Prøv avisen

Tre drager har fået vinger

Agnete Friis (tv), Alex Uth og Anders Villy Ehrenreich Eriksen er alle enige om, at forlaget Phabels talentudviklingsprogram "de nye drager" er årsagen til, at der overhovedet er kommet bøger ud af deres anstrengelser. – Foto: Thomas A.

TALENTUDVIKLING: Kan man lære at blive en god forfatter? Tre debutanter og en forlagsdirektør mener i hvert fald, at man kan komme langt. Måske helt fra skuffen og ud til læserne

Alex Uth havde i mange år været skuffeforfatter. Ved siden af sit arbejde som computerspilsudvikler og fritidsjobbet som forfatter af rollespilshistorier havde hun skrevet fortællinger, der aldrig kom længere end ud af printeren og ned i skuffen. Men drømmen om at skrive en bog har hun altid haft.

Nu er drømmen blevet til virkelighed. Hendes første roman "Marskens hemmelighed" udkom i går på børne- og ungdomsforlaget Phabel, der har den verdenskendte fantasyforfatter Lene Kaaberbøl som kreativ direktør.

Alex Uth er sammen med Agnete Friis og Anders Villy Ehrenreich Eriksen første skud på stammen i Phabels talentudviklingsprogram "de nye drager", hvor Lene Kaaberbøl og forlaget hjælper nye talenter på vej.

Idéen er, at forfatterne engageres på grund af deres talent og ikke ud fra en konkret bog. Forlaget følger forfatternes skriveproces fra de første linjer til det sidste punktum og giver gode råd om plot, personkarakteristikker, handlingens udvikling og fortællerytme.

Ifølge Lene Kaaberbøl kan man ikke lære hvem som helst at blive forfatter. Men man kan lære talenterne at blive bedre forfattere noget hurtigere, end hvis de selv skal opfinde alting.

Det er selvfølgelig forfatterne selv, der skriver deres historier, men når man står i vildnisset og spekulerer på, hvor udgangen er, så er det rart at kunne ringe efter en helikopter, der kommer med opdaterede kort og friske forsyninger. Dén helikopter er os, siger hun.

For de tre nye drager har talentudviklingsprogrammet og Lene Kaaberbøls helikopterblik været helt afgørende for, at der overhovedet er kommet bøger ud af anstrengelserne. For at skrive en bog på eget initiativ uden at vide, om der er nogen derude, som interesserer sig for den, når den er færdig, og mener, at den har potentiale det tror ingen af de nye drager, havde været en farbar vej for dem.

Bogen var nok ikke udkommet, hvis ikke jeg var blevet prikket på skulderen af forlaget og taget ved hånden. Jeg har lært at tage springet, siger Alex Uth.

De andre nikker. For lige så fantastisk det har været at skrive en bog, lige så frustrerende, hårdt og ulideligt har det også været.

Agnete Friis' anstrengelser er blevet til "Dyresangeren". Og hun er som journalist ellers vant til at skrive. Men der er langt fra at være informationsmedarbejder i Økologisk Landsforening til at være skønlitterær forfatter.

Man skal virkelig finde det positive frem, når man er ved fjerde gennemskrivning, og der stadig er langt til at være i mål. Det er en benhård proces og meget ensomt, og det har været en stor hjælp at at ringe til Lene Kaaberbøl, når jeg gik helt i stå og ikke vidste, hvordan jeg kom videre, siger hun.

Lene Kaaberbøl og Phabel giver ingen fast opskrift på, hvordan man skriver en bog, for en sådan findes ikke. Der er taget hensyn til forfatternes individuelle skrivemetoder og skrivestil. Både forlag og forfattere understreger, at det er forfatternes helt egne værker, der nu ligger i boghandelen.

De tre drager har da også grebet skriveprocessen an på vidt forskellige måder. Anders Villy Ehrenreich Eriksen, der debuterer med "Lucifers fængsel", havde ingen idé om, hvad plottet skulle være, eller hvor bogen endte, før han gik i gang. Han kendte stort set kun hovedpersonen Ravn, en figur han udviklede som rollespiller for 13 år siden.

Jeg begyndte i et hjørne med en krøllet papirkugle og har stille og roligt foldet kuglen ud til et stykke papir. Jeg kan ikke udvikle et plot på forhånd og vidste ikke, hvordan bogen skulle slutte, før jeg skrev det sidste kapitel. For ikke at bryde fortryllelsen måtte jeg gøre det på dén måde, siger han.

Agnete Friis og Alex Uth skrev begge en synopsis og et par prøvekapitler, som de gennemgik med forlaget, inden de for alvor gik i gang. For Alex Uth var det mest overraskende og det sværeste den detaljerigdom, der adskiller skønlitteratur fra andre fortælleformer. Fra rollespilsverdenen var hun vant til at skrive historieoplæg, som rollespillerne siden udviklede og udtrykte, som de havde lyst til.

I en bog digter læseren selvfølgelig med, men for at kunne være en del af historien, skal der være uendelig mange detaljer. Jeg skulle pludselig beskrive alle ansigtstræk, lyde, bevægelser, påklædning. Det hele. Og det var et barsk møde med virkeligheden, siger hun.

Nu har de nye drager fået vinger, og spørgsmålet er, om de kan flyve selv.

Jeg har i hvert fald fået blod på tanden, siger Anders Villy Ehrenreich Eriksen og tilføjer:

Jeg tror slet ikke, jeg kan lade være. Det er som at tage et glas vand, når man virkelig er tørstig.

duus@kristeligt-dagblad.dk