Tre danske legender lever på bogsiderne

Forlaget Lindhardt og Ringhof har indledt en serie, der er tænkt som ”komprimeret klassisk dannelse”. Projektet kommer fint fra start

Tre danske legender lever på bogsiderne

Om ikke andet har forfatteren Tove Ditlevsen (1917-1976), dramatikeren og præsten Kaj Munk (1898-1944) samt fysikeren og naturvidenskabsmanden Niels Bohr (1885-1962) det tilfælles, at de alle kan præsenteres som ”danske legender”. En betegnelse, der er titlen på en ny serie lanceret af forlaget Lindhardt og Ringhof med det formål at berette om kendte danske personligheder og deres betydning for landets historie.

Som i de foreliggende tre første bind sker det i en koncentreret og lettilgængelig form – specielt hvad Niels Bohr angår, indebærer det sidste dog visse vanskeligheder. Serien er tænkt som ”komprimeret klassisk dannelse” og som ”en maggi- terning af viden” – ud fra en forestilling om, at tidens travle danskere ikke har tid til at læse store biografier. Men i øvrigt viser bøgerne, at kortformen ikke er ensbetydende med overfladiskhed, men tværtimod kan skærpe opmærksomheden over for, hvad der er væsentligt.

De to involverede skribenter, der begge er gode formidlere, er gået til sagen med engagement og fængende veloplagthed. Det er journalist Anne-Sofie Storm Wesche (født 1973), der har skrevet ”Tove Ditlevsen. Et portræt” og ”Niels Bohr. Et portræt”, mens forfatter, oversætter og sangskriver Brian Dan Christensen (født 1970) er manden bag ”Kaj Munk. Et portræt”.

Bøgerne indledes alle med en sammenfattende karakteristik af hovedpersonen. Derefter oprulles forhistorien. Og i alle tre tilfælde lægges der vægt ikke alene på at åbne til de pågældendes tankeverden, men også på at give læseren et indtryk af dem som hverdagsmennesker. Det er med til at gøre legenderne levende og nærværende. For eksempel glimtene af Munk som spasmager: ”Under en jagttur affyrede han engang sin riffel op i luften, og da de andre kom for at se, hvad han havde skudt, lå der et glansbillede af en engel ved hans fødder”.

Noget andet, der kendetegner bøgerne, er valget af rammende citater – der ofte siger mere, end de fylder.

Om Tove Ditlevsen skriver Anne-Sofie Storm Wesche med fuld ret, at hendes ”forfatterskab er en fortælling om ét eneste liv – en fortælling, der bygger på ét menneskes barndom, ungdom og voksenliv, nemlig hendes eget, og alle hendes romaner, noveller og digte er vokset frem af hendes egne oplevelser, drømme og erfaringer”. Dermed argumenterer hun indirekte for berettigelsen af sin biografiske metode. Wesche går ikke langt ind i de enkelte værker, men lægger den virkelighed frem, der er deres forudsætning.

Det er blevet til en gribende beretning om en sårbar kvinde og hendes mange kriser, kulminerende med selvmordet i 1976. Et mislykket forsøg på det samme to år tidligere udløstes muligvis af – gisner Wesche – at hun igen var blevet forbigået ved tildelingen af Det Danske Akademis Store Pris. Den anerkendelse på parnasset, som hun higede efter, opnåede hun aldrig helt. Men til gengæld blev hun angiveligt læst af 10 gange så mange som akademimedlemmerne tilsammen.

Dette, at hun betød så meget for så mange, forklarer Wesche med, at hun i sin digtning åbent kom læserne i møde som den, hun dybest var. Med alle de omkostninger og kriser, som tilværelsen forfulgte hende med. Hendes ord derom nåede ”ind til det almindelige menneske, som i dem genkendte sider af sig selv”.

Jeg glæder mig over Brian Dan Christensens fordomsfrie og afbalancerede portræt af Kaj Munk. Betagelsen, som denne i en periode omfattede Mussolini og Hitler med, søges ikke bortforklaret, men får på den anden side heller ikke lov til at overskygge hans betydning. I øvrigt – fremhæver Christensen – var Munks holdning til diktatorerne ikke så aparte, som den senere er kommet til at fremstå: Mange europæere forholdt sig i 1920’erne positivt til fascismen, hvad der i 1930’erne gentog sig med Hitler og nazismen.

Christensen er ikke ukritisk over for Munk, som han finder politisk naiv. Samtidig beskrives han som både splittet, rummelig og søgende. ”Med andre ord et moderne menneske”. Overordnet tildeles Munk en del af æren for, at landet i 1945 blev anerkendt som en allieret nation. Christensen mener, at han ”ved at ofre sit liv var med til at redde Danmarks omdømme internationalt”.

Ligesom tilfældet er ved portrættet af Tove Ditlevsen, er det ikke værkerne, men personen, der er i centrum. Målgruppen må være noget i retning af de forudsætningsløse læsere. Og de møder en mand med så meget ild i sig, at den bør kunne lyse dem på vej ind i forfatterskabet.

Det er kompliceret stof, Anne-Sofie Storm Wesche arbejder med i portrættet af Niels Bohr. Man har midlertid tillid til, at hun ikke giver formuleringer om hans teorier fra sig, før de har været igennem hendes forståelse.

Bohr, hvis fødselsår er forkert angivet i bagsideteksten, betegnes som dansk forsknings superstjerne. Det var han, da han levede. Og det er han stadig, lyder vurderingen.

Afgørende betydning fik han for forståelsen af altings byggesten, atomerne. Og han inspirerede verdens mest anerkendte fysikere. Omgikkes blandt andre koryfæer som Albert Einsten og Ernest Rutherford. I 1922 modtog han som den yngste nogensinde Nobelprisen i fysik.

Bohr skildres ikke alene som en stor videnskabsmand, men også som et stort og modigt menneske, der hjalp tyske kolleger væk fra Nazityskland, inden han under Besættelsen selv måtte flygte, først til Sverige og senere videre til England.

Vi får mange sigende glimt af ham som person. Varme glimt – af en elskelig mand. Således fra en københavnsk sporvogn – så heftigt samtalende med Einstein, at de igen og igen glemte at stå af, hvor de skulle af, men – igen og igen – lod sig føre til endestationen.

Men vigtigst: glimt af hans fundament, hans lykkelige ægteskab. Gentagne gange skrev han i breve til sin hustru, Margrethe Bohr:

”Du skal holde regnskab med mine tanker”.

Dermed er meget sagt om deres forhold.