1. Forbrydelse og straf: Fjodor Dostojevskij
Hvem er den største russiske romanforfatter nogensinde? Der er flere fremragende kandidater. En af dem må være Fjodor Dostojevskij, og hans hovedværk er Forbrydelse og straf fra 1865. Den handler om studenten Rodion Raskolnikov, der fornægter enhver tro på absolutte og universelle værdier, der kan begrænse hans egen handlefrihed.
Denne nihilisme fører til et mord og derpå et intenst selvopgør, lidelse og til sidst den personlige frigørelse. Det sker, da Raskolnikov åbner sig for den kristendom, som også for Dostojevskij selv var den eneste frelse fra den lidelse, der var et grundtræk ved den menneskelige eksistens. Hvis man foretrækker en lettere og mindre tungsindig læsning, anbefales Dostojevskijs andet hoveværk, Brødrene Karamazov fra 1879-1880. Det er en mere klassisk episk-fortællende roman, næsten en kriminalroman, med mordet på den autoritære far og de tre sønners opgør med denne, hver ud fra deres moralske og religiøse udgangspunkt.
LÆS OGSÅ BIRTE RØNN HORNBECHS ANBEFALINGER HER
2. Erindringer: Maksim Gorkij
Mens Dostojevskij efter en kort periode som revolutionær blev dybt konservativ og dybt religiøs, optaget af grundlæggende og tidløse vilkår for menneskets eksistens, fastsat af Gud, var Maksim Gorkij den social-revolutionære proletarforfatter, der ønskede en omstyrtning af zarstyret her og nu. Han blev aldrig for alvor et integreret medlem af kommunistpartiet, men var snarere en uafhængig venstresocialist, modsat den slavofile Dostojevskij også påvirket af vesteuropæiske intellektuelle. Som for mange andre proletarforfattere er hans hovedværk hans erindringer, der er oversat til dansk: Min Barndom, Mellem Fremmede og Læreår. De skildrer blandt andet hans barndom under kummerlige materielle forhold og hans ungdoms vagabonderen blandt fattige og udstødte i datidens zar-Rusland, der var med til at lægge grunden til hans senere social-revolutionære engagement.
3. Syv fantastiske fortællinger: Karen Blixen
Karen Blixen fik aldrig den nobelpris, som mange ellers havde undt hende. Ikke mindst på grund af hendes hovedværk, Syv Fantastiske Fortællinger, fra 1935. Det er overfladisk set en række fortællinger fra en nu svunden tid og fra adelsmiljøer på landet, som vi knap kender i dagens Danmark.
Det for mig mest interessante er imidlertid ud over den artistiske eksperimenteren med en dengang ny fortælleform Blixens fokus på grundlæggende livsvilkår: skæbnetro, identitetssøgen, herunder efter kvindelig identitet, lykke og lidelse og det gode og det onde som varige bestanddel i livet.
Man kan være enig eller uenig i Karens Blixens meget konservative livsanskuelse og værdisæt, men hun var efter min mening en af vores mest fascinerende danske forfattere, som skrev om menneskelige problemer og udfordringer, som rækker ud over det lige nu, som vi så tit alene er optaget af.