“Karaktererne er så levende skildret, at læseren oplever at lære dem personligt at kende.”
Sådan skrev Ginny Hogan i New York Times om Torrey Peters’ “Detransition, Baby”. Og romanen er i det hele taget blevet hyldet af anmelderne. Først i amerikanske medier i 2021, så i de mange lande, den senere er blevet udgivet i. Som i England, hvor The Guardians Grace Lavery mener, at “bogen indkredser det velkendte tema om længslen efter et barn, og selvom romanen skildrer et specifikt transmiljø og en transvinkel i levende, elektrisk prosa, så er dens egentlige appel langt bredere.”
Nu er “Detransition, Baby” også kommet på dansk, og Politikens anmelder Mikkel Krause Frantzen tøver ikke med at kalde den “et mesterværk”. Peters, der er født dreng, men nu er kvinde, synes således at ride på en bølge af succes. Det er bare ikke tilfældet. Bag hende brænder en diskussion, som fængede an, da hendes roman blev indstillet til den prestigiøse Women’s Prize for Fiction. For kort efter begyndte protesterne at melde sig. På hendes sociale medier og i indbakken.
Men det skulle blive værre. En gruppe kaldet “Wild Women Writing Club” blev dannet, hvor mere end 160 kvinder har skrevet under i protest. De mener ikke, Peters kan kategoriseres som kvinde, at indstillingen til Women’s Prize for Fiction skader feminismens sag, og at hendes roman i bund og grund er “en mandlig fantasi”.
For Peters blev nomineringen, dét der skulle være en ære og en glæde, det første møde med transfobi, hadtale og kontrovers. Og da de endelige fem bøger, der kan vinde prisen, den såkaldte shortlist, blev offentliggjort, ja, så var “Detransition, Baby” sorteret fra. Måske fordi prisudvalget mente, at den til skyerne roste roman ikke var god nok. Eller måske fordi balladen om Peters var blevet for giftig?
Kontroversen viser under alle omstændigheder, at transpersoner stadig ikke har en plads i hverken samfundet eller i prisverdenen. Og til det sidste knytter sig en anden diskussion, nemlig om hvorvidt det overhovedet giver mening at opdele kunstnere i kategorierne “kvinder” og “mænd”.
Blandt sportsfolk gør det. Her er der er en medfødt forskel i muskelmasse og derfor i præstationsevne. Men i kunst er der ingen forskelle. Alligevel opererer et prisshow som Oscars, og herhjemme Bodil og Reumert, med “Bedste mandlige skuespiller” og “Bedste kvindelige skuespiller.”
Det giver ikke meget mening. Og da slet ikke særlige kvindepriser, hvis man skal tro Hans Bonde, professor ved Københavns Universitet, der ved flere lejligheder har udtalt, at de virker direkte mod hensigten. At kvinder ved at uddele og modtage priser som nu Women’s Prize for Fiction diskriminerer sig selv. Gør sig selv til dét, filosoffen Simone de Beauvoir engang kaldte “det andet køn”, og som hun mente, mændene var skyld i. Nu er det altså, ifølge Bonde, kvindernes egen skyld, at de spiller på egen bane.
Det kan man nikke til eller ryste på hovedet ad. Men Torrey Peters har fået at mærke, hvad kønsspørgsmålet kan vække af følelser. Hvordan dét ,at hun ikke vil være mand, men kvinde, bliver anset for et problem. Selv forsøger hun midt i de ofte ondsindede diskussioner at insistere på, at hendes roman er af det gode:
“Jeg har set, at den betyder noget godt for mange flere end den betyder noget dårligt.”
I ”kontrovers” skriver anmelder og forfatter Jeppe Krogsgaard Christensen om de vigtigste aktuelle kulturdebatter i udlandet.