Countrymusik – det er da sådan noget med cowboystøvler og skovmandsskjorte – noget, bonderøve lytter til.
Sådan har attituden været til den traditionelle amerikanske musikgenre, i hvert fald i det finere kulturelle selskab, herhjemme og ”over there”. Men noget er ved at ændre sig. For pludselig lyder store musikstjerner som Justin Timberlake og Lady Gaga, der frit kan vælge fra alle hylder, når det gælder musikalske referencer, af country. Og stikker man fingeren i musikmiljøet herhjemme, så er country ikke længere noget, publikum rynker på næsen af.
”Skellet mellem country og henholdvis pop- og rockmusik er meget mindre i dag end for 10-15 år siden. Især i USA er der sket et skred, der nu gør countrymusikken til en reel kulturel magtfaktor, fordi så mange lytter til den. Herhjemme mangler vi endnu at komme helt med på den vogn. Det kræver, at eksempelvis Thomas Helmig indspiller et country-inspireret album,” siger Søren McGuire, der er journalist på DR P3, blogger og musikanmelder.
Helmig eller ej, så er der ifølge Maria Theesink, der er kunstnerisk leder af Tønder Festivalen, i Danmark et stigende publikum til countrymusikken. I 2005 præsenterede hun med amerikanske Sturgill Simpson for første gang countrymusik på festivalen, og det faldt så meget i publikums smag, at der siden har været omkring 10 country-spillende bands i Tønder hvert år i august. I januar forsøgte Tønder Festivalen sig med sit første arrangement på spillestedet Vega i København. Det var med den canadiske countrymusiker Colter Wall og blev totalt udsolgt.
”Jeg tror, at folk i stigende grad har brug for det nærvær, som countrymusikken kan tilbyde,” siger Maria Theesink.
Countrymusik har historisk set været ringeagtet i kulturelt dannede kredse, fortæller Morten Michelsen, der er musikhistoriker og lektor i musikvidenskab ved Københavns Universitet.
Selve musikken, ja, den er svær at spore og har sandsynligvis været spillet af alle typer indvandrere i Guds eget land helt tilbage til dets opståen.
Definitionen af en særskilt countrygenre i sig selv var et kommercielt fænomen, som opstod i mellemkrigstiden. Her begyndte man at lave hitlister for sælgende musik, og der var tre forskellige lister: En pop hitliste, som havde rod i, hvad østkystens byboere lyttede til, en rhytm n’ blues eller (som den reelt blev kaldt) race -hitliste, som var defineret af, hvad den afroamerikanske landbefolkning hørte, og så country hitlisten for de hvide på landet.
”Der var jo altid nogle, der blandede genrerne, men der var en slags tredeling, og det var her, country fik kontur af at være den hvide landbefolknings musik. Dem, der blev kaldt for ’hillbillies’, et ord, der er svært at oversætte, men som indirekte betyder ’bonderøve’,” forklarer Morten Michelsen.
”I København kan nogle have den opfattelse, at alle dem, der snakker jysk, ikke er alt for kloge, fordi de taler, som de gør. Alle steder i den industrialiserede verden er der disse spændinger mellem land og by. Folk fra landet har traditionelt ikke haft uddannelse, og derfor er de blevet set som uoplyste. Det er meget det, der har været med til at gøre, at countrymusik er blevet set som noget med lav kulturel værdi,” siger han.
Efter Anden Verdenskrig blev countrymusikken industrialiseret med rod i byen Nashville i delstaten Tennessee, der den dag i dag er kendt for sine mange pladestudier. I denne periode kom countrymusikken lidt i forbindelse med både pop og rock n’ roll, for eksempel hos Elvis og senere Johnny Cash, men var stadig ikke helt ”comme il faut”.
”Johnny Cash var med til at give countrymusikken kredit hos et rockpublikum, især med sine fængselsplader, som jo er lidt rå i det. Men frem til 1990’erne var det stadig noget, man forbandt med en uoplyst landbefolkning,” siger Morten Michelsen.
I 1990’erne blev countrymusikken for alvor gjort til ”big business” og mainstream, blandt andet med sangeren Garth Brooks, der tilføjede countrymusikken noget velproduceret fernis.
”Garth Brooks solgte ufatteligt mange plader og strøg til tops på pophitlisterne. Det var en væsentlig omfortolkning af countrymusikken, og dér røg den sidste smule bonderøvsimage,” siger Morten Michelsen.
