uanset hvilken litterær genre hun kaster sig ud i.

Siri Hustvedt interesserer sig således ikke kun for litteratur, som hun i øvrigt har en ph.d.-grad i. Også neurologi, filosofi, psykologi og billedkunst er nogle af de felter, hun ynder at udforske. Det ses også i bredden af hendes eget prisvindende forfatterskab, der både tæller digte, essays, romaner og fagbøger, der dog alle har det til fælles, at de kredser om den menneskelige eksistens med de samme store sultne spørgsmål, der optog Kierkegaard.

Og så har hun oven i købet selv skandinaviske rødder. Hendes mor er nordmand, ligesom hendes professorfar også havde norske rødder og en særlig forkærlighed for skandinavisk litteratur. Den lidenskab har hun selv arvet, ligesom hun både kan tale og læse på norsk og dermed også lidt dansk. Men hun foretrækker at tale på engelsk, især når det drejer sig om intellektuelle affærer, som hun ydmygt påpeger med en mild latter, der får hende til at virke ukrukket og ligetil, selvom hun som andre superstjerner bærer solbriller under det meste af interviewet.

Indimellem sniger der sig dog alligevel et lille, charmerende norsk ord ind i hendes sikre amerikanske talestrøm, som når hun på syngende norsk fortæller, at hun sådan set har tænkt sig at tale om miiiin Kierkegaard ved åbningsforelæsningen på Det Kongelige Bibliotek. For den danske filosof har fulgt hende, siden hun var barn, fortæller hun:

Kierkegaard er formentlig den eneste filosof, som hele min familie på begge sider kendte, siger hun og slår ud med hånden, så man kan se hendes lange tynde fingre, der sagtens kunne tilhøre en koncertpianist.

LÆS OGSÅ: Hvad ville Kierkegaard sige om vores tid?

Men i hendes familie er der tilsyneladende blevet bladret igennem flere bøger end nodeblade, som hun fortæller:

Min morfar læste Kierkegaard konstant. I mine bedsteforældres hjem i det sydlige Norge havde de hans samlede værker stående i en slidt læderindbunden udgave, som man kunne se var blevet brugt flittigt. Jeg nåede aldrig at møde min morfar selv, men jeg har altså fået fortalt, at han var en meget passioneret læser af Kierkegaard. Men han holdt sin læsning for sig selv og talte aldrig om det.

Siri Hustvedts far talte til gengæld gerne om Kierkegaard, og den norsk-amerikanske litteraturprofessor fortalte allerede sin datter om Kierkegaard, da hun var teenager, fortæller hun:

Jeg kan huske, at han en dag sagde, at han aldrig havde forstået Kierkegaards religiøse stadium, mens han godt forstod hans æstetiske og etiske stadier. Det var tungt stof for en teenager, men det fik mig til at gå og spekulere over, om min far mon mente, at han ikke selv troede på Gud, eller at han bare ikke forstod Kierkegaards religiøse stadium, fordi det var komplekst rent filosofisk. Det fandt jeg faktisk aldrig ud af. Og det er egentlig meget typisk for min opvækst, at tingene ikke blev forklaret for mig i dybden, så jeg selv måtte gå og fortolke på dem.

På den måde var Kierkegaard en del af Siri Hustvedts barndom som et navn, hun ikke helt vidste, hvad betød. Men da hun var 15 år, fandt hun selv en bog af Kierkegaard i forældrenes bibliotek, der appellerede til hende med sin titel Frygt og bæven.

Det var en stor oplevelse for mig at læse den bog. Ikke fordi jeg forstod det hele. Men jeg blev straks draget af Kierkegaards skrivelyst, sans for storytelling og elegance i sproget, og jeg tror, at det må være det, der har skubbet mig igennem bogen. For jeg kan umuligt have forstået al Kierkegaards ironi dengang. Jeg læste den for nylig igen som en del af forberedelsen til min forelæsning her i Danmark. Og der er stadig lag i den, som udfordrer mig som læser. For eksempel er der en grædende tavs kvinde i bogen, der ellers er patriarkalsk renset for kvinder. Og jeg er stadig ikke sikker på, hvad det billede betyder. Jeg har også ledt forgæves efter en forklaring i sekundærlitteraturen. Men da jeg i sin tid begyndte at læse Kierkegaard, foretrak jeg at læse ham uden forklaring, fordi det pirrede mig, selvom jeg ikke forstod det hele.

Da Siri Hustvedt kom i 20erne, vendte hun tilbage til Kierkegaard og læste Gjentagelsen gentagne gange. I dag indrømmer hun dog, at det var en overdrivelse, da hun engang gik rundt og pralede med, at hun læste den årligt selvom hun faktisk læste den nogle år i træk i en periode. For det gav faktisk god mening for hende at vende tilbage til Gjentagelsen igen og igen:

Hver gang jeg læser den, virker den som en ny tekst, fordi den ændrer sig i mit sind, i takt med at jeg selv ændrer mig. Man bliver jo en stadig mere sofistikeret læser med alderen. Men det er stadig en meget forvirrende tekst, synes jeg. Og på den måde har jeg haft en lang, kompleks og i en vis grad frustrerende fortid med at læse Kierkegaard, men så fandt jeg ud af, at eksperterne heller ikke var enige om, hvordan man skulle forstå ham. Sekundærlitteraturen om Kierkegaard er jo fuld af vidt forskellige fortolkninger af, hvordan man skal læse ham. Det fik mig på en måde til at få det bedre over, at jeg selv var usikker i min læsning af ham, for det bekræftede mig i, hvor komplekse hans ironiske tekster er.

