Prøv avisen

Tre digtere om en muse

BØGER Levende litteraturhistorie og spændende livsanskuelsesdebat i ny bog af forfatter og pensioneret sognepræst Gunnar Martin Nielsen

De blev en legende, for det var dem, der satte sig op imod Georg Brandes og radikalismen i Danmark i slutningen af det 19. århundrede og på den måde indvarslede noget nyt.

Hver på sin vis fik de klassikerstatus. Men de blev ikke læst i samme omfang. Det drejer sig om Johannes Jørgensen, Sophus Claussen og Viggo Stuckenberg, med Ingeborg Stuckenberg i rollen som altforstående veninde, muse og hvas kritiker.

Gunnar Martin Nielsen kalder sin fremstilling af de fires venskab og opgør for "en dokumentarisk fortælling", og det er en meget præcis betegnelse.

Han har ikke blot været i kilderne – hvor især Johannes Jørgensens voluminøse erindringsværk er blevet konsulteret. Han er også ajour med forskningen omkring de fire, hvad man kan følge i bogens fortrinlige noteapparat. Så det dokumentariske må siges at være i orden.

Og fortælle kan Gunnar Martin Nielsen. Tonen i bogen er let causerende. Det hele er let læst, og man synes, at man bliver fortræffeligt underholdt hele vejen.

Hvad er det så for en historie, Gunnar Martin Nielsen fortæller? Han fører sin læser ind i 1880'ernes studenterliv. Han viser os nogle unge mennesker på jagt efter en livsoplevelse, der er større og voldsommere. Han viser os en livsanskuelsesdebat, som næsten desperat søger frihed og frigørelse fra moralske og religiøse autoriteter.

Og han sørger minsandten for at få detaljerne med: hvordan både Stuckenberg og Jørgensen anmeldes pænt af selveste Edvard Brandes, mens Claussen i begyndelsen kan kigge langt, dels efter forlæggere til sine digte, og, da de endelig er udkommet, efter positive anmeldelser!

Der bliver også plads til at fortælle om fest og om kampen for det daglige brød. Men fremstillingen samles omkring de fires fællesskab og venskab, hvor Ingeborg Stuckenberg er den stadige indpisker.

Det er Gunnar Martin Nielsen ambition at vise, at det faktisk ikke kun er Johannes Jørgensen, der langsomt bevæger sig i retning af et positivt forhold til religion. Det gælder også de to digterkolleger. Det er bare ikke den samme religion.

Jørgensen vælger katolicismen, Claussen eros i videste forstand – selv kalder han sig i et digt for "hellener" – og Stuckenberg er i hvert fald ikke benhård ateist, fastslår Gunnar Martin Nielsen.

Men at det må komme til opgør mellem dem, er klart nok. Og Gunnar Martin Nielsen følger det nøje, så vidt det lader sig aflæse i breve og i Jørgensens selvbiografi. Og han gør så i forbifarten en indrømmelse: Det er rigtigt, at Johannes Jørgensen får lov til at fylde meget, men det har sin grund i, at han førte nøjagtig logbog over sit liv. Det må så også indrømmes, at Gunnar Martin Nielsen omhyggeligt sørger for at afbalancere sin fremstilling på anden vis. Der er ingen helte eller skurke i bogen – blot venner, der driver fra hinanden.

Ingeborg Stuckenberg fastholder desperat sin ungdoms fritænkeri og ender sit liv med selvmordet efter at have forladt mand og børn med slotsgartner Madsen, med hvem hun flygter til New Zealand.

Stuckenberg forædler sin ungdoms livshengivelse i retning af almenreligiøsitet. Og Claussen når frem til en livsdyrkende religiøsitet, der også er ganske dogme- og konfessionsløs.

Johannes Jørgensen derimod konverterer til katolicismen. Og ejendommeligt nok – for også han hørte jo til blandt de livsdyrkende poeter – var det for hans vedkommende først og fremmest en intellektuel afgørelse, der først senere blev fulgt op emotionelt.

Viggo Stuckenberg døde også ung, og de to gamle, Claussen og Jørgensen, kunne så fejre gensynet ved sidstnævntes 60-års-dag.

Det er et stykke spillevende litteraturhistorie og lige så levende livsanskuelsesdebat, som Gunnar Martin Nielsen har lagt frem i sin medrivende fortælling. Det fortjener han tak for. Bogen er en fornøjelse at læse.

Gunnar Martin Nielsen: Venskab og opgør. Striden om livssyn mellem Ingeborg og Viggo Stuckenberg, Johannes Jørgensen og Sophus Claussen. 127 sider. 188 kroner. Forlaget Hovedland.

kultur@kristeligt-dagblad.dk