I Danmark er østjyske Ester Brohus en af dem, der er mest kendt for at spille countrymusik. Hun har turneret i mere end 40 år, først med sine forældre og søskende, siden på egen hånd, og i 1992 udgav hun sit første album. Hun har i øvrigt ikke tal på, hvor mange gange hun har besøgt countrymusikkens hovedstad, Nashville.
Tidligere i år udkom Ester Brohus’ 11. album ”Heart of the Country”, og hun har sin kalender fyldt med koncerter flere år frem.
”Mit band og jeg arbejder med liv og sjæl for at formidle countrymusikken, og det er en stor glæde for os, at vores publikum vokser i disse år. Især kan vi mærke, at der kommer flere og flere unge til koncerterne,” siger hun.
”I begyndelsen skulle vi passe på med ikke at sige ordet ’country’, for det stod folk lidt af på. Sådan er det ikke mere. Der er dog stadig nogen, der tror, at det er nemt at spille country. Men det handler altså ikke bare om at tage en banjo med. Country er en livsstil, hvor det gælder om at fortælle nogle gode historier fra menneskers helt almindelige liv. Hvis man ikke er ærlig omkring det, så kan det høres med det samme,” siger Ester Brohus.
Countrymusik har i USA været forbundet med det republikanske parti og patriotisme, men i 2003 stod pigecountrygruppen Dixie Chicks for lidt af et vendepunkt: Forsangeren udtalte sig til en koncert kritisk om præsident George W. Bush og Irakkrigen, og det fik voldsomme konsekvenser. Dele af gruppens fans vendte sig mod dem, nogle mødtes endda på en parkeringsplads og kørte Dixie Chicks’ cd’er over med en bulldozer. De blev kaldt ”landsforrædere”, og flere af de større country-radiostationer holdt op med at spille deres sange.
Og måske er der også politik i den seneste tids countrybølge. I musikvideoen til sangen ”Say Something” har megastjernen Justin Timberlake (iklædt skovmandsskjorte) fået følgeskab af den populære countrysanger Chris Stapleton. I begyndelsen af videoen sidder de i hver sin ende af en tom bygning, mod sangens slutning går de side om side med hver deres guitar og synger i kor.
Når nutidens popstjerner beskæftiger sig med country, skal man passe på med at se det som ren længsel mod gamle dage, mener Morten Michelsen.
”Jeg tror ikke, det er tilbageskuende, et spørgsmål om nostalgi. Jeg tror i langt højere grad, det handler om politik,” siger han.
”Det er længe siden, at countrymusikken gik fra at være bonderøvsmusik til at være mainstream. Men for en del performere er musikken stadig forbundet med rigtig amerikansk musik, hvid musik forstås. Man kunne forestille sig, at en fornyet interesse i countrymusik blandt de liberale artister er en måde at prøve at tage fat i en amerikansk musiktradition og tage den tilbage på. De mener at kunne sige noget andet med countrymusikken, end det præsident Trump og hans følge peger på,” siger han og tilføjer:
”Jeg tror, det handler om at få sagt, at præsidenten ikke sidder på amerikanske værdier som sådan.”
I USA siger man, at coun-trymusik er ”three chords and the truth”, tre akkorder og sandheden.
Ordsproget stammer fra den amerikanske sangskriver Harlan Howard, der skrev sange for blandt andre Johnny Cash og Patsy Cline og vist oprindeligt helt præcist sagde, at ”alt man behøver for at skrive en countrysang er tre akkorder og sandheden”.
Man kan tolke det sådan, at countrymusik er enkelt og ofte rummer kristne referencer. Men at ”the truth” måske også rummer en kerne af noget ærligt, giver musikhistoriker Morten Michelsen sangskriveren Ester Brohus ret i.
”Det kan dels gå på det religiøse, men det kan også gå på, at man udtrykker sine sande følelser. Det kan være det at have svigtet sin elskede eller være den, der er blevet svigtet. Men det kan også være det at have svigtet som menneske i moralsk forstand. Hvis man ikke har levet op til de konservative kristne værdier, som har domineret i de stater, hvor countrymusikken kom fra, så er det også et menneskeligt fald, som er fantastisk godt at skrive sange om.”