Er det ironien, der er den centrale værdi i hans forfatterskab for dig?

Den er i hvert fald virkelig fascinerende. For den er langt mere raffineret, end hvis jeg for eksempel sagde, at det var noget trist vejr, vi havde i dag. Det ville jo bare være en simpel modsætning af, hvad jeg rigtig mente, men ironien i Kierkegaards pseudonyme forfatterskab er langt dybere og mere kompleks. Forestillingen om at bruge en anden karakter til at argumentere for en holdning, der ikke er din egen, minder jo en del om romangenren, hvor den enkelte karakter jo ikke nødvendigvis repræsenterer ens egen holdning. Men i for eksempel Enten-Eller er det svært at vide, hvilke karakterer Kierkegaard spejler sin egen holdning i. Etikeren Assessor Vilhelm fra anden del af Enten-Eller virker for eksempel for kedelig til, at han kunne repræsentere Kierkegaards egentlige holdning. Og min egen tese er faktisk, at Kierkegaard kun skabte assessoren, fordi han var skræmt over sin egen opfindelse, da han havde skrevet om Johannes Forføreren, der jo kan læses som den æstetiker, som assessoren skriver til.

Så Johannes Forføreren var Kierkegaards Frankenstein-monster?

Præcis! Kierkegaard skrev jo Forførerens Dagbog efter bruddet med Regine, og i sine egne journaler skriver Kierkegaard, at han skriver Forførerens Dagbog for at støde Regine fra sig. Den var altså i al sin groteske grusomhed ment som en god gerning. Og den er jo også en glimrende del af Enten-Eller, der bliver læst som en roman for sig selv, men den er også væmmelig og ondskabsfuld, og jeg tror derfor, at Kierkegaard tænkte, at der måtte en ordentlig moralist til at irettesætte Johannes Forføreren og det blev altså den lidt kedelige Assessor Vilhelm. Men personligt foretrækker jeg stadig at læse første del af Enten-Eller, siger Siri Hustvedt og slår igen over i klukkende latter, idet hun tilføjer:

Kierkegaard vedgik jo især sine opbyggelige taler, som han måske regnede for det væsentligste. Men jeg synes også selv, at hans pseudonyme forfatterskab er det bedste.

Men kan man overhovedet forstå Kierkegaard, hvis man ikke læser ham teologisk?

Jeg tror, at der er mange måder at læse ham på. Det synes jeg også, at hans tekster lægger op til. I USA har vi haft to store Kierkegaard-bølger. Først blev han læst af teologer og religiøse folk, siden er han blevet læst fra en mere postmoderne vinkel. Og i dag bliver han læst på begge måder. Personligt synes jeg også bare, at man skal finde sin egen vej ind i hans forfatterskab.

Du sagde tidligere, at din far ikke forstod Kierkegaards religiøse stadium, men hvad med dig selv?

Jeg er ikke en religiøs person. Det var jeg mere som barn, hvor jeg var fuld af religiøse følelser. Men jeg vil stadig sige, at jeg har transcendentale følelser, altså følelser af, at der findes noget, der er større end de enkelte ensomme individer, eller hvad Kierkegaard kaldte hiin Enkelte. For Kierkegaard er den indre refleksion en måde at åbne sig på i ydmyghed for det, der er større end en selv, det var Gud i Kierkegaards tilfælde. For mig selv er det større mere en mellemmenneskelig metafysisk virkelighed. Ingen kan skabe sig selv, men vi skaber alle hinanden både rent bogstaveligt og biologisk, men også i kraft af den påvirkning, vi påfører hinanden. Det giver mig en følelse af det metafysiske. I min bog The Shaking Woman (Kvinden, der rystede, red.) skriver jeg selv om mine transcendentale følelser af at være en del af noget, der er større end mig selv gennem andre. Og jeg tror, at Kierkegaard følte det samme. Han vidste, at han var et geni, men han var samtidig så fintfølende over for den mindste påvirkning. Kierkegaard var en stor tænker, men han var også et ekstremt følende menneske. I dag findes der personer, der bliver nødt til at springe ud af et fly for at føle noget. Men folk som Kierkegaard registrerer alting følelsesmæssigt. Til gengæld var hans forhold til Regine ret tosset, synes jeg. Og det samme var hans irrationelle opfattelse af, hvordan andre så på ham. Da jeg var barn, fortalte min far mig for eksempel om, hvordan Kierkegaard kunne finde på at gå i teatret for at blive set der, selvom han egentlig bare sad og skrev.

Kierkegaard skrev jo også en svimlende mængde tekster i sit korte liv. Men kom det ikke til at koste ham en plads i fællesskabet?

Jo. Han var drevet af at have et personligt forhold til Gud. Men et af de skræmmende aspekter af den lutherske lære er, at man er alene med Gud. Det førte Kierkegaard ud i det ekstreme. I slutningen af sit forfatterskab endte Kierkegaard nærmest med at smide kirken ud ad vinduet. Han ville ikke engang have en præst til at begrave sig, men ville have en lægmand til at gøre det. Han tog kristendom så seriøst, at det næsten blev umuligt at være en kristen.

I Danmark er den største lutherske teolog ved siden af Kierkegaard vel Grundtvig, der derimod talte varmt for fællesskabet som en central del af det at være kristen

Ja, og det er jo den anden side af det, som Kierkegaard manglede. Han var en outsider med en stor indsigt i den menneskelige psykologi. Men han gjorde alting til et spørgsmål om subjektivitet og overså derfor fællesskabets store betydning. Og det er min største indvendig mod Kierkegaards tænkning. For hvis jeg skal være ærlig, mener jeg, at begge dele er vigtige. Det er både vigtigt at kende sig selv og træffe sine egne valg, men det er også vigtigt at være en del af et fællesskab. Det indre liv er vigtigt, men vi har også brug for andre mennesker. Og det overså han.

Tror du, at det var, fordi han følte sig som en outsider?

Ja, han følte sig så anderledes og exceptionel, at han ikke kunne hengive sig til andre, ikke engang Regine. Men det er til gengæld noget, han vender tilbage til igen og igen i sit forfatterskab. Han kom sig aldrig over, at han brød med Regine. Og man kan se i hans journaler, at han håbede at kunne gøre det om, og det var derfor også sønderknusende for ham, da hun blev gift med en anden.

Så han døde som et ensomt geni?

Ja, men når man læser hans sene tekster, der er så fulde af liv og humor, kan han ikke have været så deprimeret og melankolsk, som han gav udtryk for i sine egne journaler. Men jeg tror, at han nåede et punkt, hvor han begyndte at henvende sig til sine fremtidige læsere frem for at tale til sin samtid. Og det gav ham nok mening. Kierkegaard taler jo direkte til sin læser. Hans læser er den anden. Den elskede eller kære læser. Og jeg tror, at han var blevet bevidst om, at han ville få læsere efter sin død. Han omtaler jo også tidligt sig selv som et geni i sine dagbøger. Det er et meget interessant fænomen. For jeg tror, at man må have en lille portion storhedsvanvid for at fortsætte med at skabe som kunstner.

Hvordan det?

Jeg vil helt klart kalde Kierkegaard en stor kunstner. Og jeg læste engang et interessant essay af en psykoanalytiker, der handlede om kunstnere. Og han skrev, at man ikke kunne være kunstner uden at have en snert af storhedsvanvid. Storhedsvanvid bliver normalt betragtet som en negativ egenskab i psykoanalyse, hvor man kender til folk, der tror, at de er Jesus eller Napoleon. På en lukket afdeling er der jo som regel mindst to mennesker, der tror, at de er Jesus. Og når man taler om storhedsvanvid, forbinder man det derfor ofte med den slags sindssygdomme. Men denne forsker mente altså, at kunstnere faktisk bliver nødt til at have en snert af storhedsvanvid for at overleve som kunstnere og for at fortsætte med at skabe, idet man gennem sit storhedsvanvid hele tiden fastholder, at man som kunstner har noget at tilbyde til verden. Det er Kierkegaard et glimrende eksempel på. Han vidste, at han var geni. Og derfor fortsatte han med at skrive trods modgang og kritik.

LÆS OGSÅ: Guide til læsning: Hvor skal man starte med Kierkegaard?

Kan du selv identificere dig med den form for storhedsvanvid?

Ja, det tror jeg faktisk, at alle kunstnere kan. For alle oplever modgang, og hvis man ikke har en grundlæggende tro på, at man har noget at give andre, går man i stå som kunstner. Hvis man ikke har en snert af storhedsvanvid, bliver man bremset af at tænke over, om verden virkelig har brug for endnu en bog. Hvordan kan man vide, at det er vigtigt? Det er jo bare en dyb selvbevidst følelse af, at det er helt afgørende, at den næste bog kommer ud. I den forstand er trangen til at skrive langt vigtigere end talent.

Men hvor stammer den trang til at skrive fra?

Jeg ved det ikke, men jeg har det selv sådan, at jeg håber, at jeg lever længe nok til at skrive næste bog. Det er altid den følelse, jeg har, når jeg er færdig med en bog. Jeg lever for at skrive. Og sådan havde Kierkegaard det også, siger Siri Hustvedt og når lige at tilføje, at Kierkegaard i øvrigt er overalt i hendes kommende roman, The Blazing World, der udkommer næste år i USA, inden hendes danske forlægger kommer for at afslutte interviewet. Hun skal videre ud i Kierkegaards København.